Er Simon Simon i ørkenen? Næsten!

I Madrids kæmpestore FNAC købte jeg i går et Bunuel-bokssæt med Viridiana, El ángel exterminador og Simon del desierto, og da min søn og jeg sad ved spisebordet og så den kun en time lange Simon i ørkenen fra 1965, som jeg sidst havde set for 25 år siden i Studenternes Filmklub i Århus, kom jeg selvfølgelig til at tænke på Simon Grotrian, som for 25 år siden kun lige var debuteret i Hvedekorn, men det var ikke (så meget!) den meget fromme søjlehelgen Simon, der mindede mig om Simon G, som den måde Bunuel skildrer ham på, med en helt renfærdig sort og barok humor, selvom jo Simon G er ivrigt troende, mens Bunuel -gudskelov, som han sagde - var ateist, men det er nøjagtigt samme spas, de har med troens klenodier; træt sidder Simon S i rockklubben til sidst, sammen med den kvindelig djævel, og kan ikke vende tilbage til sin søjle, for den er en anden søjlehelgen flyttet op på, nemlig 4 år gamle Simon G, der bunuelsk beder denne bøn i det nye storværk Især til de levende:

Herre, så står vi hér mellem buttede vægge og sender ønsker af sted, de rumsterer under stjernespidsernes oktaver; fuldgyldigt bærer vi ryggen med armene som propeller. I den gule flod bader de fattige, tøgråden slubrer døgnene i sig. Fra nær til fjern begraves skærmtroldenes ekko og løsner friheden. Vi kan blot afbleges med alderen og pege hen imod en due. Fosterhimlen rykker i tøjret, og en klokke over verden kalder hvilen frem af træerne. Lad dette blive, hvad jeg også har skrevet.
Amen.

Himlende sammenfald - i nat

To uomgængeligt egensindige digtbøger udkommer næste uge, men ankom og læstes i går:

Simon Grotrians Især til de levende, 163 sider, og

Ursula Andkjær Olsens (og bogstavbroderende Julie Andkjær Olsens) Have og helvede, 56 sider,

og det vil gå alt for vidt at komme ind på, hvordan de bøger slår - og i sidstnævnte tilfælde ser - ud, jeg vil bare citere et digt fra Simons bog og en spor-afslutning, eller hvad det kan hedde, fra Ursulas bog, der meget mystisk ender med de samme to ord - først digtet:

Du må derfor
hale mig op af graven
der består af et hoved
med klaptræer
bag panden.

De andre mennesker
går hvide mod altrene
hvor satinbobler
skvulper i et føl.

Den knuste stjerne ligger under verden
men den kan altid
flettes omkring minderne.

Støvhimlen glider på solnedgangen
i spejlet
og afslører
hvad dagen tænkte.

Askene bruser;
det er i nat
vi også
daler herned.

Det er i nat.

- og sporafslutningen:

haven bliver tungere og tungere

mere og mere hængende / mæt / tør

navneomspundet / skulle det være pynt? det er
overflod / overskud / pynt hvis pynt er
uundgåeligt / hvad kan jeg sige?

godnatskygger

godnatskygger

haven er stille før frugt /
navnene skal sejle

i nat