What do you got?
Mass produced in somewhere hot
You'll have to go on the Underground
To get things done here
(And then you have to see)
If you need a yellow duck - service done
This is a place to come to, or, well, it was
I know a hot spot
Crossing on the guillotine
And if you have nobody left to rely on
I'll hold you in my arms and let you drift
It's got to be that time again
And June, June will be over soon again
So get yourself up, get past on your way
There's nothing to be ashamed of
Taking off again
The 514 to East Grinstead
(You've sent me off to see)
We're going up, up, up, up, up
Coursing on our greatest night
And talking types will let us down, again
Talk, talk on your arse all night
You wanna be there
Step inside the tarmac ride
To the land that crime forgot
Oh, just don't go there
Cracks inside the tarmac ride
To the land that crime forgot, oh no
And if you have nobody left to rely on
I'll hold you in my arms and let you drift
Going down to Lonesome Street
Going down to Lonesome Street
Lonesome Street
Going down to Lonesome Street
Lonesome Street
Going down to Lonesome Street
Lonesome Street
(og her en forgænger, der hedder det samme, Sven Gyldmark og rimmesteren Poetens "Solitudevej" (og som bekendt er Solitudevej en virkelig og virkelig ensom, kort og blind vej på Nørrebro du støder lige ind i den cyklende til byen fra Literaturhaus)
Jeg er altså døbt Gertrude.
Og min ven han hedder Kaj.
Så en mandag sku' han møde mig på Solitudevej.
Der stod jeg, og det blev regnvejr.
Tiden gik, men ingen Kaj.
Men jo mere koldt og klamt det blev,
jo mere længselsfuld og varm blev jeg.
Uh, man trænger til en te'r forgude sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
For der er ikke muntert derude, nej.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Så med et var der li'som en tanke, der sa':
"Hvis nu Kaj er brændt ud, og så du bli'r brændt a'?"
Det var ikke en tanke, der huede mig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Regnen drypped' ned fra himlen.
Teinten drypped' ned fra mig.
Drippe, drappe, dryppe op og ned ad Solitudevej.
Næsesløret og pleurøsen
hængte li'som sørgeflag.
Jeg var gennemblødt, så undertøjet føltes
nærmest som et grødomslag.
Og min stråhat - den hang her og buede sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Og så åbnede skoenes snude sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Kjolen hang som en gulvklud med ikk' en plissé.
Og der stod jeg så klam som en ål i gele.
Både sorg og forkølelse truede mig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Men tålmodighed belønnes:
Pludselig så så jeg Kaj.
Og det var, som solen skinned' over Solitudevej.
Men med et blev solen borte.
Jeg blegned' som en selleri.
Det gik op for mig, at Kaj han sikkert ikke
var mig rigtig tro, fordi
i hans kølvand der viste en skude sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Til hans mund med et trykkys hun sugede sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Ind i porten skrås overfor så jeg de gled,
og på tredje sal blevet gardin rullet ned.
Og der stod jeg, mens de leged' brudeleg.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Nu' jeg altså en slags enke.
Jeg blev aldrig gift med Kaj.
Ensom bor jeg i mit jomfrubur på Solitudevej.
Og især når det er mandag,
og især når det er regn,
ka' jeg bli' så melankolisk, når jeg sidder
der og kikker ned på vej'n.
Så vemodigt bedugger min rude sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Mens jeg sidder og syr på stra-pude-maj.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Der er dryp ned fra himlen og dryp i mit blik.
Og vi græder om kap med en ostebutik.
Og jeg drømmer om Kaj - uh, det studekvaj !
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
