Om den indstilling, at det biografiske er noget, der må begraves i en fremmed stoflighed, at der må søges en frihed fra personlighed og essens, også er båret med ind i Niels Franks senere forfatterskab, der med illustrativ tydelighed taler i munden på sig selv – for at korrigere tidligere fejltrin, for at vise, at Niels Frank også kan opfatte sig selv som krukket, at han kan være lige så mandligt sjofel som sine kolleger, at han kan være lige så fjollet, ligefrem barnagtig – er ikke helt klart for mig, men det er også noget, som ikke har den store betydning for mig. Det har ikke den store vægt for mig. Men mht. forskydningen fra erindring til skrift i Roubauds forfatterskab, har Niels Frank jo været i gang med et tilsvarende projekt på sine skrifters vegne: at omskrive et stort udvalg af sine tidligere tekster for at slette de ”dårlige minder” om dem, om deres naivitet, pyntesyge, forfængelighed, forsigtighed, hvad det nu kunne være; noget, der bare forstærker fornemmelsen af forfængelighed og pyntesyge, en pyntesyge, der har mistet sin naivitet og nu arrigt dekorerer sig selv med skrald, affald. Det er, som om hans mistro til sin egen ærlighed eller naivitet ikke længere er en kritisk skepsis: den formår ikke at skelne mellem, hvad der er værd at vise kritisk skepsis, og hvad der ikke er. Omskrivningerne har alt for meget præg af en hidsig gestikulation, der skal fange min opmærksomhed. De vækker ikke min nysgerrighed, min undren, min sans for gåder.
Frank yderst til venstre, Thykier yderst til højre, store franske digtere midt imellem, foto fra den citerede blogpost.
