Iggys indflydelser

Iggy i interview med bladet Spin, 1986:

"Records that havde influenced me are: the use of Jim Morrion's voice on the first Doors album, which was a unique way to use the voice at the that time. He was the first person I'm aware of to sing rock'n roll with a full baritone. Up until that time, if you didn't have a high voice, you would sing in a monotone, the way Mich Jagger did 12x15 or Bo Diddley - you'd kinda shout the song. Morrison sounded almost as if he was crooning, yet the background was not sedate. It had a beat, and I found out very quickly I could do that too; Bo Diddley was helping in the call-and-response, the irresisitbility of 'Hey, Bo Diddley, have you heard?' ... 1-2-3 and second line, la-de-da. I used that format with great effect, without having any words planned, in the original Stooges shows ... Chuck Berry was real helpful in the way he'd look around the culture, find a catchphrase, like 'Sweet Little Sixteen', which is what everybody used to say referring to a girl's 16th birthday party, or 'No Particular place To Go', where he talks about seat belts. Finding neat little things in the culture on which to hang a song. The girl in 'Little Quennie' hangs out by the record machine, 'looking like she's on the cover of magazine'.
 Bob Dylan (Bringing It All Back Home and Highway 61 Revisisted) and Lou Reed (the banana album) both influenced me by the wat they used breathy vocals and very efforlessly ride a strong beat beneath it. To me that music sounded like a bunch of little Tartar tribesmen sweeping along the deserts on their ponies, ready to bring savage visitation to all in their path, yet the vocal is almost floating over that. I used that technique on 'I Wanna Be Your Dog' and 'real Cool Time'. 12x5 by The Rolling Stones, for its understatement of any emotional content, There are emotions in the music, but they're kept in their place, so it isn't weeping all over the place. It sounds hrash and tough, yet the beat is steady and nothing's overplayed. Frank Sinatra ('September Of My years') above all others, for the ability to carry the emotions in a song and to get a rise out of me, as a listener, on an emotional level. I felt something strong when that man sang.
  Van Morrison (Them's first album) was a very powerful influence for the wedding of poetry and music and for the way he recycled ckliés like on 'One-two Brown Eyes' - 'Last night I went walking/ I heard somebody talkin'/ Better stop staying out late at night and fly right' is an old shuffle blues phrase, but with Jimmy Page, who did those sessions, playing that strange guitar behind him, and with that hyper beat, it was a new way to use those clichés; that was poetry. Sun Ra, for his ability to use music to take you voyaging; also, Coltrane for that matter - those records opened me up. And Tina Turner, not musicallly, because I'm not a blues shouter, and I don't have a falsetto or a hot scream, but for her stage presentation, the way she never breaks form, almost like a balinese dancer; the hands are up, palms are outward, the feet are always going, and the tension and posture always maintained."

Tillykke til os med den dag jeg kom under indflydelse

Bogmarkedet har med deres sædvanlige detektiviske ildhu og akkuratesse opdaget, at jeg for 3-4 år siden begyndte at rose ung, kvindelig, navlepillende / politisk korrekt, formbevidst litteratur til skyerne - en litteraturform, jeg i de 20 forudgående år havde hadet som pesten, og hvorfor mon?:

"”Gid det var performance” hed overskriften, da Johanne Mygind i Weekendavisen tog til genmæle mod Mette Høeg. Det var en voldsom indspist overskrift, der handlede om, at Mette Høeg danner par med Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, der i mange år har lavet forskellige former for performance sammen med forfatteren Helge Bille Nielsen (som han vist hed på det tidspunkt), men hvor Strøbech lagde sag an mod Nielsen, fordi han følte sig krænket, da Nielsen i 2008 udgav romanen ”Suverænen”, hvor der optræder fotos og en række personlige oplysninger om Strøbech. Denne oplysning blev læserne imidlertid ikke indviet i – og er det på nogen måde relevant at antyde, at der skulle være en sammenhæng? Er det ikke et forsøg på at frakende Mette Høegs indlæg værdi i sig selv? Men de litterære debatter vrimler med den slags indspiste stikpiller, hvor debatten ofte får et personligt frem for et principielt præg.
På den anden side forekommer det meget rart at vide, at Weekendavisens lyrik-anmelder, Lars Bukdahl, danner par med Cecilie Lind, der skriver den type litteratur, Mette Høeg ikke kan lide. Det sætter hans udtalelser lidt i perspektiv, når han i et indslag i Deadline (start ved 10.30) i kraftige vendinger afviste, at der overhovedet er noget at diskutere, og at folk jo bare ”kan læse norske romaner”, hvis de er utilfredse med det danske udbud. ""

Dit ædruelige svar på Facebook:

"Det her er virkelig for dumt at blive ved med at søbe rundt i, I KNOW, men jeg kan simpelthen ikke holde ud at blive misforstået så grelt. Min tekst angler IKKE efter ynk, min tekst kræver respekt, ikke særbehandling. Jeg har INTET imod at man anmelder mig, at man kritiserer MINE TEKSTER. Jeg kan ikke klare at jeg skal være en lille stakkels tøs. Det er jeg ikke. Jeg har ikke brug for nogens menneskelige forståelse. Jeg beder om at man forholder sig til mig som forfatter. Min tekstgestus er at vende MH-logik på vrangen og sige det er INGENS SAG hvem jeg er, hvem der er min kæreste etc etc. Det der er fair at forholde sig til er mine udgivede BØGER. Oh christ, og den her BogMarkedsskildring (se punkt 6) af hvordan Lars ytringer i Deadline bliver sat ”i perspektiv” af at han er kæreste med mig? Hvad betyder det? Er han kuet af mit selvoptagede tøsehysteri, eller hvad? Og hvorfor siger BogMarkedet at jeg skriver den type litteratur som MH kritiserer – seriøst, i min første digtsamling tror jeg ikke at ordet ”jeg” forekommer en eneste gang, og min anden bog (dughærget pupil accelererer tusmørke) er en samling crazed out eventyrsekvenser. Come on Bogmarked, og læs mig i det mindste før I ved hvilken slags litteratur jeg skriver. Og læs hvad jeg med versaler skriver i min kronik. OK. Jeg er en gal flue i flint, jeg summer af, men altså. Argh. THE END."

- og her et billede af øjeblikket før jeg kom under din dæmoniske indflydelse - du hører stadig på, hvad jeg siger, om prisværdig, mandig skovhuggerprosa,

but then she kissed me