"”Gid det var performance” hed overskriften, da Johanne Mygind i Weekendavisen tog til genmæle mod Mette Høeg. Det var en voldsom indspist overskrift, der handlede om, at Mette Høeg danner par med Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, der i mange år har lavet forskellige former for performance sammen med forfatteren Helge Bille Nielsen (som han vist hed på det tidspunkt), men hvor Strøbech lagde sag an mod Nielsen, fordi han følte sig krænket, da Nielsen i 2008 udgav romanen ”Suverænen”, hvor der optræder fotos og en række personlige oplysninger om Strøbech. Denne oplysning blev læserne imidlertid ikke indviet i – og er det på nogen måde relevant at antyde, at der skulle være en sammenhæng? Er det ikke et forsøg på at frakende Mette Høegs indlæg værdi i sig selv? Men de litterære debatter vrimler med den slags indspiste stikpiller, hvor debatten ofte får et personligt frem for et principielt præg.
På den anden side forekommer det meget rart at vide, at Weekendavisens lyrik-anmelder, Lars Bukdahl, danner par med Cecilie Lind, der skriver den type litteratur, Mette Høeg ikke kan lide. Det sætter hans udtalelser lidt i perspektiv, når han i et indslag i Deadline (start ved 10.30) i kraftige vendinger afviste, at der overhovedet er noget at diskutere, og at folk jo bare ”kan læse norske romaner”, hvis de er utilfredse med det danske udbud. ""
Dit ædruelige svar på Facebook:
"Det her er virkelig for dumt at blive ved med at søbe rundt i, I KNOW, men jeg kan simpelthen ikke holde ud at blive misforstået så grelt. Min tekst angler IKKE efter ynk, min tekst kræver respekt, ikke særbehandling. Jeg har INTET imod at man anmelder mig, at man kritiserer MINE TEKSTER. Jeg kan ikke klare at jeg skal være en lille stakkels tøs. Det er jeg ikke. Jeg har ikke brug for nogens menneskelige forståelse. Jeg beder om at man forholder sig til mig som forfatter. Min tekstgestus er at vende MH-logik på vrangen og sige det er INGENS SAG hvem jeg er, hvem der er min kæreste etc etc. Det der er fair at forholde sig til er mine udgivede BØGER. Oh christ, og den her BogMarkedsskildring (se punkt 6) af hvordan Lars ytringer i Deadline bliver sat ”i perspektiv” af at han er kæreste med mig? Hvad betyder det? Er han kuet af mit selvoptagede tøsehysteri, eller hvad? Og hvorfor siger BogMarkedet at jeg skriver den type litteratur som MH kritiserer – seriøst, i min første digtsamling tror jeg ikke at ordet ”jeg” forekommer en eneste gang, og min anden bog (dughærget pupil accelererer tusmørke) er en samling crazed out eventyrsekvenser. Come on Bogmarked, og læs mig i det mindste før I ved hvilken slags litteratur jeg skriver. Og læs hvad jeg med versaler skriver i min kronik. OK. Jeg er en gal flue i flint, jeg summer af, men altså. Argh. THE END."
- og her et billede af øjeblikket før jeg kom under din dæmoniske indflydelse - du hører stadig på, hvad jeg siger, om prisværdig, mandig skovhuggerprosa,
but then she kissed me
