De 2 violette PH-lamper, der hænger ude i det århusianske mørke, ligner til forveksling de 2, der hænger over spisebordet her, hvor jeg skriver uden mål og med på en fremmed computer, og også jeg er også kopieret derude, men langt mindre overbevisende, jeg ligner mest af alt en for længst glemt guldaldermaler, dermed snarere en ståluldaldermaler, ved navn Holm eller Palm eller Bulm, der kun fik færdiggjort dette ubeslutsomme, derivative selvportræt, inden han blev smidt ud af akademiet for mangel på kunstnerisk rygrad, og også jeg sidder også hele tiden og synker sammen i myrestolen, som ingen tvilling har i mørkekammeret, det er en ensom myre, jeg sidder på skødet af, mens PH-lamperne, der jo ikke i den forstand ligner den navnkundige rygesalonkommunist, men snarere på samme tid storhedsvanvittige og snusfornuftige møl, overvåger os eftertrykkeligt, dette deres mildest talt matte lys gør helt vildt ondt i nakken på både myren og mig og min dilettantiske, men jo ikke derfor følelsesløse dobbeltgænger, som han hænger dér i luften og aner temmelig meget uråd.
