Bristefærdig på falderebet (pinligt savndigt)

Jeg ville stille
noget metaforisk/
allegorisk op
med kirsebærtræet
derude, der er
blegere og
mere flosset
end selv
Socialdemokratiet
- OG MIT HJERTE
(sammenligner
jeg mit hjerte
med
Socialdemokratiet?
MÅSKE!
mine forældre var
medlemmer,
min mor kunne
aldrig sige nej
til den lille,
stritørede gartner,
der indsamlede
kontingenter)
efter i dag 14 dage
alene, hvilket
giver 15 dage
i morgen,
selvom AFTALEN
var 14 dage,
damn
tidsforskelle,
indfør
global tids-
lighed!
og hey, Blur
synger om
kirsebærtræer,
i deres sang
"Pyongyang",
men så crasher
billedplaner,
Nordkorea
er ideologisk
det MODSATTE
vel af
Socialdemokratiet
(okay, dagpenge-
regler kan
godt ligne),
men hvis vi siger,
USA = Nordkorea,
fordi JEG
dags dato 
hader USA
som et andet
Nordkorea,
som nemlig
din kiste af glas,
før den får vinger,
før du får dit kys
+ det sidste ord
(fuck synsvinkel-
kludder!):
Kid the mausoleum's fallen
And the perfect avenues
Will seem empty without you
And the pink light
That bathes the great leaders is fading
By the time your sun is rising there
Out here it's turning blue
The silver rocket's coming
And the cherry trees of Pyongyang
I'm leaving

Blur does Solitudevej

Sangen "Lonesome Street" på den nye, hovedrige Blur-plade er selvfølgelig på streng repeat indtil i morgen klokken 12:40: 

What do you got?
Mass produced in somewhere hot
You'll have to go on the Underground
To get things done here
(And then you have to see)
If you need a yellow duck - service done
This is a place to come to, or, well, it was
I know a hot spot
Crossing on the guillotine

And if you have nobody left to rely on
I'll hold you in my arms and let you drift
It's got to be that time again
And June, June will be over soon again

So get yourself up, get past on your way
There's nothing to be ashamed of
Taking off again
The 514 to East Grinstead
(You've sent me off to see)
We're going up, up, up, up, up
Coursing on our greatest night
And talking types will let us down, again
Talk, talk on your arse all night
You wanna be there

Step inside the tarmac ride
To the land that crime forgot
Oh, just don't go there
Cracks inside the tarmac ride
To the land that crime forgot, oh no

And if you have nobody left to rely on
I'll hold you in my arms and let you drift
Going down to Lonesome Street
Going down to Lonesome Street
Lonesome Street
Going down to Lonesome Street
Lonesome Street
Going down to Lonesome Street
Lonesome Street

(og her en forgænger, der hedder det samme, Sven Gyldmark og rimmesteren Poetens "Solitudevej" (og som bekendt er Solitudevej en virkelig og virkelig ensom, kort og blind vej på Nørrebro du støder lige ind i den cyklende til byen fra Literaturhaus)

Jeg er altså døbt Gertrude.
Og min ven han hedder Kaj.
Så en mandag sku' han møde mig på Solitudevej.
Der stod jeg, og det blev regnvejr.
Tiden gik, men ingen Kaj.
Men jo mere koldt og klamt det blev,
jo mere længselsfuld og varm blev jeg.
Uh, man trænger til en te'r forgude sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
For der er ikke muntert derude, nej.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Så med et var der li'som en tanke, der sa':
"Hvis nu Kaj er brændt ud, og så du bli'r brændt a'?"
Det var ikke en tanke, der huede mig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.

Regnen drypped' ned fra himlen.
Teinten drypped' ned fra mig.
Drippe, drappe, dryppe op og ned ad Solitudevej.
Næsesløret og pleurøsen
hængte li'som sørgeflag.
Jeg var gennemblødt, så undertøjet føltes
nærmest som et grødomslag.
Og min stråhat - den hang her og buede sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Og så åbnede skoenes snude sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Kjolen hang som en gulvklud med ikk' en plissé.
Og der stod jeg så klam som en ål i gele.
Både sorg og forkølelse truede mig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.

Men tålmodighed belønnes:
Pludselig så så jeg Kaj.
Og det var, som solen skinned' over Solitudevej.
Men med et blev solen borte.
Jeg blegned' som en selleri.
Det gik op for mig, at Kaj han sikkert ikke
var mig rigtig tro, fordi
i hans kølvand der viste en skude sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Til hans mund med et trykkys hun sugede sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Ind i porten skrås overfor så jeg de gled,
og på tredje sal blevet gardin rullet ned.
Og der stod jeg, mens de leged' brudeleg.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.

Nu' jeg altså en slags enke.
Jeg blev aldrig gift med Kaj.
Ensom bor jeg i mit jomfrubur på Solitudevej.
Og især når det er mandag,
og især når det er regn,
ka' jeg bli' så melankolisk, når jeg sidder
der og kikker ned på vej'n.
Så vemodigt bedugger min rude sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Mens jeg sidder og syr på stra-pude-maj.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Der er dryp ned fra himlen og dryp i mit blik.
Og vi græder om kap med en ostebutik.
Og jeg drømmer om Kaj - uh, det studekvaj !
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej. 

Universelle liebhavere

Okay, provokerende, at TV2 spiller slutningen på Blurs "The Uninversal" som underlægningsmusik til de sekvenser i aftenens Liebhaverne, der handler om, at ham uhyrlige Jan Fog skal sælge et grimt, grimt, engelsk gods for en grusom masse penge, men heldigvis er sangen selv den bedste læsning af det hæslige program:

This is the next century
Where the universal's free
You can find it anywhere
Yes, the future's been sold

Every night we're gone
And to karaoke songs
How we like to sing along
'Though the words are wrong

It really really really could happen
Yes it really really really could happen
When the days they seem to fall through you
Well just let them go

No one here is alone
Satellite's in every home
Yes the universal's here
Here for everyone

Every paper that you read
Says tomorrow's your lucky day
Well here's your lucky day

It really really really could happen
Yes it really really really could happen
When the days they seem to fall through you
Well just let them go

Well it really really really could happen
Yes it really really really could happen
When the days they seem to fall through you
Well just let them go

Just let them go
Just let them go

Bare lad dem passere

Bare lad dem passere

Flodhesteløb

Jeg hører Blur på Spotify, og Viggo Madsen, Danmarks førende flodhestedigter, roser coveret på PARKLIVE:

Fornem forside!