Viser opslag med etiketten Vangede Billeder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vangede Billeder. Vis alle opslag

søndag den 20. december 2015

The Greening of Vangede Billeder

Om Gyldendals genudgivelse af Dan Turèlls vidunderlige Vangede Billeder:

PLUSSER:

Oprindeligt A4-format, alle illustrationer, collager og Bundgaard-tegninger, inkluderet, store kræfter er brugt på at få genudgivelsen til at ligne originalen (men ... (se nedenfor))

Træerne på Peder Bundgaards fugleperspektiviske cover er blevet grønne, som angivelig oprindeligt ønsket - det ser godt ud! Se selv:





Fede Arne hedder atter som i den originale udgave Fede Arne og ikke - som i de mellemliggende udgaver - Fede Asger, og Fede Arnes hedder Fede Arnes mor og ikke Fede Asgers mor. 2 stk. dokumentation desangående (78 stykker mad vs. 25 fede Arner):

((meget Vangedesk!) læserbrev i Ekstra Bladet 15/10 1975)

"DAN DET VAR ONDT

Må man virkelig som Dan Turèll gør i sine nye bog om Vangede hænge et menneske ud med en sætning som denne: ja, fede Arnes mor oppe på Stolpehøj. Hun sidder i en rød housecoat med papilotter i håret og er pillenarkoman ..."
  Min genbo kom ind med bogen til mig. Efter at have læst, kunne jeg ikke sove. Jovist jeg har haft store problemer med Arne, men alligevel ... Jeg har i øvrigt aldrig ejet en housecoat eller haft tid til at have en sådan på. Jeg er mor til ti børn. Det var op tidligt hver morgen og smøre 78 stykker mad, og arbejde i kælderen til langt ud på natten.

Arne mor, Stolpehøj"

(fra interview med DT, BT 17/10 1975)

"Dan Turèll: "Min bog skulle være en kærlig og solidarisk bog. Og jeg er frygtelig ked af, at jeg har skrevet sådan, at Arne genkendes. Jeg kender ikke hans mor og har kun truffet ham selv en enkelt gang. Jeg vil ikke udlevere de to. Jeg faldt for navnet "Fede-Arne" og måtte så opfinde en mor.
  Der eksiterer mere end 25 fede "arner" i Danmark og det er om alle dem, jeg skriver.
  "Vangede-billeder" er en blanding af direkte reportage og skønlitteratur om et hvilket som helst mindre bysamfund i Danmark."

MINUSSER

Originalen var håndtastet på en elektrisk IBM-kuglehovedmaskine af DT - med kuglehovedfonten Prestige Elite, som, jeg på nettet har fundet denne 70'er-præsentation af:

http://selectric.org/selectric/fonts/prestigeelite.gif

Gyldendal har valgt at nysætte bogen med en (formoder jeg) digital udgave af Prestige Font, sådan en har jeg også fundet på nettet:


Og der ser meget godt ud. Men problemet, hvis det er et problem, er, at fonten konkret nedtatstet af DT i den oprindelige udgave slet ikke ser (så) godt ud, den er nedslidt (af kuglehovedbrug) og lettere bleg og udværet, men paradoksalt nok af samme grund TYDELIGERE end den perfekte digitale font i genudgivelsen, der flimrer anonymt for øjnene. But what to do? Man kunne bare have SCANNET originaludgaven, hvilket sjældent bliver pænt (men det skulle det jo så heller ikke være!), eller genskrevet på gl. maskine med et omtrentligt lige så brugt kuglehoved og lige så brugt farvebånd ...

Til gengæld bliver det helt simpelt åndssvagt for autenticitetens skyld at genhåndskrive DT's håndskrevne accent grave'r ( `), som der jo ikke er en særlig æstetisk pointe i, men udelukkende skyldes, at det pågældende kuglehoved ikke gav mulighed for dem (til forskel fra accent aigu'erne ( ´ ). Til enhver tid ville DT da hellere have undgået håndskriften dér (og lige præcis i "dèr", hvor jeg - sikkert helt ukorrekt?! -  selv bruger aigu, sættes accenten suverænt hyppigst) og stensikkert ville han have modsat en gentagelse af den nødløsning i en genudgivelse!

Den fede overskrift-font, som DT i originaludgaven også selv står for, er sådan en westernskrift med nogle ordentlige seriffer - sheriff-seriffer kunne man passende kalde dem - som DT garanteret har kradset ud af noget letraset (ved nogen det!?). Jeg har ikke kunnet finde en identisk font på nettet, men denne ligner lidt:


I genudgivelsen benyttes en langt mere normalt og neutral udseende font, kaldet Stafford:



Hvilket jeg slet ikke kan forstå - især ikke når den gamle font er bevaret i illustrationer med tekst (fx skraveret billede af Rolling Stones og ved siden af teksten: VANGEDE/ VED/ VÆRRE").  Dèt vil jeg ikke kalde en skandale, men det ligner, næsten!

torsdag den 7. maj 2015

Digte skrives (undercover-research foretages)

I dag udkommer bogmonstrummet Dan Turèll - hele historien, der består af reviderede udgaver af 2 gamle bøger, Asger Schnacks distræt oplistende/digressive biografi/monografi Jeg tror nok jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste, 2001, og Steen Møller Rasmussens og Asger Schancks anderledes uundværlige Onkel Danny - fortalt - interviews, 2003, der indeholder transskriptioner af de interviews de foretog med flere primærkilder (og et par sekundærkilder) til deres GODE DT-film Onkel Danny - hele historien, 2002 (den DÅRLIGE DT-film er Anders Østergaards Så kort og mærkeligt livet er, 2008).

Ved siden af en masse nørdet informationstætte (Schnack PLUS Movin!) fodnoter er det væsentligste bonus i forhold til originaludgaverne et nyt interview med lillesøster Anne Turèll og et DOKUMENTER, fotos fra dengang, nye, stillet til rådighed af Turèll første kone, Kirsten Brand. Søster-interviewet er både rørende og informativt, her er to klip

(jeg har en kommentar i WA Bøger i morgen, der kommenterer myte-krakeleringer, apropos hardcore-interviewet med Lotus Turèll i Kristeligt Dagblad om det kulørte kunstnerhjem som et utrygt misbrugerhjem (kontra søster-interviewet - kontra selve den udødelige Dan-skrift)):

Der var engang, hvor vi sad på en bar og var helt flade og pludselig sagde han: 'Nå, søster, lad os tjene nogle penge!- Så lavede han sådan et lille skilt, hvor der stod 'Digte skrives, og så kunne folk komme hen og bestille et digt - mod at vi fik en øl til gengæld. det blev en kæmpe succes. På et tidspunkt stod folk i kø og skulle have skrevet digte om deres lille puddelhund eller et kærlighedsdigt til deres elskede og så videre. Og på en eller anden måde fik vi involveret sådan en ældre fyr, som dengang cyklede rundt på værtshusene og solgte naturmærker, således at når Dan havde skrevet et kærlighedsdigt, så kunne han tage det med hen til næste værtshus, hvor den person, det var stilet til, sad. Det var enormt sjovt

- Han valgte også at inddrage dig og (lillebror) Sem, da han skulle lave Vangede Billeder?

Ja, men det lå sådan set bare i forlængelse af den måde, vi ellers var sammen på. Vi sad tit sammen og legede med ord og ideer, også hvis Dan havde en eller anden opgave, han skulle løse. For eksempel tjente han i en periode lidt penge ved at komme med nogle tekster til et reklamebureau, og så sad vi sammen og kiggede på et eller andet grimt ur, eller hvad det nu kunne være, og forsøgte at sætte ord på, hvad det var for nogle billeder, vi fik i hovedet. Det var bare en leg, og det var det også med Vangede Billeder. Dan havde skrevet de der første digte om Vangede, og på et tidspunkt udviklede det sig til, at han og Sem og jeg mødtes fast hver tirsdag i kollektivet på Forhåbningsholms Allé og sad og snakkede og grinede, mens vi forsøgte at komme i tanke om alt, hvad vi kunne huske om Vangede.
  da vi så havde gjort det i nogen tid, begyndte vi at lave research om alt det, som vi måske manglede oplysninger om eller godt kunne tænke os at dykke mere ned i. Vi delte opgaverne imellem os, og jeg kan for eksempel huske, at jeg meldte mig som frivillig til noget menighedsarbejde i Vangede. jeg mener, det var i noget, der hed Charlotte-klubben, hvor man lavede mad til de ældre og den slags, og dér kunne jeg så opsnuse alle mulige historier. det var rigtigt sjovt og folk var enomrt søde. De syntes jo, at det var spændende, at Vangede sådan skulle have sin egen historie.

http://www.turellsamlingen.dk/images/15/109-747.jpg

- Anne, Dan, Sem

fredag den 24. oktober 2014

DT-anekdote om genfundet kuffert med forhåbentlig lykkelig voodoo-effekt på Theis' fjällräv

(Dan Turèll om færdiggørelsen af Vangede Billeder, i Onkel Danny fortæller)

Ovre hos Højholts (i Hørbylunde ved Silkeborg LB) i maj 1975 blev Vangede Billeder endelig bearbejdet og gennemskrevet. Jeg sad fra morgen til aften i Højholts fraflyttede søns værelse med vindue ud mod heden og skrev på maskine. der var ikke andet i rummet end sengen, bordet, skrivemaskinen og en stabel gamle tegnseriehæfter. Der var ikke andre end skrivemaskinens spinnen og en afsindig hane med en uhyrlig halskatarrh. Og jeg sad der i hvert fald tolv timer om dagen i en måned.
  Og for at ingen skal tro jeg overdriver, vil jeg bare medele at affaldet efter arbejdet, sidst i maj da jeg pakkede igen, at papir-affaldet bestående af kasserede sider, ubrugelige kladder, strøget og censureret stof - at papir-affaldet, omhyggeligt revet i små stykker, fyldte 7 plastic-poser. Syv, ja.
  Men endelig var Vangede-bogen altså færdig, efter halvandet års arbejde. Nu skulle den bare brydes om og tilrettelægges.

Og så - mistede jeg det færdige, trykklare manuskript- På vejen hjem fra denne måned på landet fik jeg et anfald. En måneds uafbrudt koncentreret arbejde havde været for meget for en god gammel letlevende inde bys-beatnik som mig. Der kom damp på kedlen, og efter et par flasker whisky mistede jeg bevidstheden. jeg vågnede klokken fire om natten, hjemme på mit eget gulv - med en flakse whisky stoisk hævet i hånden under søvnen. Og ganske som i de billige kriminalromaner undrede jeg mig over, hvordan jeg var kommet hjem.
  Derefter var min første tanke, som den længe havde været hver dag: VANGEDE! Og så opdagede jeg, at mens jeg havde min taske, var min kuffert væk. Og med den manuskriptet.
  Jeg husker tydeligt min reaktion. det var tre-trins-raket. Først var jeg lige ved at græde. Så syntes jeg alt var mørkt og sort, og at universet (som allerede salig Buddha sagde) blot var uendelige tomheders tomhed. Og så kom jeg til at skraldgrine.
  Jeg talte med min far, min donna dazumal, Ludvigsen. de mente allesammen, jeg ville få manuskriptet igen.
  Og ved Frankenstein, det fik jeg. En kvik barmand fra lufthavns-terminalen havde kufferten. jeg fik at vide, at jeg havde været meget fuld og (af uforklarlige årsager) var blevet smidt ud af lufthavnsbussen. Hvad der derefter skete er gådefuldt, men endnu hyllet i uvidenhedens slør. Jeg kan kun oplyse, at man hilste på mig med almindelig fnisen.
  Jeg fnés gerne med. Manuskriptet var reddet, og jeg havde fattet tillid på ny. Så da vi gik i gang med sidste og syvende omgang, at bryde om og sætte billeder ind i bogen, en afsluttende to ugers proces, og da så John - John Ovesen, vore lay-out mand og holdets bagstopper - glemte billed- og tekst-materialet et mystisk sted efter en sen nats fejring af et særligt vellykket afsnit, selv da blev jeg ikke nervøs. Vi fik det igen. Og nu er så altsammen overstået. For denne gang ...