Schades fodspor på Gentofte Sø - og rævenes

Vi gik tur rundt om Gentofte Sø i går, og nu ved vi omsider, at det har Jens August Schade også gjort talrige gange, og det synes vi, at vi kunne mærke - ligesom han også har hængt ud inde i Hellerup, i og nær Øregårdsparken -

fra sønnen Virtus Schades biografiske skitser, organiseret efter muser, i bogen Schade i spejlet;

Ang. musen Inga (Lyngbye - stadig lyslevende Schade-illustrator og billedkunstner i egen ret), en oplistning af hjem/tilholdssteder afsluttes med:

(...) en villa i Gardes Allé i København, tæt ved Øregårdsparken, for mig er det netop dette sted, der er Inge. Og Schade oplevede som digter en af sine friskeste perioder. Hver dag og hver aften kunne han gå lange ture ned til havet, der sås for enden af næsten alle alléerne. Øresund med skibe. Og på den anden side af Strandvejen lå Øregårdsparken, hvorfra Inga malede akvareller i en stram stil med store farveflader. Han begyndte at skrive digte, der var påvirket af disse omgivelsers mættede lykke, men også af hendes akvarellers og tegningers præcision og kraftfulde spændthed.

Ang. musen Susan:

I en lille varm kælder nær Gentofte Sø levede han samme med Susan, der var erklæret heks, i omkring et tiår (...)

Et håndskrevet digt i Schades sidste, (som så mange andre af hans PROSAbøger) oversete og undervurderede værk, 70 eventyr om det hemmelighedsfulde København og omegn, også fra 1978:

RÆVENE PÅ GENTOFTE SØ

Ræve, som skyggebilleder. - Ude på
Søens Is - en hvid måne og sne -
ræveunger, 3 forskellige - de leger,
der er sus i halen, klare øjne.
Se de to voksne ræve. -
Hun-ræven i sin lange, mørke kjole. -
Sne hele vejen udenom søen.
- - -

- det rævehalesus hørte vi også ekkoet af.

Museet savner af hele hjertet en sand Giorgio

Mange vidunderlige værker på Galleria Nazionale 'Arte Moderne af ikke mindst mere eller mindre fascistiske futurister og sikke en kær samling af originale og så godt som originale readymades, fra fontænen til skrivemaskinedækkenet, men museet savner hjerteskærende et Giorgio de Chircico-maleri fra den klassiske, metafysisiske periode i begyndelsen af 10'erne, ikke at forveksle med den skrækkelige neo-klassicistiske periode bagefter (og bagefter igen og bagefter igen igen), som de ejer flere uhyrlige eksempler på, herunder et par gyselige selvportrætter, men det mest smertelige at beskue er og bliver selvkopierne fra 20'erne og 30'erne, proffe kopier af den metafysiske stil eller specifikke enkeltbilleder, fordi det var dem, der var efterspørgsel på, rimeligt nok, det gør lige så ondt på mig som på museet at nøjes med 1925-selvkopien af "De foruroligende muser" auratisk nok, her har muserne ikke foruroliget kunstneren til kunstværket, ergo foruroliger muserne på kunstværket ikke kunsbeskueren: