Peder Frederik Jensens manifest i Information for en mere (med Niels Lyngsøs gamle grimme ord) verdensvendt prosa er er meget sværere at diskutere med end Caspar Erics kommentarer, fordi den for skurkenes vedkommende nægter sig empiri og litteraturhenvisninger - som mange andre prosa-polemikere tror han, Helle Helle skriver alle danske romaner (gid hun gjorde, bare i et år, hvorefter det var Harald Voetmanns tur) og læser hende desforuden dårligt, to store citater:
(...) mange danske romanforfattere underlagt nogle dogmer, der
stammer fra en kultur, der definerer en ’rigtig’ skrift, en ’rigtig’
fortælling om litteraturen. Selv tænker jeg, der mangler en ydre
ambition, en verdensvendthed, at romankunsten i stedet vender sig indad,
præget af et dogme om ’sætningen’, og måske af en problematisk opdeling
mellem de ’fine’ og de knap så ’fine’. Måske er der tale om snobberi,
snobberi, der kan have sat sig som en prosaangst, hvor forfatterne
holder på sig selv af frygt for at falde ved siden af de credoer, der
stilles op i kulturen og i modtagelsen? Hvad er det for credoer? Ud over det nævnte, sætningen, som er en
slags subjektiv trylleformular for godt og skidt, inde og ude,
interessant og uinteressant, er det en manglende interesse for
fortælling, for ydre påvirkning, for dokumentarisme og for
mangfoldighed. Det vil sige en skrift, der ikke kan nedlade sig til at
forholde sig til verden, kun når den, som i de senere år, postulerer at
være etisk, men måske bare er individualistisk og egentlig afslører sig
selv som privilegeret, ikke interesseret i den verden, der ligger uden
for fokus, som i dette tilfælde kunne være et københavnsk litteraturrum,
der opfatter sig selv som verdens centrum. Måske overser man den
væsentlige detalje, at det er et meget lille rum, et meget velstillet
rum, og et meget uindtageligt rum fuld af sociale koder, der virker
udgranskende og ekskluderende.
(...)
Det er en tradition, der stammer fra en god blanding af alt for
skolet og selvfed universitetsattitude og lyrisk dogmatisme. Den store
taber i det her land er den seriøst udfordrende roman, ikke prosa i
almindelighed, men romanen. Den nye, moderne, eksplosive og
globaliserede roman, der er skrevet med bevidsthed og styrke fra det
tyvende århundrede, men som selvfølgelig ser anderledes ud.
Som det er nu, er dele af dansk litteratur at sammenligne med en
indavlet adelsslægt, der sidder på afstand af pøblen og definerer det
korrekte, det interessante. Jeg kan så tilføje, at jeg med Bolaño som
mentor, ønsker mig en mindre snobbet romankunst, ikke én dårligere, ikke
én, der glemmer poesien, men en, der forsøger at gøre noget andet og
mere end at være bevidst om sig selv og de hierarkiske strukturer,
værkerne indgår i. Jeg ønsker i stigende grad at åbne mine øjne, når jeg skriver, at se
op og ud. Væk fra den praksis, der gør prosaen overfladeorienteret og
romanernes karakterer til sitrende, introverte, überindividualiserede
subjekter, der strejfer hinanden og deres nærmeste familie i en
uendelighed.
Jensen nævner som undtagelser romaner af Jeppe Brixvold, Nielsen og Peter Højrup (Island, men den er da totalt velfærds/parforholds/miljø-indelukket og spækket med sætningspragt, så hvis den ikke er en del af problemet ...?), men nævner INGEN eksempler på dogmeundertrykte forfattere. Hvem kan det være? Det kan jo ikke bare være Helle Helle, med hendes "fine" sætninger" og "snævre", men jo ikke københavnske rum. Måske er det Kirsten Hammann, "snævert" (københavnsk) rum, men hendes sætninger er ikke særlig fine og globaliteten spøger grumt. Hvem så af praktiserende, vigtige prosaforfattere fra de sidste 3-4 år? Harald Voetmann? Olga Ravn? Pia Juul? Merete Pryds Helle? Bent Vinn Nielsen? Klaus Rifbjerg? Niels Frank? Henning Mortensen? Kamilla Hega Holst? Lone Hørslev? Bjørn Rasmussen? Stine Pilgaard? Pablo Llambías, Sidsel Falsig? Peter Adolphsen? Vibeke Grønfeldt? Lars Frost? Svend Åge Madsen? Kirsten Thorup? Lone Aburas? Preben Major Sørensen? Dennis Gade Kofod? Hans Otto Jørgensen? Jens Smærup Sørensen? Christina Hesselholdt. Måske CH! Snævert københavnsk kunstnermijø, med få blaserte rejser ud i verden, og virkelig fantastiske sætninger - hun passer faktisk allerbedst, og så altså Peter Højrup! Kunne Jensen ikke bare sige det: Jeg er imod den måde, Christina Hesselholdt og Peter Højrup skriver prosa på? I stedet for at sige, at han går ind for Peter Højrup, men ikke den måde, Christina Hesselholdt og Peter Højrup skriver prosa på! Jeg formoder heller ikke, han er for glad for sit eget forfatterskab: To sætnings- og selvoptagede jegromaner, om københavnsk kunstnerliv og om københavnsk kunstner i bådebyggerlære og én sætningsoptaget novellesamling, hvor samme københavnske kunstner patroniserende forestiller sig almindelige menneskers autentiske leben. Anonymiseret generalisering er den sjoveste boomerang.
mandag den 27. april 2015
Elevaterer lige et kommentarfelt - poetisk, poetiskere, poetiskest
Mange blogposter var gået, da Caspar Eric og jeg indledte en diskussion nede i kommentarfeltet til posten om "titelløfter" - det handler ikke længere kun om titler, selvom titler er vigtige (tror jeg, vi er enige om?!) og derfor tillader jeg mig at løfte snakken herop - jeg citerer fra og kommenterer på Caspars sidste indlæg:
Caspar:
ift. Signes titel og digtning, så ja er jeg uenig i hendes poetik på mange punkter, tror jeg nok, men jeg respekterer den også.
Jeg synes fx ikke at Ud i det U-løse er dårlig. Jeg tror det jeg mente var: Titlen framer altså den poesi Signe skriver henimod, altså som et løfte om, noget der skal være mere mystisk og finurligt og med vilje komplekst, end jeg tænker det behøver at være, og DERFOR stiller det sig an. På den anden side kan jeg godt lide den manøvre: fordi det er det kompromisløst. Men, og jeg snakker altså bare om titlerne og ikke personer eller tekster, så synes jeg også at det kompromisløse potentielt kan slå over i det arrogante. Lige nu tænker jeg at et "et" i begyndelsen af titlen villet have ændret meget for mig.
Mig:
Titlen på Signe Gessings majbog er Blaffende rum nænnende alt - hvad ændrer en ændring til et enkelt rum fra en uspecificeret flerhed af rum (der på hver deres måde er i proces med at nænne alt)? Så ville jeg bedre kunne forstå, hvis Caspar havde et problem med den abstrakte, meget poetisk-agtige totalitet 'alt' og ville ændre til Blaffende rum nænnende noget.
Jeg forstår ikke det med faren for arrogance i kompromisløsheden - jeg har intet problem med arrogance, jeg elsker arrogante digtere, der NB har noget at have arrogancen i, og jeg har en forventning for ikke at sige et decideret KRAV om kompromisløshed i forhold til ambition og (forvaltning/forløsning af) talent. Hvad er det for nogle kompromiser, Caspar mener, der skal foretages, og som ikke har at gøre med rent praktiske/formelle begrænsninger? Jeg mistænker, at de har med tilgængelighed at gøre, jf. de for mig GRUMME linjer om "et løfte om, noget der skal være mere mystisk og finurligt og og med vilje komplekst end jeg tænker det behøver at være, og DERFOR stiller sig an." Altså enten er en tekst jo villet/ anstrengt og/eller slap/anonym indenfor hvilket som helst udtryk, og så er den jo bare dårlig, eller også er den nøjagtig lige så mystisk/finurlig/kompleks eller nøgen/enkel/naivistisk, som den skal være, og så er det mærkeligt at mene, at den er mere mystisk/finurlig/kompleks end den behøver at være. Medmindre, og det er vist tilfældet, at man har sig en POETIK i følge hvilket det er SKIDT, dvs. arrogant, med (for meget) mystik/finurlighed/kompleksitett, og at der hos digtere, der beklageligvis arbejder og har talent for (eller har et talent med et nødvendigt mellemværende med) mystik/finurlighed/kompleksitet, kan udlæses/regnes et eventuelt excessivt overflod/skud af mystisk/finurlighed/kompleksitet, som digteren med fordel kan reducere, fordi jo mindre jo bedre; formel exces/overskud/overflod er ifølge denne poetik i det hele taget en skidt og arrogant ting, kunne man forestille sig?
Caspar:
Iøvrigt har jeg 0 problem med markeret poetiskhed. Men jeg har da et problem med en bestemt type af poetiskhed. Det handler bare ikke om at den er markeret. Det handler om at den måske selv finder sig poetisk, og at dette skulle være godt. At det poetiske skulle være et gode, som man hermed bidrager til og skal have belønning ros for. (Altså den bidragende handling, og ikke det man bidrager med). Det har jeg et kæmpe problem med. Og så tror jeg også jeg har et problem med kunst, alle slags ja, der gerne vil være, og anser sig selv som, kunst, og at dette skulle have noget med kompleksitet at gøre. Det mener jeg meget passioneret, bl.a. fordi jeg føler det er noget følelses-fascisme som ikke bare har med kunsten eller internettet at gøre, men med den måde mennesker omgås hinanden. Men
Mig:
Altså jeg kan jo i den grad heller ikke lide kælen poetisk poesi (7 ud af 10 af mine Hvede-afslag udpeger den tendens som skurken), men hvad i alverden er det for noget kunst, der ikke anser sig som (og gerne vil være) kunst? Her er Caspars poetik ikke længere naivistisk, men også naiv. Hans gode digte er da ikke en snus mindre kunstfærdige og stiliserede og PINLIGT bevidste om sig selv som poesi end Signes gode digte, bare fordi de er ikke/anti-mystiske, -finurlige, -komplekse, det er jo for helvede bare EN ANDEN FORM (for 20 år siden skulle jeg forklare Thomsenisterne, at Laugesen ikke var en Sjuske-Dorte, fordi hans skrift så sjusket ud, det var bare en ANDEN FORM, nu er det omvendt, C tror (da ikke for alvor!?), han ikke er formalist) måske er de faktisk mere, fordi de med vold og magt ikke vil være poetiske. Men poesi vil de da i den grad stadig være, ellers havde Caspar for længst forladt både Gyldendal og det litterære miljø og stillet op for Alternativet eller noget. Han er og bliver en fucking lille digter, der skriver fucking små (men lange!) digte, selv hvis han nøjedes med at gøre det på internettet, hvilket ingen internetdigtere gør, de vil allesammen udgive fucking BØGER, og er der noget mere patetisk end en blødt flaprende fucking digtsamling? Jeg kunne aldrig drømme om at betegne poesi som "et gode", god poesi er godt for mig, som jeg formoder det også er for Caspar. Og hvem andre end virkelig støvede nykrtikere, og dem er der indrømmet stadig nogle stykker af, mener, at kunst SKAL være komplekst (men guderne skal vide, at jeg elsker at (forsøge at) tyde såvel som at give helt op overfor (give it up for) et Grotrian-digt), men hvorfor vende det dumme dictum på hovedet og mene, at kunst skal være simpel, og at kunst, der ikke er det, der taler barokt, hermetisk, SORT, er arrogant og gudhjælpeme, helt ærligt?, følelses-fascistisk? Den dér sidste passionerede pointe fatter jeg nada af: For mig er ethvert (som sprogkunst afgrænset (måske bare af mig)) stykke suverænt (i sin formfuldendthed eller sin kaotiske koksethed) personlig skrift en - lad mig så blive patetisk - GAVE, og jo arrogantere, kompromisløsere affattet jo taknemligere bliver jeg; jeg vil fandme ikke henvendes etisk og demokratisk til, jeg vil forskelattakeres (og simpelhed er også forskel, fra al "autentisk" ævl og magttale; ingen, og da slet ikke depressive, taler som Sternbergs Depressionsdigte) Den eneste i PRAKSIS tilgængelige digter i DK, ud over Benny Andersen, er hinsides arrogante (men samtidig kører han med PET ud og og forærer signerede bøger til akkurat Maren i Kæret, der sjældent kommer til trappe-oplæsninger i Boghallen) Yahya Hassan, som stadig er imponerende udiskuteret i det litterære miljø, og hold kæft, han synes, han er digter, og hans digte, at de er poesi, både når de stakåndet live-rapporterer og når de tykt patos-blomstrer, og de gør jo sigende nok begge dele. Fedt nok for Caspars poesi tydeligvis (men ikke rigtig for andres i DK, så vidt jeg kan læse (også hos C selv, han er karrig med anbefalingerne (mere om det i WA fredag - teaser!)) med den naive naivisme-poetik, men sørgeligt for den poetiske horisont, kan jeg ikke lade være med, medfølende, at synes; jeg forstår godt, man kan være uenig med Signes poetik, men hvordan man kan være uenig med hendes poesi går over min forstand, ikke lige så højt over som hendes poesi, men næsten.
Caspar:
ift. Signes titel og digtning, så ja er jeg uenig i hendes poetik på mange punkter, tror jeg nok, men jeg respekterer den også.
Jeg synes fx ikke at Ud i det U-løse er dårlig. Jeg tror det jeg mente var: Titlen framer altså den poesi Signe skriver henimod, altså som et løfte om, noget der skal være mere mystisk og finurligt og med vilje komplekst, end jeg tænker det behøver at være, og DERFOR stiller det sig an. På den anden side kan jeg godt lide den manøvre: fordi det er det kompromisløst. Men, og jeg snakker altså bare om titlerne og ikke personer eller tekster, så synes jeg også at det kompromisløse potentielt kan slå over i det arrogante. Lige nu tænker jeg at et "et" i begyndelsen af titlen villet have ændret meget for mig.
Mig:
Titlen på Signe Gessings majbog er Blaffende rum nænnende alt - hvad ændrer en ændring til et enkelt rum fra en uspecificeret flerhed af rum (der på hver deres måde er i proces med at nænne alt)? Så ville jeg bedre kunne forstå, hvis Caspar havde et problem med den abstrakte, meget poetisk-agtige totalitet 'alt' og ville ændre til Blaffende rum nænnende noget.
Jeg forstår ikke det med faren for arrogance i kompromisløsheden - jeg har intet problem med arrogance, jeg elsker arrogante digtere, der NB har noget at have arrogancen i, og jeg har en forventning for ikke at sige et decideret KRAV om kompromisløshed i forhold til ambition og (forvaltning/forløsning af) talent. Hvad er det for nogle kompromiser, Caspar mener, der skal foretages, og som ikke har at gøre med rent praktiske/formelle begrænsninger? Jeg mistænker, at de har med tilgængelighed at gøre, jf. de for mig GRUMME linjer om "et løfte om, noget der skal være mere mystisk og finurligt og og med vilje komplekst end jeg tænker det behøver at være, og DERFOR stiller sig an." Altså enten er en tekst jo villet/ anstrengt og/eller slap/anonym indenfor hvilket som helst udtryk, og så er den jo bare dårlig, eller også er den nøjagtig lige så mystisk/finurlig/kompleks eller nøgen/enkel/naivistisk, som den skal være, og så er det mærkeligt at mene, at den er mere mystisk/finurlig/kompleks end den behøver at være. Medmindre, og det er vist tilfældet, at man har sig en POETIK i følge hvilket det er SKIDT, dvs. arrogant, med (for meget) mystik/finurlighed/kompleksitett, og at der hos digtere, der beklageligvis arbejder og har talent for (eller har et talent med et nødvendigt mellemværende med) mystik/finurlighed/kompleksitet, kan udlæses/regnes et eventuelt excessivt overflod/skud af mystisk/finurlighed/kompleksitet, som digteren med fordel kan reducere, fordi jo mindre jo bedre; formel exces/overskud/overflod er ifølge denne poetik i det hele taget en skidt og arrogant ting, kunne man forestille sig?
Caspar:
Iøvrigt har jeg 0 problem med markeret poetiskhed. Men jeg har da et problem med en bestemt type af poetiskhed. Det handler bare ikke om at den er markeret. Det handler om at den måske selv finder sig poetisk, og at dette skulle være godt. At det poetiske skulle være et gode, som man hermed bidrager til og skal have belønning ros for. (Altså den bidragende handling, og ikke det man bidrager med). Det har jeg et kæmpe problem med. Og så tror jeg også jeg har et problem med kunst, alle slags ja, der gerne vil være, og anser sig selv som, kunst, og at dette skulle have noget med kompleksitet at gøre. Det mener jeg meget passioneret, bl.a. fordi jeg føler det er noget følelses-fascisme som ikke bare har med kunsten eller internettet at gøre, men med den måde mennesker omgås hinanden. Men
Mig:
Altså jeg kan jo i den grad heller ikke lide kælen poetisk poesi (7 ud af 10 af mine Hvede-afslag udpeger den tendens som skurken), men hvad i alverden er det for noget kunst, der ikke anser sig som (og gerne vil være) kunst? Her er Caspars poetik ikke længere naivistisk, men også naiv. Hans gode digte er da ikke en snus mindre kunstfærdige og stiliserede og PINLIGT bevidste om sig selv som poesi end Signes gode digte, bare fordi de er ikke/anti-mystiske, -finurlige, -komplekse, det er jo for helvede bare EN ANDEN FORM (for 20 år siden skulle jeg forklare Thomsenisterne, at Laugesen ikke var en Sjuske-Dorte, fordi hans skrift så sjusket ud, det var bare en ANDEN FORM, nu er det omvendt, C tror (da ikke for alvor!?), han ikke er formalist) måske er de faktisk mere, fordi de med vold og magt ikke vil være poetiske. Men poesi vil de da i den grad stadig være, ellers havde Caspar for længst forladt både Gyldendal og det litterære miljø og stillet op for Alternativet eller noget. Han er og bliver en fucking lille digter, der skriver fucking små (men lange!) digte, selv hvis han nøjedes med at gøre det på internettet, hvilket ingen internetdigtere gør, de vil allesammen udgive fucking BØGER, og er der noget mere patetisk end en blødt flaprende fucking digtsamling? Jeg kunne aldrig drømme om at betegne poesi som "et gode", god poesi er godt for mig, som jeg formoder det også er for Caspar. Og hvem andre end virkelig støvede nykrtikere, og dem er der indrømmet stadig nogle stykker af, mener, at kunst SKAL være komplekst (men guderne skal vide, at jeg elsker at (forsøge at) tyde såvel som at give helt op overfor (give it up for) et Grotrian-digt), men hvorfor vende det dumme dictum på hovedet og mene, at kunst skal være simpel, og at kunst, der ikke er det, der taler barokt, hermetisk, SORT, er arrogant og gudhjælpeme, helt ærligt?, følelses-fascistisk? Den dér sidste passionerede pointe fatter jeg nada af: For mig er ethvert (som sprogkunst afgrænset (måske bare af mig)) stykke suverænt (i sin formfuldendthed eller sin kaotiske koksethed) personlig skrift en - lad mig så blive patetisk - GAVE, og jo arrogantere, kompromisløsere affattet jo taknemligere bliver jeg; jeg vil fandme ikke henvendes etisk og demokratisk til, jeg vil forskelattakeres (og simpelhed er også forskel, fra al "autentisk" ævl og magttale; ingen, og da slet ikke depressive, taler som Sternbergs Depressionsdigte) Den eneste i PRAKSIS tilgængelige digter i DK, ud over Benny Andersen, er hinsides arrogante (men samtidig kører han med PET ud og og forærer signerede bøger til akkurat Maren i Kæret, der sjældent kommer til trappe-oplæsninger i Boghallen) Yahya Hassan, som stadig er imponerende udiskuteret i det litterære miljø, og hold kæft, han synes, han er digter, og hans digte, at de er poesi, både når de stakåndet live-rapporterer og når de tykt patos-blomstrer, og de gør jo sigende nok begge dele. Fedt nok for Caspars poesi tydeligvis (men ikke rigtig for andres i DK, så vidt jeg kan læse (også hos C selv, han er karrig med anbefalingerne (mere om det i WA fredag - teaser!)) med den naive naivisme-poetik, men sørgeligt for den poetiske horisont, kan jeg ikke lade være med, medfølende, at synes; jeg forstår godt, man kan være uenig med Signes poetik, men hvordan man kan være uenig med hendes poesi går over min forstand, ikke lige så højt over som hendes poesi, men næsten.
søndag den 26. april 2015
Min morfar EJER Øregård Gym
Jeg stødte ind i min onkel Ole i S-toget, han skulle besøge en ven i huset ved lige ved siden af vores, nr. 11, og han fortalte, at hans far, min morfar, Knud Togeby, da han var gymnasielærer, før han blev professor i fransk og anmelder i Berlingske og forfatter til en fransk grammatik og andet seriøst blæret, underviste i fransk, dansk og legemsøvelser på Øregård Gymnasium, som jeg passerer på cykel flere gange om ugen, og altid har haft primitiv klassehadsk foragt (og angst) til overs for, well bred, alt for kønne rigmandsbørn, og fra nu vil min foragt i stedet for være OPHØJET, jeg har familieaktier i den oppudsede, grå kasse, min morfar har yderst pædagogisk banket franske verber ind i knolden på disse poders ikke mindre forkælede forfædre og -mødre, det er forfærdeligt skønt at vide!
- min morfar, der ser indtrængende og overbærende på lille Cornelius, der ingen anelse har om til hvilken side vej accenten skal pege
- min morfar, der ser indtrængende og overbærende på lille Cornelius, der ingen anelse har om til hvilken side vej accenten skal pege
Omslagspoesi! Flaplyrik!
På Bue P. Peitersens for øjeblikket, i både poetisk og kritisk henseende, meget uundværlige blog kom han og jeg i går til at diskutere tekst på digtsamlingers omslag, og nærmere bestemt BONUSpoesi på bagside og flapper, og han afslørede det "hemmelige", mega-yndige godnatsangsdigt på INDERSIDEN af flappen på Palle Sigsgaards nyklassiske debutsamling (kan vi aftale en digtsamling nr. 2 om SENEST 17 år, Palle!?) Glitrende støv danser, som jeg har været lykkeligt uvidende om i 8 år, hvilket jeg nu er ulykkelig over, at jeg har været, men her er det, og I andre kender det jo godt:
Lullaby
Bjergluften herinde er dejlig
men er du sød at lukke slugten
det trækker
Nu du er der
må du egentlig goså gerne trække skoven for
og slukke månen. Lille Hund
kan du bare lade brænde, men jeg er færdig
med Orion og Karlsvognen
Og Nordtsjernen!
Hvis du vidste hvor træt jeg er
af at lege gemme
og være den
Skru endelig ned
for uglerne. Ulvene
plejer at falde til ro af sig selv
så snart månens pornofilm er til ende
Godnat! (og Vær venlig
at liste når du går)
I alt for langt tid overså jeg også titelteksten på flappen af Pia Juuls Af sted, til stede, men den opdagede jeg i sidste øjeblik selv, da jeg nemlig skulle skrive Kritikerpristale:
--> Den havelåge. Den vandlåge. Jeg ser den fra min stol, de fører begge veje, men jeg flytter mig ikke. Da jeg var barn skulle jeg cykle til skole. I medvindens kedsomhed varierede man hændernes placering. Uden hænder på styret, begge hænder på, den højre eller venstre på og da med den anden hængende nonchalant ned langs siden. Nonchalancen måtte indøves og egnede sig egentlig bedst til landsbyens gader, ikke til landevejen og slet ikke når mælkebilerne og foderstoffens lastvogne kørte tæt forbi eller revisoren som kørte alt for stærkt. En dag faldt det mig ind at krydsede hænder måtte være det rigtige, faktisk en genistreg. Jeg forestille mig overkroppens tyngde som et hjælpemiddel der ville gøre det let, jeg så for mig at denne variation var den eneste rette. Men jeg nåede knap nok en meter frem; før jeg så mig om lå jeg blødende på asfalten og havde flere år efter stadig så følelsesløse knæ, at jeg kunne stikke en knappenål dybt ind dem begge uden at mærke noget
Men hvilke andre unikke bagside/flap-digte/tekster (overlappende med bagsidepræsentation), med denne helt sære, umulige status af at være ideni og udenpå bogen på sammetid, findes der (siden egen kategori er forside digte (overlappende med titler som digte/tekster: Peter Laugesens Man kan ikke ..., Dan Turèlls Sidste forestilling, Johs. L. Madsens Er skriften løgn ..., alle mulieg Viggo madsen-samlinger) - her har jeg brug for bloglæsernes hjælp. Nogle af de eksempler, jeg har reolbladret mig frem til:
Rasmus Nikolajsen, bagsidedigt på Frihed og sex på rejsen, 2003:
Bangest for alt
og ferien nåede giftermålet
nu vil jeg hjem
under det hele
slap du en stjerne op
Nicolaj Stochholm, bagsidedigt på Femogtyve digte og en drøm, 2000, og dette bagsidedigt på Ødelagt rim, 2013:
Lad det nu være lad det
aldrig kommer nær flygt
det holder dig ikke fast
lader dig ikke løbe frit
Det er jorden som bølger
alt flydende størkner en
ild lydig og gennemsigtig
krusning på luftens tapet
Ursula Andkjær Olsen, Ægteskabet mellem vejen og udvejen, 2005, poetisk forgrublet bagsidetekst, Havet er en scene, 2008, bundlinjedigtet kører hele vejen gennem omslag og flapper også,
Johannes L. Madsen, Smarte pletter mellem fingrene, til bristepunktet fyldes bagsidens A4-format ud af teksten, der begynder:
FØR ELLER SENERE MØDER DEN VERBALE LOGIK SIN EGEN MODSÆTNING
Vagn Steen, reklamebagtekster på Digte? og andre konkretbøger
- men der må være en hel masse andre, ikke også!?
Lullaby
Bjergluften herinde er dejlig
men er du sød at lukke slugten
det trækker
Nu du er der
må du egentlig goså gerne trække skoven for
og slukke månen. Lille Hund
kan du bare lade brænde, men jeg er færdig
med Orion og Karlsvognen
Og Nordtsjernen!
Hvis du vidste hvor træt jeg er
af at lege gemme
og være den
Skru endelig ned
for uglerne. Ulvene
plejer at falde til ro af sig selv
så snart månens pornofilm er til ende
Godnat! (og Vær venlig
at liste når du går)
I alt for langt tid overså jeg også titelteksten på flappen af Pia Juuls Af sted, til stede, men den opdagede jeg i sidste øjeblik selv, da jeg nemlig skulle skrive Kritikerpristale:
--> Den havelåge. Den vandlåge. Jeg ser den fra min stol, de fører begge veje, men jeg flytter mig ikke. Da jeg var barn skulle jeg cykle til skole. I medvindens kedsomhed varierede man hændernes placering. Uden hænder på styret, begge hænder på, den højre eller venstre på og da med den anden hængende nonchalant ned langs siden. Nonchalancen måtte indøves og egnede sig egentlig bedst til landsbyens gader, ikke til landevejen og slet ikke når mælkebilerne og foderstoffens lastvogne kørte tæt forbi eller revisoren som kørte alt for stærkt. En dag faldt det mig ind at krydsede hænder måtte være det rigtige, faktisk en genistreg. Jeg forestille mig overkroppens tyngde som et hjælpemiddel der ville gøre det let, jeg så for mig at denne variation var den eneste rette. Men jeg nåede knap nok en meter frem; før jeg så mig om lå jeg blødende på asfalten og havde flere år efter stadig så følelsesløse knæ, at jeg kunne stikke en knappenål dybt ind dem begge uden at mærke noget
Men hvilke andre unikke bagside/flap-digte/tekster (overlappende med bagsidepræsentation), med denne helt sære, umulige status af at være ideni og udenpå bogen på sammetid, findes der (siden egen kategori er forside digte (overlappende med titler som digte/tekster: Peter Laugesens Man kan ikke ..., Dan Turèlls Sidste forestilling, Johs. L. Madsens Er skriften løgn ..., alle mulieg Viggo madsen-samlinger) - her har jeg brug for bloglæsernes hjælp. Nogle af de eksempler, jeg har reolbladret mig frem til:
Rasmus Nikolajsen, bagsidedigt på Frihed og sex på rejsen, 2003:
Bangest for alt
og ferien nåede giftermålet
nu vil jeg hjem
under det hele
slap du en stjerne op
Nicolaj Stochholm, bagsidedigt på Femogtyve digte og en drøm, 2000, og dette bagsidedigt på Ødelagt rim, 2013:
Lad det nu være lad det
aldrig kommer nær flygt
det holder dig ikke fast
lader dig ikke løbe frit
Det er jorden som bølger
alt flydende størkner en
ild lydig og gennemsigtig
krusning på luftens tapet
Ursula Andkjær Olsen, Ægteskabet mellem vejen og udvejen, 2005, poetisk forgrublet bagsidetekst, Havet er en scene, 2008, bundlinjedigtet kører hele vejen gennem omslag og flapper også,
Johannes L. Madsen, Smarte pletter mellem fingrene, til bristepunktet fyldes bagsidens A4-format ud af teksten, der begynder:
FØR ELLER SENERE MØDER DEN VERBALE LOGIK SIN EGEN MODSÆTNING
Vagn Steen, reklamebagtekster på Digte? og andre konkretbøger
- men der må være en hel masse andre, ikke også!?
Dokumentarisk proces-horrors grande gulty pleasure - en tilståelse
Jeg tog S-toget ind til Frederiksberg Station for at aflevere bøger på Frederiksberg Hovedbibliotek, der ikke længere er placeret i mine daglige omgivelser (som Gentofte og Københavns Hovedbibliotekter), jeg havde glemt at tage noget at læse i med, og det er virkelig svært for mig at sidde alene i tog og ikke læse, jeg bliver panisk bored, så jeg tog en af bøgerne, jeg skulle aflevere, og som jeg ikke havde læst, fordi det ikke var en bog, jeg havde brug for, men bare var nysgerrig. for ikke at sige nyfigen, på, for jeg havde ingen idé om, at den var god eller væsentlig (og dermed nødvendig for mit (neurotiske men også praktiske behov for) overblik over dansk lit, nemlig Astrid Saalbachs roman Klapperslangen fra sidste år, og jeg begyndte at læse løs, hvilket var virkelig dumt, fordi jeg ikke kunne nå at læse færdig, og jeg virkelig orkede at låne den igen, fordi endnu en ekspedition så var nødvendig, når jeg skulle aflevere den igen, og det var ganske rigtigt ikke, så langt jeg læste, i alt vel en solid tredjedel, nogen kunstnerisk vellykket eller ambitiøs roman, 2 spor veksler: 1 spor om en dramatiker ved navn Astrids trængsler med et nyt stykke hos flere teatre og et teateragentur (alle med virkelige navne, mens personnavne fiktiviseres), 1 spor, hvor den dramatiker drager til et californisk teaterefugium, der til forveksling ligner det californiske skriverefugium i Peter Rønnov-Jessens, i sin helt læste helhed, noget mere glimrende roman, Bréac ved den yderste rand, 2013, og i starten læste jeg pligtskyldigt begge spor, men det californiske spor kunne jeg ikke på nogen måde interessere mig, men det kunne jeg godt, i den grad faktisk, for teatersporet, som jeg, nået frem til Østerport cirka, helt skiftede spor til, og jeg tror, det, der på en lidt ækel, hvis ikke faktisk pervers måde inciterede mig i teatersporet, er noget, jeg vil kalde: Dokumentarisk Proces-Horror, det samme, der gjorde, at jeg heller ikke kunne lægge Daniel Denciks Anden person ental fra mig, selv om den heller ikke havde noget kunstnerisk at byde på: AUTENTISKE citater af psykologers, socialrådgiveres, advokaters, direktørers, agenters kancellistil-anonymiserede og -distancerede, skamløst repressive magtsprog: det er SÅ gysende uhyggeligt - at folk kan få sig til at tale og behandle andre mennesker sådan (men kun ved at tale sådan kan de behandle andre mennsker sådan jo lige præcis). Både hos Dencik og Saalbach (og ofte også i diverse avis-features selvfølgelig): Det kunne hvornår som helst BLIVE mig, der var ofret, GODT det ikke ER mig (men IKKE godt, det er DEM, ikke skadefryd, ikke i disse tilfælde i hvert fald, de er slet ikke aversioner på det niveau), det er en grim, beskidt, skyldig fornøjelse, og derfor var jeg glad for at smide bogen, med teatersporet halvlæst, ind i afleveringsmaskinens helvedesgab og møgærgerlig over ikke at være i stand til at læse videre, da jeg helt lektureløs sad i S-toget atter.
Flaskepost i brun papirpose
jeg var
taknemlig
for at
COFOCO-
ekspedienten
stoppede min
rosé i en
brun papir-
pose, nøjagtig
ligesom
nemlig
i den helvedes-
glødende
liquor store,
du postede
på din blog
få timer
før
brunt papir
forbeholdes
spiritus
bøger og
Poul Gernes*
også
i dag er
dagens løsen
alternativ
synergi
*
(fra boooklet til Gernes-dvd (ikke muligt at finde billeder/film på nettet desværre))
to amatørfilm (optaget af Ole Schelde), der dokumenterer Poul Gernes som performer i to af hans mest kendte happeningnumre opført på Toftevangsskolen i 1967: Papirperformance, hvor Gernes vikler sig ind i papir og dernæst skærer sig ud med sin lommekniv inde fra papirrullen, og Cirkelperformance, hvor Gernes langsomt og skulpturelt drejer rundt om sig selv. Papirperformance er også medtaget i en rekonstruktion i farve fra 1986, hvor Gernes klipper sig ud med en saks.
taknemlig
for at
COFOCO-
ekspedienten
stoppede min
rosé i en
brun papir-
pose, nøjagtig
ligesom
nemlig
i den helvedes-
glødende
liquor store,
du postede
på din blog
få timer
før
brunt papir
forbeholdes
spiritus
bøger og
Poul Gernes*
også
i dag er
dagens løsen
alternativ
synergi
*
(fra boooklet til Gernes-dvd (ikke muligt at finde billeder/film på nettet desværre))
to amatørfilm (optaget af Ole Schelde), der dokumenterer Poul Gernes som performer i to af hans mest kendte happeningnumre opført på Toftevangsskolen i 1967: Papirperformance, hvor Gernes vikler sig ind i papir og dernæst skærer sig ud med sin lommekniv inde fra papirrullen, og Cirkelperformance, hvor Gernes langsomt og skulpturelt drejer rundt om sig selv. Papirperformance er også medtaget i en rekonstruktion i farve fra 1986, hvor Gernes klipper sig ud med en saks.
lørdag den 25. april 2015
10 elitespørgsmål fra Møllenborg
Digteren Erik Helger, som jeg forsøgte at lyn-kanonisere i WA og som har digte med i Hvedekorn 1, 2015, har venligt sendt mig en signeret udgave af sit hartad uopdrivelige "hovedværk" Quiz om Europs kendteste tegneserie. 200 spørgsmål i Hergés Tintin-bøger, der udkom på Husets forlag i 1992. Her er de 10 allersidste og dermed allersværeste såkaldte ELITEspørgsmål (det sidste er nu ikke så svært (kan jeg sagtens sige, men jeg forstår godt, det er det sidste)) - svar i kommentarfeltet:
191. Hvilken biperson, uden egne, replikker, har født tvillinger?
192. Hvor mange børn er der i den familie?
193. Hvem er dirigent for Møllenborg Harmoniorkester?
194. Hvem spiller trompet?
195: "Fuglene kvidrer! ... Skoven springer ud! ... Og så denne skønne duft af grøde! ... Træk vejret dybt, Tintin, fyld lungerne med frisk luft! ... Inddrik denne karske rene ..." I hvilken historie passerer Haddock en losseplads på første side?
196. Hvilket alfabet anvendes i Syldavien?
197. Patrash Pacha, ørkensheik, er rasende over alt det fordærvede skidt, der kommer fra de såkaldte kulturlande. Først antager han i Faraos cigarer, at Tintin er med til at sprede den slags. Men da han opdager, hvem Tintin er, viser han sig at være Hergé-fan. den sorte tjener holder en af bøgerne frem, hvilken?
198. En gymnot, en elektrisk ål (Gymnotus electricus) kan blive op til to meter lang, og emd en enkelt udladning slå en hest ihjel. Et mindre eksemplar af racen er gledet ned i en af personernes sweater. Hvilken person, hvilken stat, hvilken fortælling?
199. I Hvilken gade bor Tintin?
200. Hvordan er pseudonymet Hergé opstået?
191. Hvilken biperson, uden egne, replikker, har født tvillinger?
192. Hvor mange børn er der i den familie?
193. Hvem er dirigent for Møllenborg Harmoniorkester?
194. Hvem spiller trompet?
195: "Fuglene kvidrer! ... Skoven springer ud! ... Og så denne skønne duft af grøde! ... Træk vejret dybt, Tintin, fyld lungerne med frisk luft! ... Inddrik denne karske rene ..." I hvilken historie passerer Haddock en losseplads på første side?
196. Hvilket alfabet anvendes i Syldavien?
197. Patrash Pacha, ørkensheik, er rasende over alt det fordærvede skidt, der kommer fra de såkaldte kulturlande. Først antager han i Faraos cigarer, at Tintin er med til at sprede den slags. Men da han opdager, hvem Tintin er, viser han sig at være Hergé-fan. den sorte tjener holder en af bøgerne frem, hvilken?
198. En gymnot, en elektrisk ål (Gymnotus electricus) kan blive op til to meter lang, og emd en enkelt udladning slå en hest ihjel. Et mindre eksemplar af racen er gledet ned i en af personernes sweater. Hvilken person, hvilken stat, hvilken fortælling?
199. I Hvilken gade bor Tintin?
200. Hvordan er pseudonymet Hergé opstået?
Sukkerladeskepsis!
Fra den bog fra Bogbørsen om Anders Bordings Den danske Mercurius, den første danske avis, på vers, udkom månedligt 1666-1677 (på DANSKE vers, det er en nyhed i sig selv, jf. Tychos latinske poesi fra 1500-tallet, at skrive på dansk) - Bording markerer en vis distance overfor de nye rusmidler, chokolade, te og kaffe:
Ved dette Pas man først til disse Nordens Lande
Fornemmer noget sært at føres over Strande;
Man Sukkerlade, The samt Koffi kalder det,
Men om Sligt Dansken tjen' kan jeg jeg ej vide ret.
Man ellers giver for og meget derom skriver,
At det en Lægdom er, som mangen Sygdom driver;
Dog, jeg indbilder mig, det er af større Navn
End det i Gerningen blandt os kan gøre Gavn.
Jeg priser Hummel-ØL og andens Landsens Drikke
Frem for slig anden Kram, hvis Kraft jeg kender ikke.
Lad Indian og Tyrk med saadant fylde sig,
Har jeg Øl, Vin og Mjød, jeg noksom hjælper mig.
Ved dette Pas man først til disse Nordens Lande
Fornemmer noget sært at føres over Strande;
Man Sukkerlade, The samt Koffi kalder det,
Men om Sligt Dansken tjen' kan jeg jeg ej vide ret.
Man ellers giver for og meget derom skriver,
At det en Lægdom er, som mangen Sygdom driver;
Dog, jeg indbilder mig, det er af større Navn
End det i Gerningen blandt os kan gøre Gavn.
Jeg priser Hummel-ØL og andens Landsens Drikke
Frem for slig anden Kram, hvis Kraft jeg kender ikke.
Lad Indian og Tyrk med saadant fylde sig,
Har jeg Øl, Vin og Mjød, jeg noksom hjælper mig.
fredag den 24. april 2015
Funkisstentavlens utilladelige blankhed
En latterlig lang og lav og kridhvid mur foran det funkishus på Bernstorffsvej, den direkte OPFORDRER til at blive skrevet på, men graffitimalerne holder sig langt væk - jeg vender tilbage i aften med den største PENOL, jeg kan finde:, og skriver, i og med 1 lige så lang linje:
JERES HUS ER ET FIRKANTET ÆG, DER KOGER UNDER MIT NATLIGE SAVN EFTER CECILIE LIND (OG PH ER EN DØD FIRKANTET KYLLING DER SNURRER RUNDT SOM EN SINDSSYG I MIKROBØLGEOVNEN) - DET ENESTE, DET KLÆKKER, ER FLERE RÅDNE PENGE, SOM IKKE KAN KØBE KÆRLIGHED HJERTEFORMET SOM VORES
JERES HUS ER ET FIRKANTET ÆG, DER KOGER UNDER MIT NATLIGE SAVN EFTER CECILIE LIND (OG PH ER EN DØD FIRKANTET KYLLING DER SNURRER RUNDT SOM EN SINDSSYG I MIKROBØLGEOVNEN) - DET ENESTE, DET KLÆKKER, ER FLERE RÅDNE PENGE, SOM IKKE KAN KØBE KÆRLIGHED HJERTEFORMET SOM VORES
Lille ambassadedemonstration
Jeg vandrede
i aftes forbi
Saudiarabiens Ambassade
på Bernstorffsvej
skingert fløjtende
"The Secret Life of Arabia"*
sikkerhedskameraet
ikke så meget
som blinkede,
sheiken blev
ikke overraskende
ikke chokeret,
han end ikke
undrede sig
SÅRE,
men sangen
var lige så ligeglad
med ham!
*
The secret life of Arabia
Secret secrets never seen
Secret secrets ever green
I was running at the speed of life
Through morning's thoughts and fantasies
Then I saw your eyes
at the cross fades
Secret secrets never seen
Secret secrets ever green
The secret life of Arabia
Never here never seen
Secret life ever green
The secret life of Arabia
You must see the movie
the sand in my eyes
I walk through a desert song
when the heroine dies
Arabia (secret secret)
Arabia (secret)
Arabia (secret secret)
The secret life of Arabia
Never here never seen
Secret life ever green
i aftes forbi
Saudiarabiens Ambassade
på Bernstorffsvej
skingert fløjtende
"The Secret Life of Arabia"*
sikkerhedskameraet
ikke så meget
som blinkede,
sheiken blev
ikke overraskende
ikke chokeret,
han end ikke
undrede sig
SÅRE,
men sangen
var lige så ligeglad
med ham!
*
The secret life of Arabia
Secret secrets never seen
Secret secrets ever green
I was running at the speed of life
Through morning's thoughts and fantasies
Then I saw your eyes
at the cross fades
Secret secrets never seen
Secret secrets ever green
The secret life of Arabia
Never here never seen
Secret life ever green
The secret life of Arabia
You must see the movie
the sand in my eyes
I walk through a desert song
when the heroine dies
Arabia (secret secret)
Arabia (secret)
Arabia (secret secret)
The secret life of Arabia
Never here never seen
Secret life ever green
Abonner på:
Opslag (Atom)
