Den rigtige Laus

er digteren Laus Strandby Nielsen, ligeså suveræn som overset, der var en rigtig helt i søndags, fordi jeg havde to hjemmeblivende, syge Hvedekornsdigtere (ud af 4) til første set klokken 11 på Bogfourms Spotscene, og så jagede jeg hen til Gyldendals backstage-lokale, hvor Laus sad og ventede på gå på til Lyrik-morgen 10:45 og tryglede aggressivt og fik et spontant ja og jagede tilbage til min scene, hvor først Sebastian Nathan og så Molly Balsby brillerede, og så, så var der endnu ingen Laus, så jeg lod publikum vælge sidenumre til to digte fra årgang 1976 - af henholdsvis Louis Jensen og Flemming Røgilds, viste det sig, begge af Laus' store 70'er-generation - og så kom han omsider, Laus, som en frelsende ærkeengel og læste op fra sin nye, fantastiske bog Når det er mørkt, bliver det lyst, og blandet andet dette skandinaviske bekendelsesdigt, der også er med i nr. 2 af det lumsk blærede litteraturtidsskrift Udkant, TAK, ÆGTE LAUS:

MEN

Jo, vi er fra Skandinavien, ja,
vi har det godt, ja,

vi har måske ikke fortjent det,
men vi ser på verden

gennem skandinaviske briller.
Vi har et stort og langvarigt mørke

som vi har vænnet os til, derfor
er lyset så skarpt

når vi ser på verden, måske
har den ikke fortjent det, men

vi tror på fortvivlelsen
med et menneskeligt ansigt,

vi ved det ikke, men vi tror
vi er gode nok, vi tror

på der altid er et forbehold
med et menneskeligt ansigt,

vi tror på penge
med et menneskeligt ansigt,

vi tror på maskiner
med et menneskeligt ansigt,

vi tror på mennesker
med et menneskeligt ansigt,

men, men, men, men og men
igen. Igen.