Viser opslag med etiketten asterisk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten asterisk. Vis alle opslag

torsdag den 26. april 2018

Der er altså EN TIL Pia Juul-bog

Jeg ved ikke, om det er et resultat  af store HELLEDAG, som var forrige fredag, eller man simpelthen bare ikke har troet på REALITETEN af 2 Juul-bøger på 1 måned, men torsdagen før fredagen udkom Pia Juuls bog Asterisk, indeholdende "tekster", publiceret og præsenteret alle mulige steder tidligere, 1991-2017, og stadigvæk er den eneste anmeldelse hun har fået min, dagen efter dagen forrige fredag (den første bog, digtsamlingen Forbi, blev rimelig hurtigt anmeldt næsten over det hele) - og hvis det bare var mig, der menten hun var en superstor og -væsentlig digter, men det er det jo ikke, og forestil jer bare, at det var en samling af tidligere trykte tekster af Søren Ulrik Thomsen,  ligesom dengang med En dans på gloser, som han jo så udgav samme dag som digtsamlingen Det skabtes vaklen (for gudhælpeme 22 år siden), og det burde Pia Juul måske også have gjort, men det er jo bare stadig ikke nogen avisundskyldning for ikke at få øje på den autoritativt og selvfølgeligt skønne bog, LÆS DEN NU OG GIV DEN DET FORTJENTE BIFALD -

citat fra side 61 (slutningen på takketale ved motagelsen af Emil Aarestrup-medaljen):

"Jeg skulle engang læse op en aften hvor vi var så mange oplæsere at arrangøren var bekymret for at vi ville nå gennem seancen inden midnat. Derfor bad han publikum om at nøjes med at klappe efter hver tredje digter. Og publikum adlød, me efter et stykke tid forekom situationen alligevel for besynderlig - og så fik de lov til at klappe som de plejede. Denne "klappen" kaldes også et bifald, men det betyder ikke altid at man bifalder det man har hørt. En ting betyder det i hvert fald - nemlig tak - vi har hørt dig. Bifaldet er et svar. Og den aften gik det op for mig, hvor mærkværdigt det føles at tale til folk uden at få svar. Jeg opdagede ærlig talt, at jeg ikke brød mig om det.
  Det er grunden til, at jeg er glad for at modtage Aarestrup-medaljen. At jeg også er beæret skyldes at Aarestrups digte hører til dem der er mig kærest. Jeg takker for svaret - og siger med digteren: Godnat - vi ses imorgen - nei før - i Drømme."

torsdag den 29. marts 2018

Asterisk holder Juul OG ATTER JUUL!

Lige et klip fra årets Pia Juul-bog NR. 2, Asterisk (udkommer 12. april) med løse, her og dér publicerede, ikke DIREKTE skønlitterære, men rigeligt skønne og litterære lejligheds-"Tekster", begyndelsen på den, der hedder "Mens vi venter på gøgen", der var en kronik i Politiken sidst i februar 2013, den føles lige nu i dette Lagkagehus på Strandvejen, hvor døren fucking går op hele tiden, FRYSENDE aktuel:

"Tildigt i januar var det som om det hele dæmrede. Julen var, undskyld udtrykket, overstået, og fordi der pludselig var milde dage, fik jeg den følelse at vinteren også var det. Det begyndte med en due der kurrede. I byen er duerne forhadte, men jeg bliver aldrig træt af at høre deres kurren. Det skyldes et barndomsminde, lyden sender mig altid tilbage til at vågne hos min farmor og farfar i Herning, et sted jeg hellere end gerne sendes tilbage til. den kurren i januar lød af forår, men forår var det ikke, og kulden kommer og går, nu bliver det rigtig koldt for syttende gang i vinter, og det bliver sikker ved på den måde lige til Sankt Hans"
Billedresultat for pia juul asterisk

mandag den 26. marts 2018

2-3 nylige forbier

Pia Juuls Forbi (og det er ikke forbi i marts med bøger af Pia Juul - der ligger endnu én, Asterisk, til mig på avisen, har jeg netop fået at vide, og det er jo slet ikke til at rumme!) er også en encyklopædisk undersøgelse af, hvad forbi dog betyder i vores liv og hverdag (og celebrering af hvor uhyrligt fint poetisk ord det er på dansk) - her er de forbier, jeg senest er faldet over:

1. Gasolins sang "Snehvide", 1. strofe + omkvædet:

Har du hørt om Snehvide
Hun er løbet bort fra sin Prins
Og er flyttet ind til byen
Men jeg ved slet ikke hvor

Tryllespejlet på væggen
Det var gået helt itu
Og fortryllelsen blev hævet
Eventyret var forbi

- Frida Hilarius Brygmann synger "Snehvide":



2/3 - fra Pernille Abd-El Dayems June:

side 47:
"Jeg skriver til Z. Hun er på en bar.
  - Kom forbi, hvis du vil.
  "Forbi" lyder henkastet, som om jeg bare skal passere forbi og vinke. Men da jeg ankommer, åbner kredsen ved cafébordet sig og indlemmer mig.
  Jeg får en drink uden at bestille.
  Ansigterne er ikke lyst helt op. smukke kindben, hårgrænser og talende munde toner frem. Z sider over for mig, skåler og spørger til min dag."

side 54:
"Forventningen om en metallisk duft fylder mig, da jeg ser tre-fire blodplettede vattotter på jorden i en gyde. Jeg kan ikke dufte dem, men de lover.
  En mand sidder lidt længere henne med ryggen mod muren. Ham fumler omkring sin ene arm.
  Da jeg kommer nærmere fornemmer og ser jeg, at han sidder og fixer. En kanyle og sprøjte sidder fast i armen. Han krummer sig sammen, forsøger at dreje sig ind mod muren, da han opdager mig, så meget når jeg at se, inden jeg kigger væk og går hurtigt forbi, for at give ham ro."

torsdag den 8. februar 2018

Så blev det alligevel JUUL!

Efter Tiderne Skifter overnight blev opløst af opkøberen Gyldendal, har forlaget største navn Pia Juul valgt IKKE at blive Gyldendal-forfatter og i stedet udgive sine to næste bøger på bittelille Asger Schnacks Forlag, men forlagsskiftet er selvfølgelig kun den lille sensation, den store sensation er:

HELE 2 NYE PIA JUUL-BØGER OM ET ØJEBLIK! 


PRESSEMEDDELELSE:
Forårsprogrammet 2018 for Asger Schnacks Forlag byder på to titler:
Pia Juul: "Asterisk" (tekster)
Pia Juul: "Forbi" (digte)

Planlagt udgivelsestidspunkt marts/april 2018.
Pia Juul (f. 1962) debuterede med "levende og lukket" i 1985 og har senest udgivet "Avuncular" i 2014.
Med venlig hilsen,
Asger Schnacks Forlag

 Billedresultat for asterisk

onsdag den 14. september 2011

Nedslag i opslag

Jeg åbnede nede i møntvasken den generøse bog(objekt)pakke fra forlaget * [Asterisk], indeholdende bl.a. en genial meta-flipbog, hvor siderne viser siderne blive bladret, mens de bliver bladret! (nr. 48 af tidsskriftet *,  beskrivelse på hjemmesiden: "”100 sider” er en flipbog af Jesper Carlsen. Bogens indhold er en computer-modelleret re-animation af den gennembladning, som er karakteristisk for flipbogen. Animationen er skabt på en sådan måde, at den forholdsvis nøgternt mimer den bevægelse der udføres, når man flipper igennem bogen. Hver enkelt side er blevet 3D-modelleret og animeret, skilt ad og printet i enkelte sider, for til sidst at blive samlet til et bogobjekt.")




, syv nye "Meddelelser fra C.I.R.K.A. (Center for infrahuman research, kommunikation og analyse)", som jeg vil omtale nærmere, måske endda anmelde, senere og den lille, illustrerede afhandling "Alle opslag bliver fjernet - Reflektioner over den privatproducerede annonce" af Christian Salling og Peter Ole Pedersen (52 sider, 85 kr.), som jeg straks kastede mig over. Indtil for ca. halvanden år siden hang der en opslagstavle i møntvasken med en broget, evigt changerende flora af opslag, som jeg tit og ofte faldt i staver over og savner solidt. Afhandlingen er bygget op som en fornuftig og udtømmende, sirligt formuleret typologi, med talrige eksempler, over på opslagstavler frit hængende, privatproducerede annoncer, et sørgeligt forsømt emne i reklameforskningen (pga. den perifere status og primitive udformning, reklamens lumpenproletariat!?): Den arketypiske annonce, Den ekspressionistiske annonce, Den poetiske annonce, Materiel afvigelse, Den alternative ydelse, Den sakrale annonce, Ny potentialer eller en kultur i annonce. Jeg vil citere afsnittet om Materiel afvigelse (uden at vise eksemplet, beskrivelsen er mere end nok i sig selv):

Under tiden ses også variationer, der i fundamental grad udfordrer genrens ellers rigide materialitetsforståelse. Således finder man i sjældne tilfælde annoncer ned fældet på ukonventionelle emner, som eksempelvis gamle fotografier. I disse tilfælde er det væsentligt, at læseren vender opmærksomheden bort fra billedets semiotiske indhold og i stedet udelukkende fokuserer på tekstens betydning. En sammenblanding af de to vil uafværgeligt føre til vanskeligheder i afkodningsprocessen.
  På figur IV viser det sig nemlig at billedmaterialet er uden nogen s som helst relation til det annoncerede. Her ses en kvinde, hvis utraditionelle og dynamiske positur slører hendes identitet for beskueren. Tøjet indikerer et hverdagsagtigt scenarie og synsvinklen fra nederste madras i en køjeseng antyder at situationen muligvis udspiller sig i et sommerhus, en spejderhytte eller anden bebyggelse til fritidsmæssige formål. At den med spirttusch påskrevne tekst angiver tid og sted for et loppemarked er derfor ikke umiddelbart forankret i billedets indhold, men peger snarere på deres materialitet som et objekt, man ville finde blandt de udbudte genstande sådan et sted.

Opslagsmeta!

Jeg vil have min opslagstavle tilbage, møntvaskejer!