Grublen over "naturlig" poesi

den naturligste poesi er DÅRLIG poetiskhed
(mere eller mindre specifikt epigonisk
(som oftest mindre - jo mere jo bedre))
det er dér alle begynder
(og de fleste forbliver)

undtagen
særsprogerne eller naturtalenterne eller genierne,
der begynder (og gerne tidligt
eller begyndelsen fortaber sig simpelthen)
og bliver ved
med at sproge deres egen sort sært
som den naturligste verden i tingene

mens
arbejdsdigterne eller kulturtalenterne eller gendarmerne 
arbejder (oppisker og/eller neddrosler)
den dårlige poetiskhed
op og/eller ned
mod en (et)
poetisk-agtig og/eller antipoetisk-agtig
egenstemme(virvar)
og aldrig kan tillade sig
at krone deres hvile med laurbær