Autonom alarmisme

Sirenen i dag som et sekundkort, 1:1 onomapoietisk lyddigt betitlet "Sirene" af den strengeste zen-digter, der hvert eneste år akkurat onsdag i uge 18 præcist klokken 12 afbryder sin absolutte tavshed for at opføre en ny version af nøjagtigt det samme sekundkorte, 1:1 onomapoietiske lyddigt betitlet "Sirene" (og han hader, når fortolkere fortolker sirenen som en (pænt enerverende og dermed paradoksal!) lokkende, kvindelig sirene som dem i Odysseen, sirenen er den om og som sig selv klagende sirene, den er (når den, som tilfældet er, når den (/digtet om/som den) klager til (og i) tiden, ikke alarmerer befolkningen om, at en atomkrig er brudt ud)!) - næste år vil jeg have (et digt om/som) en gong-gong parat til at bifalde behørigt i næste øjeblik.

Mine 2 sværeste roller ved gårsdagens foredrag om litteraturkritik

1. Sagtmodig zen-bueskytte, der modsat sine wild and crazy, sake-skålende ninja-kolleger, kun drikker jasminte.

2. Indianer, der indsmurt i bjørnefedt smyger sig ud gennem et koøje på Titanic ((c) Vagn Lundbye)