Ved siden af en masse nørdet informationstætte (Schnack PLUS Movin!) fodnoter er det væsentligste bonus i forhold til originaludgaverne et nyt interview med lillesøster Anne Turèll og et DOKUMENTER, fotos fra dengang, nye, stillet til rådighed af Turèll første kone, Kirsten Brand. Søster-interviewet er både rørende og informativt, her er to klip
(jeg har en kommentar i WA Bøger i morgen, der kommenterer myte-krakeleringer, apropos hardcore-interviewet med Lotus Turèll i Kristeligt Dagblad om det kulørte kunstnerhjem som et utrygt misbrugerhjem (kontra søster-interviewet - kontra selve den udødelige Dan-skrift)):
Der var engang, hvor vi sad på en bar og var helt flade og pludselig sagde han: 'Nå, søster, lad os tjene nogle penge!- Så lavede han sådan et lille skilt, hvor der stod 'Digte skrives, og så kunne folk komme hen og bestille et digt - mod at vi fik en øl til gengæld. det blev en kæmpe succes. På et tidspunkt stod folk i kø og skulle have skrevet digte om deres lille puddelhund eller et kærlighedsdigt til deres elskede og så videre. Og på en eller anden måde fik vi involveret sådan en ældre fyr, som dengang cyklede rundt på værtshusene og solgte naturmærker, således at når Dan havde skrevet et kærlighedsdigt, så kunne han tage det med hen til næste værtshus, hvor den person, det var stilet til, sad. Det var enormt sjovt
- Han valgte også at inddrage dig og (lillebror) Sem, da han skulle lave Vangede Billeder?
Ja, men det lå sådan set bare i forlængelse af den måde, vi ellers var sammen på. Vi sad tit sammen og legede med ord og ideer, også hvis Dan havde en eller anden opgave, han skulle løse. For eksempel tjente han i en periode lidt penge ved at komme med nogle tekster til et reklamebureau, og så sad vi sammen og kiggede på et eller andet grimt ur, eller hvad det nu kunne være, og forsøgte at sætte ord på, hvad det var for nogle billeder, vi fik i hovedet. Det var bare en leg, og det var det også med Vangede Billeder. Dan havde skrevet de der første digte om Vangede, og på et tidspunkt udviklede det sig til, at han og Sem og jeg mødtes fast hver tirsdag i kollektivet på Forhåbningsholms Allé og sad og snakkede og grinede, mens vi forsøgte at komme i tanke om alt, hvad vi kunne huske om Vangede.
da vi så havde gjort det i nogen tid, begyndte vi at lave research om alt det, som vi måske manglede oplysninger om eller godt kunne tænke os at dykke mere ned i. Vi delte opgaverne imellem os, og jeg kan for eksempel huske, at jeg meldte mig som frivillig til noget menighedsarbejde i Vangede. jeg mener, det var i noget, der hed Charlotte-klubben, hvor man lavede mad til de ældre og den slags, og dér kunne jeg så opsnuse alle mulige historier. det var rigtigt sjovt og folk var enomrt søde. De syntes jo, at det var spændende, at Vangede sådan skulle have sin egen historie.
- Anne, Dan, Sem
