Begge bøger har fået sløje anmeldelser i Weekendavisen, hvilket må gøre WA til Damarks mindst sjove eller i hvert fald dårligst humoristisk sansende avis.
WA-anmelderen af Camille Cloud er Barokposten-redaktør Marta Sørensen, der dobbeltanmelder brevkassen sammen med Stefan Kjerkegaards tankepause om Humor (som jeg ikke har læst), her er et stort Camille-afsnit:
"Vellykket satire behøver ikke at aftvinge
stor latter, men kan være et slet skjult debatindlæg, skrevet på harme,
hvor den største ros er et anerkendende lydløst grynt fra læseren: »Ja,
sådan er det. Præcis så dumt og absurd.« Derfor kan jeg vel ikke
forlange, at jeg skulle have grinet højlydt ad Knutzons bog. Jeg havde
dog håbet på lidt flere grynt, men til det var budskaberne for tydelige,
og tonen næsten belærende, i de samfundskritiske spørgsmål og svar. Som
Kjerkegaard refererer i første kapitel af Humor: En forklaret vits er
en misforstået vits. Mange af målene for Knutzons satire,
ud over den egoistiske ævlemaskine Camille, har ellers et stort
latterlighedspotentiale: selvfede levemænd, SKATs inkompetence,
postmoderne politik, hvor påtagede overbevisninger erstatter karakter,
og selverklærede helte i den politiske ukorrektheds tjeneste. Visse
idéer slår mig også som et sjovt oplæg til en sketch: en paranoid
brevskriver, der mener, at en baby følger hende med øjnene, når hun går
ud med skraldet. En Monty Pythonabsurd fortælling om familierne
Chairston, Tablester og Forkmann, der opfinder stolen, bordet og gaflen
og opkalder tingene efter sig selv. En hviskekunstner. En person, der
skræddersyer katastrofescenarier mod betaling. En nordiskklingende mytologi om pengenes magiske tilbliven. Men
alt for mange indlæg er fyldt med irrelevante detaljer, mens enkelte er
gennemført sorte: »Kære Camille Jeg er en mand i en havestol der ikke
kan mere. Mvh. Gregers/Til Gregers Nå. CC«. Hvis De har forslag til,
hvilken alvorlighed der snyltes på her, hører jeg gerne fra Dem. Jeg vil
helst ikke virke dum og/eller humorforladt."
Altså Camille Cloud aftvinger MIG stor latter, ligesom også Lines (forrige) humoritsiske-satiriske hovedværk Peder & Måvens-føljetonen (som vistnok får et comeback i bogform!!?? - og ja, ja, sådan cirka alt hvad Line producerer aftvinger mig enorm og gigantisk latter)). Og selvom sjovhed er umulig at argumentere for eller imod, så mistænker jeg, at problemet for anmelder og satiriker Sørensen er, at humoren hos Line altid kommer før satiren (hvilket i mine øjne ikke gør satiren svagere, men stærkere, fordi mere levende (og sjov jo!)). Og primært humoristiske effekter (eller energier måske snarere) er lige netop overtydeligheden og overdetaljeretheden og oversortheden, alt det, Sørensen ikke synes er sjovt. Hvor primær-satiren gerne vil ræsonnere og - suk! - debattere og måske endda nuancere, vil primær-humoren banansnuble bardus og/eller borthvirvlende. Brevene og påfundene, Sørensen patroniserer som sjove oplæg til sketches, er jo netop de helt satireløst humoristiske. Må jeg selv fremhæve denne crazy kostelige udveksling (ikke bare fordi jeg langt ude rent faktisk er i familie med Jarlen af Bothwell!):
"Til Camille Cloud
"Til Camille Cloud
I forbindelse med den ophedede debat om istiden vil jeg blot sige at Jølver-kraniet IKKE som påstået, skulle være fundet i Udmose. Amatørarkæologen Poul Erik Agger som egenhændigt stod forudgravcningen af Jølver-kraniet (plus fire spaltede gevirer) gravede disse genstande op på Jerl Hede og afleverede dem i en papkasse i 1951 på Skårup Oldtidsmuseum. At Hans Henrik Rytter med sin påståede fagbog, Kranien fra Udmose, i dag prøver at tage æren for noget han ikke har bedrevet, er én ting. Men at vi som nation stiltiende vælger at lade den slags historieforfalskning slippe gennem vort fælles sandhedsfilter, er en skandale på linje med sagen om de ni guldmønter fra Kirkeby Såby; jeg mener man fra statslig side bør gribe hårdt ind og anholde denne Hans Henrik Rytter og spærre ham inde i fangekælderen på Dragsholm Slot, hvor Jarlen af Bothwell i øvrigt sad i koldt vand til knæene i 11 år og døde både tandløs og sindssyg. En død jeg på daglig basis selv frygter. Eventuelt interesserede kan besøge Jarlen af Bothwell i kyrpten i Fårevejle Kirke. Tak.
M.v.h. Ejnar F. Kløk, Hillerød
Hej Ejnar
Tak for dit brev. Kender hverken til Rytter, Agger ller Bothwell, og intet af det du skriver hører under mit personlige interessefelt. Men det kan jo interessere andre, så hermed, som ofte, mine varmeste anbefalinger af noget jeg ikke ved, hvad er.
CC"
(i de øvrige aviser har Camille Clouds brevkasse fået glimrende, kloge og skarpe og humoristisk velsansende anmeldelser
af Lone Nikolajsen i Information:
"Line Knutzons speciale er at oversætte forskellige højst
realistiske former for eksistentielt besvær og social armod til
lavpraktiske problemer i et absurd univers, hvor alle proportioner er
forvrængede, og det således er muligt at spise hele verden med få
undtagelser, som hovedpersonen i Torben Toben (2000) gjorde det. I
Camille Clouds brevkasse møder man tilsvarende absurde karakterer, som
f. eks. en ufødt, der vil vide, om tilværelsen kan betale sig, og en
enlig mor på 45, der leder efter et gratis sted at bo på sin egen krop.
»Det
sidste halve år har vi boet på min overlæbe, men ikke betalt for
fjernelse af uønsket hårvækst, og boligselskabet har derfor bedt os om
at flytte om en uge.« Camille Cloud råder hende til at flytte ned under
sin egne fødder, hvor man dog skal vænne sig til »det faktum at man
dagligt træder hårdt på sig selv«."
af Lilian Munk Rösing i Politiken:
"Penge er for Camille Cloud altings omdrejningspunkt, og
hendes svar afslører med prægtig komik den grundlæggende irrationelle,
mytiske, selvlegitimerende status, som penge har i det senkapitalistiske
samfund. Flere steder opfordrer hun sine læsere til at følge Romsnegl
Taske Metoden? : »Hvis du øver dig i at føle taknemmelighed over en
romsnegl, vil du i løbet af et par uger få råd til en dyr taske. Sådan
fungerer loven om taknemmelighed«. DER ER HOS Knutzon en komik, som
angår rigets og verdensøkonomiens absurde tilstand. Og så er der en
komik, der angår tilværelsens grundlæggende absurditet, som
selvhjælpsreligionen og pengetroen bare er dårlige løsninger på.
Hurra for Camille Cloud."
og (debattør-anmelder?) Majse Njor i Berlingske:
"Som i »Guitaristerne«, Line Knutzons teaterstykke fra 2006,
er det små mennesker, som gerne vil HAVE noget. Oftest omsorg eller ret.
Og de insisterer på, at DERES virkelighed er den rigtige. Som når
Hesselhud i »Guitaristerne« ikke kan forstå, at Mia Lyhnes karakter er
en kvinde, fordi hun hedder Kim. Der er mange vrede mennesker i Line
Knutzons hoved. Tit hedder de både et drengeog et pigenavn, bare fordi
det er sjovt. Tit bliver de værste ting nævnt i parenteser, fordi det
store ligger i det små. Som i Per Højholts »Gittes monologer«, hvor den
jyske husmor Gittes ubærligt små selvfølgeligheder om livet får en til
at grine højt af alle andre, end en selv. Det komiske
ligger i det lille menneskes ønske om bare at få det godt, og der skal
nogle gange så uendeligt lidt til. Man aner, at der mellem Line Knutzons
vrede linjer ligger et håb om noget næstekærlighed og solidaritet, men
det er bestemt ikke kvaliteter, der ligger til Camille Cloud.")
Jarlen!
