En omvendt gade

Det er ligesom med bøger, tror jeg nok, hvis man først én gang har fået vendt en gade forkert, og det er tilfældet med gaden, jeg bor på, Rue Turenne, så kan man ikke vende den rigtigt igen - når jeg er sluppet fri af gaden, har jeg fuldstændig styr på, hvad der er op og ned, frem og tilbage, men lige så snart jeg entrer den igen, går det uhjælpeligt galt, jeg kan ikke stå på den og få den til at vende korrekt, det er en totalt forhekset fornemmelse, og det bliver endnu værre, hvis jeg bruger kortet til at få styr, det er som om, kortet, der ellers gør mig så kriblende tryg - tænk hvis jeg kunne læse mig gennem livet, som jeg med et bykort læser mig igennem en by! - vender sig mod mig, nej, vender mig mod sig i en målrettet, djævelsk indfoldning, nej, udvending.

Hvordan tvinger man folk til at læse en bog på hovedet?

spørger jeg. fordi jeg i dag var inde og se den veloplagt oldinge-arrogante Baselitz-udstilling på Gl. Strand, og dér er der ikke så meget at stille op, man er nødt til vride krop og hoved for at se de omvendte motiver (der godt kan være omvendte abstrakte motiver, det viser dryppe-retningen!) ikke-omvendt, men hvis tekst i en bog er helt eller delvist omvendt, så vender man jo bare i ét snuptag bogen (der er også, set hos bl.a. Ursula Andkjær, spiral-teksten, hvor læseren skal dreje bogen rundt, det er heller ikke besværligt (nok), men alligevel læse-kreativere end den rene omvending); én løsning er at tyngdekraftsnedadtynge bogen, måske med nogle lodder af en art - det vil også skabe en helt anden, akut koncentration om, hvad der faktisk står i bogen, hvis man er nødt til at vride hovedet af led for at falde i stavelser.