Viser opslag med etiketten pseudonym. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pseudonym. Vis alle opslag

mandag den 25. november 2013

Anders Claudius Westh demaskeret af ham selv - med rødbedesaft

Jeg har lige tilføjet et navn på Hvedekorn-hjemmesidens Praleliste midt mellem Kaspar Bonnén og Lene Henningsen:

Claus Beck-Nielsen (under pseudonymet Anders Claudius Westh) 1991

For se selv, hvad jo nu afdøde Claus Beck-Nielsen skriver i første kapitel, "Vor tids historie" i sit ikke umorsomme "spejlkabinet" Mine møder med de danske forfattere; CBN har på provinsbiblioteket lånt digtsamlingen Vor tids historie (forfattet af - oplyses det ikke - Thomas Boberg):

I løbet af de næste dage og uger skrev jeg fem digte og besluttede at rejse til København. Jeg flyttede ind i et kollektiv på tredje sal, jeg var den, der havde færrest penge, men da jeg heller ikke havde nogen møbler, bare en madras og en rygsæk med tøj, tandbørste og mine fem digte og selv ikke fyldte mere end tres kilo, kunne jeg snildt være i det bagerste kammer, et kvadratisk rum med en petroleumsovn og et lillebitte tagvindue, gennem hvilket lyden af tre omkringliggende kirkers klokker hver time slog ind, voldsomt og helt ude af takt. Jeg stillede rygsækken og gik ned på posthuset og sendte mine fem digte til det eneste tidsskrift for litteratur, jeg havde hørt om, gik hen på biblioteket og lånte en tyk antologi med danske digte fra de sidste flere århundreder, ikke bare Vort tids historie, nej, den helt store historie. På vejen tilbage købte jeg en dunk petroleum og fandt et lille bord og en stol i en affaldscontainer. Jeg slæbte det hele op i mit kammer på tredje sal, lånte en bunke papirer og nogle blyanter af de andre i kollektivet, lagde bunken på bordet ved siden af bogen med flere århundreders danske digte, satte mig og slog op og begyndte at læse. I de næste mange uger eller måneder sad jeg ved det bord og læste i bogen og skrev ord og af og til hele linier på papirerne, som med dagene og nætterne spredte sig ud over bordet, skred ned og flagrede omkring og hobede sig op i små bunker som bladene fra et kubistisk albinotræ. Hver time døgnet rundt igennem slog kirkeklokkerne ind gennem det lille tagvindue og rungede i mit kranium, der blev stadig tommere og mere eller mindre inspireret, mens foråret blev til sommer, tung regn slog mod ruden og plaskede langt ned i gårdens dyb. Jeg rejste mig kun en gang hver tredje eller femte time for at gå ud i køkkenet og fylde glasset med vand og måske, hvis jeg tilfældigvis var alene, file en tynd skive af en af de andres brød og smøre lidt af en tredjes smør på, måske en smule Herregårdsleverpostej. På vejen tilbage lod jeg mit vand. Det var det hele. Efter nogle uger kom afslaget fra redaktøren af tidsskriftet, en af landets store gamle digtere (Poul Borum, der "portrætteres" i næste kapitel). Han havde læst mine fem digte og ville ikke trykke et eneste af dem, men opfordrede mig ikke desto mindre til at sende flere, ikke straks, forstås, om et halvt år, måske, når jeg havde udviklet mig lidt. Mod slutningen af den følgende vinter sendte jeg endnu ni digte ind til redaktøren af tidsskriftet. Jeg tænkte, at de første fem digte ikke havde været kunstneriske nok, forfatteren i den oppustede, blå plasticlænestol (Thomas Boberg LB) havde trods alt ikke været alene, men i selskab med to rigtige kunstnere. Mine digte måtte nødvendigvis også have en forbindelse til kunsten, så jeg gik ud i køkkenet, og da jeg tilfældigvis var alene stjal jeg en rødbede fra en af de andres hylder i køleskabet, skar den midt over, tog alt tøjet af og lagde ni hvide ark ud på gulvet, gned den overskårne rødbede mod knæet og trykkede knæet mod et af arkene og gentog derefter proceduren med otte andre legemsdele, trykkede først hånden, så en kind, så panden, en balle, munden, venstre fod, højre skulder og til sidst min penis mod hvert sit af de ni hvide ark. Jeg tog tøjet på igen, samlede de ni "rødebedetryk" op og gik ned på Christianshavn Bibliotek, hvor jeg lånte en skrivemaskine og skrev hvert af de ni håndskrevne digte rent på et kunstværk, gik over torvet og ind på posthuset og sendte mine ni nu poetiske rødebedetryk til redaktøren af tidsskriftet. Tre måneder senere udkom tidsskriftet (Hvedekorn 2, 1991 LB), bl.a. med to digte digte af Anders Claudius Westh, dog uden rødbedetryk. det var den første, sidste og eneste gang, Anders Claudius Westh optræder i den danske litteraturhistorie.

- må jeg ikke som nutidig redaktør anbefale, at man IKKE skriver digte på papir indgnedet i grøntsager med legemsdele.

Og ligesom Michael Strunges Simon Lack, er Claus Becks Anders West lige lidt yngre end ham selv, først i 1965 og ikke 1963, og i bagklogskabens følgespot lugter det Claudius selvfølgelig langt væk af pseudonym, her er de to debutdigte, og de er slet ikke uefne (eller ubeckske), vel?

Ved verdens navle

I
Båden ligger urokkelig derude i nat: En gravsten sat i søen
over én som ikke kom op. Navnet malet over med mørke.

II
Ud af skoven træder et hus. der er et lys i det ene øjne.
Den søvnløse har rejst sig op for at få tiden til at gå.
Han vender ansigtet mod mig, åbner et vindue
og kaster skyggen ud på græsset.

Lebensraum

Om mig selv kan jeg kun sige:
"Jeg bliver en gigant",
tænkte jeg da jeg var lille og trygt
beruset af min barndoms atmosfære af lattergas.
Det var alt, jeg blev ikke til mere end
min far han er tandlægeentreogfirs jeg
blir aldrig som Spielberg han var
    tyve
      og           stjal hele billedet, mens jeg var
  pirater
og herskede ubemærket over mine verdenshave
fra kronen af det ene vældige træ,
der senere måtte bøje sig
og faldt, det
"stod i vejen for solen," råbte min far
dengang jeg var lille og træerne endnu voksede
helt ind i himlen

onsdag den 22. august 2012

Hvor og hvem er Kreste Alven?

I det nye nummer af Hvedekorn, 3, 2012 (om 1 nummer har jeg forskrækkende nok været redaktør i 5 år! længere tid end Halfdan, Malinowski, Holst, lige så længe som Brostrøm, Harder, Kure, 1 år mindre end Thøfner/Søndergaard, langt, langt kortere tid end Viggo F. og Borum, som er manden at slå: 28 år!) debuterer en vis Kreste Alven, født 1983, med 4 ualmindeligt talentfulde, lumsk og elementært velformulerede digte. Jeg har har fået 1 mail fra ham, med digtene i, som jeg har formået at smide væk (eller, hvis udskrevet, i hvert fald ikke kan finde i de meget kaotiske Hvede-bunker ved siden af skrivebordsstolen), så alt, hvad jeg har, er de udskrevne digte og mit svarbrev, der lød sådan her:

Kære Kreste Alven
Tak for digtene til Hvedekorn og hallo! hvor er de sirligt charmerende, musikalsk underfundigt rigtigt rigtig gode! Hvor kommer de og du pludselig fra!? De er straks snuppet til nr. 2 eller 3, 2012, og er du rar at sende dem på en tekstfil igen, din første mail er røget ud af systemet. Ingen læseråd, du har allerede din egen vej at gå, spurt videre ad den!
Mange hilsner Lars Bukdahl
redaktør af Hvedekorn

og som han aldrig har svaret tilbage på, det er heller ikke muligt nogen steder eller sites, Gule sider Kraks, Facebook, at opspore manden, så nu er jeg kommet alvorligt i tvivl om hans eksistens, og akut ville jeg virkelig gerne have ham eller hans eventuelle virkelige/alternative identitet til at læse op til Hvedekorns Sensommeroplæsning tirsdag 11. september klokken 20.00, Kultorvet 11, ved lanceringen af det nye nummer, så hvis der nogle af jer derude, der kender eller ER Kreste Alven (jeg er også bange for, jeg har læst eller stavet efternavnet forkert!), så giv lyd! Her er et af hans gode digte fra nummeret:

Baby-digt

De fleste første skridt er taget her
i begyndelsens gårdhave hvor
træerne blomstrer boblende som sulfo
og Rhinens pludren blander sig, snurrer
gennem græsstrå af fint porcelæn
bag de døre der, der åbnes i lette
briser bærer eller bringer gæsterne
med hatte og flag. Hvad synger I for?
Månen er for længst stået op, den tilbringer bare
dagen for sig selv. Sådan foretrækker den det. Ligesom
jeg foretrækker rulleskøjter frem for løbehjul
 – medmindre det er elektrisk.
Ah – hele denne verden i så tosset pastel, på
bare fødder gennem tiden.

tirsdag den 18. januar 2011

Et nyt pseudonym for det gamle som faldt

Med sit parallelle anonymitets-trip er amerikanske Laura Riding et centralt valgslægtskab, så det er er indrømmet noget ringe, at jeg ikke fattede mistanke i sin tid, måske var jeg for optaget af Helle Helles "8 nye drømme" om bl.a. mig forrest i nummeret, men en anonym kilde har gjort mig opmærksom på, at navnet, Lisa Samuelsson, på oversætteren af et (vildt, vildt) uddrag fra Laura Ridings "En anonym bog" og forfatteren til essayet om samme Riding, "Dronningen? Det er mig?", i Apparatur nr. 6, 2003, med en til vished grænsende sandsynlighed er et pseudonym for Mikkel Thykier!

Hvilket betyder, at det ensomme, men i en blogpost nedenfor (pga. fremsendelsen af hendes originalværk fra 30'erne) sløjfede pseudonym Marika Norden i det ellers enten anonyme eller signerede forfatterskab nu kan erstattes af et andet pseudonym, Lisa Samuelsson, således at følgende registrering kan indføres i min Skyggefulde bibliografi over "(Mikkel Thykiers) [skrifter] /i LB's bibliotek/", midt mellem løsblads-udgivelsen struktur og artiklen "Det generte objekt":

[Mikkel Thykier:] "Lisa Samuelsson: Dronningen? Det er mig?", Apparatur 6, 2003

Her slutningen på den centrale og stærkt anbefalelsesværdige artikel:

SEKS: DIGTER? ET LØGNAGTIGT ORD!
Når Laura (Riding) Jacksons begrundelse for at opgive poesi lød, at poesi som metode står i vejen for sandheden, viser det, at sandheden hele tiden har været målet og poesi kun i en kort periode midlet. Så kan der spørges om Laura Riding forvekslede sin egen poesi med det middel og den asociale kraft, hun kaldte poesi, og om poesi ikke hele tiden var et forkert ord for det? Den bevægelse væk fra det, der kendes som kunst og litteratur og filosofi, som forsøget på at skabe en sproglig tilstand, der er åben for sandhed f.eks. ved ikke at afbilde en falsk lighed med virkeligheden, satte i gang, kan tilføjes poesi, som noget der må forsvinde til fordel for en praksis, der indtil videre har løsrevet sig fra de kendte navne:
Laura Riding var slet ikke digter, snarere dronning i eget rige.
Men dronning, betyder det: Taler vi samme sprog? Og humoren? Ja, den forsvares bedst, når den hårdnakket bliver overset. Og alle fejlslutningerne? De fulgte desværre med mig, følg efter dem hvis I kan! Ellers har I allerede forladt mig her


LISA SAMUELSSON ER FØDT 1981 I SVERIGE. STUDIER VED BERKELEY, UNIVERSITY OF CALIFORNIA. HAR TIDLIGERE BIDRAGET TIL FORSKELLIGE TIDSSKRIFTER.

onsdag den 10. februar 2010