1, 2: poesiens linjeafstand

Jeg ved, ikke, hvem der gjorde det først: Caspar Eric eller Olivia Nordenhof (i hvert fald ikke mig, men jeg gør det også nu om stunder, igen og igen): Skrev deres digtagtige blogposter med dobbelt linjeafstand for, bevidst eller ubevidst, at markere deres digtagtighed eller måske bare poesiagtighed og/eller bare for at fremtvinge den tak langsommere (og dermed poesiagtige) læsning. Men linjeafstanden går igen (for det meste) i Olivias nye bog med digtagtige og poesiagtige tekster (der er ingen genrebetegnelse) Det nemme og det ensomme  (som jeg anmeldte alt for overfladisk i går, fordi jeg havde for få ord at gøre godt med, og forhåbentlig  kommer anmeldelsen i på fredag - og jeg nægter at læse Tue Nexøs og Lars Skinnebachs anmeldelser lige foreløbig, fordi jeg er sikker på, at de er langt mere præcise og skarpsindige og grundige og bare gode-gode end min). Jeg har altid set skævt til dobbelt linjeafstand, som netop kitschet, unødvendigt insisterende "dette er poesi"-markering, og som regel, også for pladsens skyld, og uden at spørge rettet til 1 linjes afstand i Hvedekorn. Men nu har Caspar og Olivia (og jeg selv) tvunget mig til at genoverveje de 2 linjers afstand som simpelthen den nye ÅBNE poesi-afstand, lige inden den spreder sig som en steppebrand og dominerer totalt i sin intense luftighed; her er et digt fra Olivias bog,, som er en radikal omskrivning af et digt, hun havde i Hvedekorn (so much for umiddelbarhed!), og som jeg citerede tre linjer fra i min første blogpost, med dobbelt linjeafstand, om bogen:

skoven den er tung og bladet det ber ingen bønner

den pyt det holder oppe

og skulle et åh

og skulle et åh

og skulle et åh vise sig på et blad

bare glæd dig Olivia

for jorden har ik noget køn

og min kærestes øjne de er smukke og nemme at forstå

skulle jeg genkalde mine ekskæresters øjne

så var de: meget store og brune

små og gråblå

min første kæreste: jeg husker det ikke

han stod og vinkede farvel i en morgenkåbe og jeg tænkte: VENDER ALDRIG TILBAGE

man må le

Motiv neglet og nailet

på side 8 i det nemme og det ensomme

(som jeg fandt i en sammenskredet bunke på redaktørens sofa

og har bragt hjem, læsende løs i samme metro (se nedenfor, udenfor parentesen),

og læst færdig nu,

og åh,

som der også står i bogen, de næste tre linjer er et citat:

og skulle et åh

og skulle et åh

og skulle et åh vise sig på et blad

og denne parentes må gerne betragtes som den første anmeldelse

smagsdom, referat og karakteristik i et ord:

åh)

og godt jeg ikke engang har prøvet - for det har jeg da ikke, vel? - at skrive om metroen dér oppe i luften på Amager, selvom jeg så mange gange har tænkt, at jeg virkelig burde gøre det:

(...) så senere: vi plukkede vilde blommer og mirabeller på ydre amar

ved solnedgang og metroen drev med sit lys, som et strengt, som et underligt vredt samfund

frem og tilbage på himlen