Claus Beck-Nielsen (under pseudonymet Anders Claudius Westh) 1991
For se selv, hvad jo nu afdøde Claus Beck-Nielsen skriver i første kapitel, "Vor tids historie" i sit ikke umorsomme "spejlkabinet" Mine møder med de danske forfattere; CBN har på provinsbiblioteket lånt digtsamlingen Vor tids historie (forfattet af - oplyses det ikke - Thomas Boberg):
I løbet af de næste dage og uger skrev jeg fem digte og besluttede at rejse til København. Jeg flyttede ind i et kollektiv på tredje sal, jeg var den, der havde færrest penge, men da jeg heller ikke havde nogen møbler, bare en madras og en rygsæk med tøj, tandbørste og mine fem digte og selv ikke fyldte mere end tres kilo, kunne jeg snildt være i det bagerste kammer, et kvadratisk rum med en petroleumsovn og et lillebitte tagvindue, gennem hvilket lyden af tre omkringliggende kirkers klokker hver time slog ind, voldsomt og helt ude af takt. Jeg stillede rygsækken og gik ned på posthuset og sendte mine fem digte til det eneste tidsskrift for litteratur, jeg havde hørt om, gik hen på biblioteket og lånte en tyk antologi med danske digte fra de sidste flere århundreder, ikke bare Vort tids historie, nej, den helt store historie. På vejen tilbage købte jeg en dunk petroleum og fandt et lille bord og en stol i en affaldscontainer. Jeg slæbte det hele op i mit kammer på tredje sal, lånte en bunke papirer og nogle blyanter af de andre i kollektivet, lagde bunken på bordet ved siden af bogen med flere århundreders danske digte, satte mig og slog op og begyndte at læse. I de næste mange uger eller måneder sad jeg ved det bord og læste i bogen og skrev ord og af og til hele linier på papirerne, som med dagene og nætterne spredte sig ud over bordet, skred ned og flagrede omkring og hobede sig op i små bunker som bladene fra et kubistisk albinotræ. Hver time døgnet rundt igennem slog kirkeklokkerne ind gennem det lille tagvindue og rungede i mit kranium, der blev stadig tommere og mere eller mindre inspireret, mens foråret blev til sommer, tung regn slog mod ruden og plaskede langt ned i gårdens dyb. Jeg rejste mig kun en gang hver tredje eller femte time for at gå ud i køkkenet og fylde glasset med vand og måske, hvis jeg tilfældigvis var alene, file en tynd skive af en af de andres brød og smøre lidt af en tredjes smør på, måske en smule Herregårdsleverpostej. På vejen tilbage lod jeg mit vand. Det var det hele. Efter nogle uger kom afslaget fra redaktøren af tidsskriftet, en af landets store gamle digtere (Poul Borum, der "portrætteres" i næste kapitel). Han havde læst mine fem digte og ville ikke trykke et eneste af dem, men opfordrede mig ikke desto mindre til at sende flere, ikke straks, forstås, om et halvt år, måske, når jeg havde udviklet mig lidt. Mod slutningen af den følgende vinter sendte jeg endnu ni digte ind til redaktøren af tidsskriftet. Jeg tænkte, at de første fem digte ikke havde været kunstneriske nok, forfatteren i den oppustede, blå plasticlænestol (Thomas Boberg LB) havde trods alt ikke været alene, men i selskab med to rigtige kunstnere. Mine digte måtte nødvendigvis også have en forbindelse til kunsten, så jeg gik ud i køkkenet, og da jeg tilfældigvis var alene stjal jeg en rødbede fra en af de andres hylder i køleskabet, skar den midt over, tog alt tøjet af og lagde ni hvide ark ud på gulvet, gned den overskårne rødbede mod knæet og trykkede knæet mod et af arkene og gentog derefter proceduren med otte andre legemsdele, trykkede først hånden, så en kind, så panden, en balle, munden, venstre fod, højre skulder og til sidst min penis mod hvert sit af de ni hvide ark. Jeg tog tøjet på igen, samlede de ni "rødebedetryk" op og gik ned på Christianshavn Bibliotek, hvor jeg lånte en skrivemaskine og skrev hvert af de ni håndskrevne digte rent på et kunstværk, gik over torvet og ind på posthuset og sendte mine ni nu poetiske rødebedetryk til redaktøren af tidsskriftet. Tre måneder senere udkom tidsskriftet (Hvedekorn 2, 1991 LB), bl.a. med to digte digte af Anders Claudius Westh, dog uden rødbedetryk. det var den første, sidste og eneste gang, Anders Claudius Westh optræder i den danske litteraturhistorie.
- må jeg ikke som nutidig redaktør anbefale, at man IKKE skriver digte på papir indgnedet i grøntsager med legemsdele.
Og ligesom Michael Strunges Simon Lack, er Claus Becks Anders West lige lidt yngre end ham selv, først i 1965 og ikke 1963, og i bagklogskabens følgespot lugter det Claudius selvfølgelig langt væk af pseudonym, her er de to debutdigte, og de er slet ikke uefne (eller ubeckske), vel?
Ved verdens navle
I
Båden ligger urokkelig derude i nat: En gravsten sat i søen
over én som ikke kom op. Navnet malet over med mørke.
II
Ud af skoven træder et hus. der er et lys i det ene øjne.
Den søvnløse har rejst sig op for at få tiden til at gå.
Han vender ansigtet mod mig, åbner et vindue
og kaster skyggen ud på græsset.
Lebensraum
Om mig selv kan jeg kun sige:
"Jeg bliver en gigant",
tænkte jeg da jeg var lille og trygt
beruset af min barndoms atmosfære af lattergas.
Det var alt, jeg blev ikke til mere end
min far han er tandlægeentreogfirs jeg
blir aldrig som Spielberg han var
tyve
og stjal hele billedet, mens jeg var
pirater
og herskede ubemærket over mine verdenshave
fra kronen af det ene vældige træ,
der senere måtte bøje sig
og faldt, det
"stod i vejen for solen," råbte min far
dengang jeg var lille og træerne endnu voksede
helt ind i himlen
