Jeg stoler ikke på WA's hjemmeside,
så kan nogen derude fortælle mig:
Er min grundigt glade anmeldelse af Niels Franks Spørgespil, med citat af Jacob Paludan og jævnføring med Dan Turéll (og Paludan! og ikke et ord om Kenneth Koch eller John Ashbery, hi, hi, hi), kommet med i dagens avis?
For hvis ikke, så %¤/&%¤&/{[€$[{€[/&%()%({[€][€[]€#¤"&%#"¤&#/!
onsdag den 31. marts 2010
2 nordiske tabersange
Ljust blåa Förgättmigej. nere vid
i människojorden. Ljusa blåa. F o r g ä t m i g e j.
Människo människojorden. Genomskinliga
människohinna. Varför ska ögonen
finnas?
- fra Ann Jäderlunds nordiske taberbog Vad hjälper det en människa om hon häller rent vatten över sig i alla sine dagar
Jeg ville bare kaste mig ind i mørket
hvor efterårsstormen blæser bladene sammen som afgangstavler
på store banegårde
Jeg ville sådan set bare binde kvistene sammen til bogstaver
og se dem knuses i ord
- fra Peter Laugesens nordiske taberbog Fotorama
i människojorden. Ljusa blåa. F o r g ä t m i g e j.
Människo människojorden. Genomskinliga
människohinna. Varför ska ögonen
finnas?
- fra Ann Jäderlunds nordiske taberbog Vad hjälper det en människa om hon häller rent vatten över sig i alla sine dagar
Jeg ville bare kaste mig ind i mørket
hvor efterårsstormen blæser bladene sammen som afgangstavler
på store banegårde
Jeg ville sådan set bare binde kvistene sammen til bogstaver
og se dem knuses i ord
- fra Peter Laugesens nordiske taberbog Fotorama
tirsdag den 30. marts 2010
Tak for min halve tirsdag, Sofi Oksanen
Jeg havde pisket noget af en stemning op i sommerhuset til at klokken blev 10:45 og det i meget lang tid ikke blev meddelt på min elendige net-forbindelse. tak 3!, hvem der havde vundet Nordisk Råds Litteraturpris, og havde 90 sider tilbage (=halvdelen) i Ann Jäderlunds digtsamling og 20 sider tilbage i Gunnar Hoydalas mursten
OG GID DOG PETER LAUGESEN HAVDE VUNDET!
men når nu han ikke gjorde, var jeg glad for at det ikke blev Espedal (-løv?) eller Jäderlund (som jeg nok skal få læst færdig, bare ikke liiige nu) eller Hoydal (som jeg, selvom jeg mangler de kun 20 sider, IKKE vil læse færdig og IKKE vil tage med hjem - jeg smider den ind i redskabsskuret til de mugne bocciakugler og de tomme flasker - for sikke dog et sejlende og klippeklumpet mix af selvbiografi og nationalkrønike og så alt for lidt af en glimrende nok historisk roman: mustensmos!)
i stedet for at skrive - og overvære skrivning af - pristrut tog vi ind til Skagen og spiste frokost i Pakuset nede ved havnen
RASENDE GOD RØDSPÆTTEFILET!
OG GID DOG PETER LAUGESEN HAVDE VUNDET!
men når nu han ikke gjorde, var jeg glad for at det ikke blev Espedal (-løv?) eller Jäderlund (som jeg nok skal få læst færdig, bare ikke liiige nu) eller Hoydal (som jeg, selvom jeg mangler de kun 20 sider, IKKE vil læse færdig og IKKE vil tage med hjem - jeg smider den ind i redskabsskuret til de mugne bocciakugler og de tomme flasker - for sikke dog et sejlende og klippeklumpet mix af selvbiografi og nationalkrønike og så alt for lidt af en glimrende nok historisk roman: mustensmos!)
i stedet for at skrive - og overvære skrivning af - pristrut tog vi ind til Skagen og spiste frokost i Pakuset nede ved havnen
RASENDE GOD RØDSPÆTTEFILET!
søndag den 28. marts 2010
Danske læsefrugter & nordisk råddenskab
Nogle gange føler man sig åndssvagt forkælet af dansk litteratur:
At gå lige fra Niels Franks lifligt løstblomstrende Spørgespil til
Harald Voetmanns romerske roman om Pliniuser, Vågen ...
BORTSET FRA AT DET KAN JEG IKKE!
Fordi vi, WA-kritikere, er beordret på nordisk lotteri-mission:
onsdag klokken 15 er absolut sidste deadline på påskeavisen;
11:45 offentliggøres vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris,
1 af os skal inden da have læst vinderen;
jeg er foruden dansker Laugesen og dansker Jessen
bebyrdet med nordmand Tomas Espedals Imot kunsten,
læst i går som ulidelig inderlig dobbeltkontraktlighed:
hvor inderlig er ikke bare jeg, men hele min traurige slægt!
svensker Ann Jäderlunds Vad hjälper det (og så noget med vand),
der er hermetisk hård, men OK, fordi poetisk hermetisk hård,
og færing Gunnar Hoydals 523 sider lange roman I havets hjerte,
som jeg hele dagen har holdt fra livet med Mad Men:
neurotiske, amerikanske reklamefolk vs. drøje, færøske præster,
hvilket bare betyder at jeg skal læse havhjertelighed hele dagen
i morgen, som jeg, som om det ikke er slemt nok, tilbringer
i toget til Frederikshavn, og hvis jeg er heldig, vinder Hoydals
drøje præster: så får jeg lov at skrive om dem hele halvdelen
af tirsdag ved skrivehusets sommerbord. Godnat!
At gå lige fra Niels Franks lifligt løstblomstrende Spørgespil til
Harald Voetmanns romerske roman om Pliniuser, Vågen ...
BORTSET FRA AT DET KAN JEG IKKE!
Fordi vi, WA-kritikere, er beordret på nordisk lotteri-mission:
onsdag klokken 15 er absolut sidste deadline på påskeavisen;
11:45 offentliggøres vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris,
1 af os skal inden da have læst vinderen;
jeg er foruden dansker Laugesen og dansker Jessen
bebyrdet med nordmand Tomas Espedals Imot kunsten,
læst i går som ulidelig inderlig dobbeltkontraktlighed:
hvor inderlig er ikke bare jeg, men hele min traurige slægt!
svensker Ann Jäderlunds Vad hjälper det (og så noget med vand),
der er hermetisk hård, men OK, fordi poetisk hermetisk hård,
og færing Gunnar Hoydals 523 sider lange roman I havets hjerte,
som jeg hele dagen har holdt fra livet med Mad Men:
neurotiske, amerikanske reklamefolk vs. drøje, færøske præster,
hvilket bare betyder at jeg skal læse havhjertelighed hele dagen
i morgen, som jeg, som om det ikke er slemt nok, tilbringer
i toget til Frederikshavn, og hvis jeg er heldig, vinder Hoydals
drøje præster: så får jeg lov at skrive om dem hele halvdelen
af tirsdag ved skrivehusets sommerbord. Godnat!
lørdag den 27. marts 2010
Stilhedens kendingsmelodi - Scoop: Brostrøms Kritikerpristale til Eske
Stilhedens kendingsmelodi
Kritikerprisen til Eske K. Mathiesen
Af TORBEN BROSTRØM
Det allerførste digt i Eske K. Mathiesens nu prisbelønnede værk med titlen Bonjour monsieur Satie er en henvendelse til den musikalske mester Erik Satie, der levede 1866-1925. Dér hilser tjenestepigen ham godmorgen og præsenterer en smukt flettet tæppebanker for ham, så det suser i luften, og siger om genstanden: ”Hun hedder Smæk for Skillingen!” Så fortsætter digtet:
Satie bukker dybt: Et yndigt navn.
Mademoiselle Smæk.
Må jeg kalde hende det?
Hvem der nu var et støvet tæppe
og trængte til en ordentlig
omgang!
Der er dermed lagt op til smæk for skillingen, en vending der ret betænkt betyder ’smæk i stedet for skillinger’, således at Eske nu får skillinger af Kritikerlavet for at have givet Satie en ordentlig omgang med sin fortroligt huslige tæppebanker. Den er så smukt flettet af sprog, at jeg forestiller mig, med hvilken tilfredshed den gode, gamle komponist i sin dadaistiske himmel modtager sine dada med passende masochistisk fryd. For det er dog tydeligt, at Eske elsker sin prügelknabe Erik, ikke som sadist men som ’satist’. Satie optræder i bogen både som sig selv og som en stilfærdig stunt-figur, en stand-in for digteren, som hans kæphest. Sådan har chacun son dada. Og på bogens fint farvelagte omslag lader Per Kirkeby meget passende digteren ride på en vælig ganger.
Indenfor træffer vi et stort antal dyr, flest små dyr, ganske vist, gerne vingede, samt en større mængde kunstnere: digtere, malere, musikere fra modernismens epoke i 1920’ernes Paris, der danner bogens fint flanerende miljø og Montmartre-kolorit, Tristan Tzara, Picabia, Cocteau, Max Jacob, Brancusi, Braque, Milhaud, i samtale, enetale eller omtale, og såmænd også den unge Knudåge Riisager, der dengang færdedes i kredsen og her af Satie roses for sin musikalske ’Gåsemor’, og således lykkes det Eske Mathiesen at få de gæs til at medvirke, som han altid har sværmet for og med lige fra sin debut i 1976, Fra spætternes have, hvorefter de blev titeldyr det følgende år med samlingen Ind i gåsens vendekreds, en vendekreds, der egentlig også kunne staves vennekreds. I begge bøger har Henning Christiansen sat digte i musik med nodebilag, en komponist, der også hentydes til i den aktuelle Satie-bog, eksperimenterende kunstner fra Mathiesens eget dada-beslægtede Fluxus-miljø i 1970’erne med værket ’Dejligt vejr i dag, n’est-ce pas, Ibsen?’ Vendingen forekommer i en samtale mellem Satie og billedhuggeren Brancusi, der netop arbejder på sin berømte søjle, der skal nå op til evigheden. ”Hvor ved du fra at den er foroven?” spørger Satie næsvist, mens de ellers taler om Yoghurt og hønsekødssuppe. Det er vers, der fint slentrende går på jorden, hvor poesien har sin evighed.
Ud over de særdeles mange referencer og allusioner til anden kunst og folklore verden rundt, er der vejr og vinger overalt i digterens mange, mange digthæfter ligesom i hans prosaeventyr, alle med gode, naturnære navne, og et af dem er selvfølgeligt og drilagtigt Kæpheste, mens det, der samler digte 2004-2008, hedder Tranedun. Og så er det endda lykkedes ham at producere endnu et lille hæfte siden Satie, med grafik af Seppo Mattinen, Vinterfluen, hedder det, fuldt som det er af vingedyr.
Eske Kaufmann Mathiesen er en sprogfølsom fuglefænger, der med en særligt indrettet tryllefløjte hej hop! kan fremkalde det almindeliges mærkværdige selvfølgelighed eller som med den tålmodige hyrdes øre kan opfange ’stilhedens kendingsmelodi’. Som en poesiens John Cage kan han lægge et selvvalgt filter i form af et lag beskrevet papir hen over de stemte pianostrenge og kalde en anden lyd frem, uanstrengt, men strengt i betydningen klanglig præcist. Hvor er det sjovt og uvant at overvære disse små verbale happenings, når Satie f.eks. høfligt letter på bowleren og træder til side for regnbygen, så den kan passere og solen træde til. For den dag ville Satie blot kontrollere, at solstrålerne faldt som de skulle. Det er som en samtale med sproget eller som et klaverstykke af den slags, Satie selv kalder ’gymnopédie’, der kan betyde noget i retning af at gå på bare fødder. Andre legende titler er Saties ’kynisk idyl’, ’streng reprimande’, ’uappetitlig koral’. Eske Mathiesens Goddag til Erik Satie er et punktlyrikkens svar på den prosaiske samtalebog. Blot nøjes den ikke med at være tostemmig, idet den omfatter Satie og hans venner og folk, han møder, eller som poeten lader ham møde.
De giver deres besyv med som f.eks. kvinden, hvis nye forlovede er musiker og spiller redekam. Men han kan desværre ikke spille med på komponistens divertissement ’La Brillantine’ for redekam med sideskilning, for den sidder i venstre side. Det er jo hårrejsende.
Og dér til venstre sidder sympatierne tydeligt nok i al selvfølgelighed, eftersom magthaverne minder ham om den gamle krage i nabohaven, der trak ormene kun halvt op af mulden og lod dem sprælle jorden af sig, inden den slubrede dem i sig. På den måde er digterens praksis et modsprog til dominansen, til konventionerne i stort og småt, ikke i direkte udsagn, men i evnen til at se det almindelige fra en anden synsvinkel og forunderliggøre vanerne. Eller skabe helt nye vaner, når ”Satie beder Gud om tilgivelse for en ganske særlig synd”, den at sænke blikket fra altertavlen, krucifikset og prædikestolen ned på gulvet,
Jeg kan ikke gøre for det
Men de hårdt brændte flisers
enkle mønstre danner
hinkeruder, som mine øjne, der godt
kan være lidt ulydige, fordi
de er så barnlige, ikke
kan lade være med
at hoppe rundt i.
Som et nyt præludium på klaviaturet eller en ’gnossienne’. En synlig musik. Satie havde sin egen gnosis.
Og den unge mand som ville have ham til musiklærer i den høje kunst, henviser han helt forarget til rejekællingen i
Rue de Seine, hende der råber
med friske fisk fra Dieppe, hende
med det knaldgule forklæde.
Dér kan han smage den første salte dråbe af musikkens væld. Selv siger han i et andet digt om at bytte potteskår med toner, at han fanger tonerne med sit øre, der er indrettet til den slags, og gemmer dem i sit indre klaver.
Erotikken er af den generte for ikke at sige frække slags, tæppebankning eller som i digtet om komponistens syv sange tilegnet snemanden. Den er smeltet, og ingen ved, hvor sangene er blevet af.
Stakkels mand. Han er forvandlet
til det rene vand, som søger
ned i afløbet, kan jeg se,
hvor det om lidt vil
blande sig med
det vaskevand, som den lille
mademoiselle på første sal netop
har kastet ud
efter at have vasket sig, gid jeg
vidste hvor.
Så diskret, på så afromantiseret vis, kan drømmen om og længslen efter den fysiske og åndelige forening mellem kunst og krop, mand og kvinde anskueliggøres. Og så stille kan en dansk digter parafrasere Andersens eventyr om Snemanden. Eske Mathiesen kan som den gamle eventyrdigter og den modernistiske komponist lade tingene tale for sig. Det er i den forbindelse værd at nævne, at Erik Satie valgte at skrive sit fornavn Erik med ’k’, fordi han var begejstret for H.C. Andersen og de nordiske vikinger.
Om kærligheden er der her desuden at sige, at Satie kan forsikre en vis fru Vinkelkraut om, at også pærer kan forelske sig. Men de bliver så hurtigt bløde. Det er deres problem.
Drømmen kan være mere kontant som i det lille digt om Saties ikke sidste, men næsten sidste ord, fra sygehuset hos nonnerne, hvor han drømte, at han var udstyret med to eksemplarer af det mandlige lem. ”Hvad kunne man ikke udrette med sådan et apparat! udbrød han til sygeplejersken, da han vågnede. Tænk Dem!”
Der er nu megen sproglig avlelyst i forfatterens variationer over tankemøder med musikeren. Han har i mange udgivelser holdt akkompagnerende stævnemøder med malere og grafikere og anvendt sådanne objektive korrelater til sin poesi på egen subjektiv vis. Han har med megen indføling i anden kunst og andre kunstnere leveret portrætter og selvportrætter med elegant distance, i en raffineret folkelig ånd, der ikke er indladende og måske derfor ikke har ramt det store publikum, men som ejer en ironisk varme – ironi i den betydning at sige noget andet, lige ved siden af, måske lige til venstre for det egentlige med virkning af netop at sætte det i relief.
Med det apparat har han udrettet ikke så lidt i potens, og kritisk potentiale nok, til at modtage årets Kritikerpris.
Kritikerprisen til Eske K. Mathiesen
Af TORBEN BROSTRØM
Det allerførste digt i Eske K. Mathiesens nu prisbelønnede værk med titlen Bonjour monsieur Satie er en henvendelse til den musikalske mester Erik Satie, der levede 1866-1925. Dér hilser tjenestepigen ham godmorgen og præsenterer en smukt flettet tæppebanker for ham, så det suser i luften, og siger om genstanden: ”Hun hedder Smæk for Skillingen!” Så fortsætter digtet:
Satie bukker dybt: Et yndigt navn.
Mademoiselle Smæk.
Må jeg kalde hende det?
Hvem der nu var et støvet tæppe
og trængte til en ordentlig
omgang!
Der er dermed lagt op til smæk for skillingen, en vending der ret betænkt betyder ’smæk i stedet for skillinger’, således at Eske nu får skillinger af Kritikerlavet for at have givet Satie en ordentlig omgang med sin fortroligt huslige tæppebanker. Den er så smukt flettet af sprog, at jeg forestiller mig, med hvilken tilfredshed den gode, gamle komponist i sin dadaistiske himmel modtager sine dada med passende masochistisk fryd. For det er dog tydeligt, at Eske elsker sin prügelknabe Erik, ikke som sadist men som ’satist’. Satie optræder i bogen både som sig selv og som en stilfærdig stunt-figur, en stand-in for digteren, som hans kæphest. Sådan har chacun son dada. Og på bogens fint farvelagte omslag lader Per Kirkeby meget passende digteren ride på en vælig ganger.
Indenfor træffer vi et stort antal dyr, flest små dyr, ganske vist, gerne vingede, samt en større mængde kunstnere: digtere, malere, musikere fra modernismens epoke i 1920’ernes Paris, der danner bogens fint flanerende miljø og Montmartre-kolorit, Tristan Tzara, Picabia, Cocteau, Max Jacob, Brancusi, Braque, Milhaud, i samtale, enetale eller omtale, og såmænd også den unge Knudåge Riisager, der dengang færdedes i kredsen og her af Satie roses for sin musikalske ’Gåsemor’, og således lykkes det Eske Mathiesen at få de gæs til at medvirke, som han altid har sværmet for og med lige fra sin debut i 1976, Fra spætternes have, hvorefter de blev titeldyr det følgende år med samlingen Ind i gåsens vendekreds, en vendekreds, der egentlig også kunne staves vennekreds. I begge bøger har Henning Christiansen sat digte i musik med nodebilag, en komponist, der også hentydes til i den aktuelle Satie-bog, eksperimenterende kunstner fra Mathiesens eget dada-beslægtede Fluxus-miljø i 1970’erne med værket ’Dejligt vejr i dag, n’est-ce pas, Ibsen?’ Vendingen forekommer i en samtale mellem Satie og billedhuggeren Brancusi, der netop arbejder på sin berømte søjle, der skal nå op til evigheden. ”Hvor ved du fra at den er foroven?” spørger Satie næsvist, mens de ellers taler om Yoghurt og hønsekødssuppe. Det er vers, der fint slentrende går på jorden, hvor poesien har sin evighed.
Ud over de særdeles mange referencer og allusioner til anden kunst og folklore verden rundt, er der vejr og vinger overalt i digterens mange, mange digthæfter ligesom i hans prosaeventyr, alle med gode, naturnære navne, og et af dem er selvfølgeligt og drilagtigt Kæpheste, mens det, der samler digte 2004-2008, hedder Tranedun. Og så er det endda lykkedes ham at producere endnu et lille hæfte siden Satie, med grafik af Seppo Mattinen, Vinterfluen, hedder det, fuldt som det er af vingedyr.
Eske Kaufmann Mathiesen er en sprogfølsom fuglefænger, der med en særligt indrettet tryllefløjte hej hop! kan fremkalde det almindeliges mærkværdige selvfølgelighed eller som med den tålmodige hyrdes øre kan opfange ’stilhedens kendingsmelodi’. Som en poesiens John Cage kan han lægge et selvvalgt filter i form af et lag beskrevet papir hen over de stemte pianostrenge og kalde en anden lyd frem, uanstrengt, men strengt i betydningen klanglig præcist. Hvor er det sjovt og uvant at overvære disse små verbale happenings, når Satie f.eks. høfligt letter på bowleren og træder til side for regnbygen, så den kan passere og solen træde til. For den dag ville Satie blot kontrollere, at solstrålerne faldt som de skulle. Det er som en samtale med sproget eller som et klaverstykke af den slags, Satie selv kalder ’gymnopédie’, der kan betyde noget i retning af at gå på bare fødder. Andre legende titler er Saties ’kynisk idyl’, ’streng reprimande’, ’uappetitlig koral’. Eske Mathiesens Goddag til Erik Satie er et punktlyrikkens svar på den prosaiske samtalebog. Blot nøjes den ikke med at være tostemmig, idet den omfatter Satie og hans venner og folk, han møder, eller som poeten lader ham møde.
De giver deres besyv med som f.eks. kvinden, hvis nye forlovede er musiker og spiller redekam. Men han kan desværre ikke spille med på komponistens divertissement ’La Brillantine’ for redekam med sideskilning, for den sidder i venstre side. Det er jo hårrejsende.
Og dér til venstre sidder sympatierne tydeligt nok i al selvfølgelighed, eftersom magthaverne minder ham om den gamle krage i nabohaven, der trak ormene kun halvt op af mulden og lod dem sprælle jorden af sig, inden den slubrede dem i sig. På den måde er digterens praksis et modsprog til dominansen, til konventionerne i stort og småt, ikke i direkte udsagn, men i evnen til at se det almindelige fra en anden synsvinkel og forunderliggøre vanerne. Eller skabe helt nye vaner, når ”Satie beder Gud om tilgivelse for en ganske særlig synd”, den at sænke blikket fra altertavlen, krucifikset og prædikestolen ned på gulvet,
Jeg kan ikke gøre for det
Men de hårdt brændte flisers
enkle mønstre danner
hinkeruder, som mine øjne, der godt
kan være lidt ulydige, fordi
de er så barnlige, ikke
kan lade være med
at hoppe rundt i.
Som et nyt præludium på klaviaturet eller en ’gnossienne’. En synlig musik. Satie havde sin egen gnosis.
Og den unge mand som ville have ham til musiklærer i den høje kunst, henviser han helt forarget til rejekællingen i
Rue de Seine, hende der råber
med friske fisk fra Dieppe, hende
med det knaldgule forklæde.
Dér kan han smage den første salte dråbe af musikkens væld. Selv siger han i et andet digt om at bytte potteskår med toner, at han fanger tonerne med sit øre, der er indrettet til den slags, og gemmer dem i sit indre klaver.
Erotikken er af den generte for ikke at sige frække slags, tæppebankning eller som i digtet om komponistens syv sange tilegnet snemanden. Den er smeltet, og ingen ved, hvor sangene er blevet af.
Stakkels mand. Han er forvandlet
til det rene vand, som søger
ned i afløbet, kan jeg se,
hvor det om lidt vil
blande sig med
det vaskevand, som den lille
mademoiselle på første sal netop
har kastet ud
efter at have vasket sig, gid jeg
vidste hvor.
Så diskret, på så afromantiseret vis, kan drømmen om og længslen efter den fysiske og åndelige forening mellem kunst og krop, mand og kvinde anskueliggøres. Og så stille kan en dansk digter parafrasere Andersens eventyr om Snemanden. Eske Mathiesen kan som den gamle eventyrdigter og den modernistiske komponist lade tingene tale for sig. Det er i den forbindelse værd at nævne, at Erik Satie valgte at skrive sit fornavn Erik med ’k’, fordi han var begejstret for H.C. Andersen og de nordiske vikinger.
Om kærligheden er der her desuden at sige, at Satie kan forsikre en vis fru Vinkelkraut om, at også pærer kan forelske sig. Men de bliver så hurtigt bløde. Det er deres problem.
Drømmen kan være mere kontant som i det lille digt om Saties ikke sidste, men næsten sidste ord, fra sygehuset hos nonnerne, hvor han drømte, at han var udstyret med to eksemplarer af det mandlige lem. ”Hvad kunne man ikke udrette med sådan et apparat! udbrød han til sygeplejersken, da han vågnede. Tænk Dem!”
Der er nu megen sproglig avlelyst i forfatterens variationer over tankemøder med musikeren. Han har i mange udgivelser holdt akkompagnerende stævnemøder med malere og grafikere og anvendt sådanne objektive korrelater til sin poesi på egen subjektiv vis. Han har med megen indføling i anden kunst og andre kunstnere leveret portrætter og selvportrætter med elegant distance, i en raffineret folkelig ånd, der ikke er indladende og måske derfor ikke har ramt det store publikum, men som ejer en ironisk varme – ironi i den betydning at sige noget andet, lige ved siden af, måske lige til venstre for det egentlige med virkning af netop at sætte det i relief.
Med det apparat har han udrettet ikke så lidt i potens, og kritisk potentiale nok, til at modtage årets Kritikerpris.
fredag den 26. marts 2010
Alice debriefed
Visionens visualitet OK vidunderlig
i al artificiel fantasifuldhed,
men forunderlandet så plat plotificeret,
Jabberwocky himself afnonsensificeret:
Et tu, Tim!
i al artificiel fantasifuldhed,
men forunderlandet så plat plotificeret,
Jabberwocky himself afnonsensificeret:
Et tu, Tim!
Biografdage
I går aftes var min søn og jeg inde og se Paul Greengrass' The Green Zone i Palads, som praktisk talt ligger lige ved siden af: Mudret og udpindet plot, men suverænt nærværende eksplosioner.
Om ti minutter vandrer vi hele vejen op ad Gl. Kongvevej for at se Tim Burtons Alice in Wonderland i Falkoner-biografen, hvor ingen af os før har sat vores ben, fordi vi ikke vil se den i Palads, og den er allerede smidt ud af Imperial, men vi vil så heller ikke se den i 3D. Det er for distraherende, når man er til auteur-seance.
Om ti minutter vandrer vi hele vejen op ad Gl. Kongvevej for at se Tim Burtons Alice in Wonderland i Falkoner-biografen, hvor ingen af os før har sat vores ben, fordi vi ikke vil se den i Palads, og den er allerede smidt ud af Imperial, men vi vil så heller ikke se den i 3D. Det er for distraherende, når man er til auteur-seance.
Det forsvundne (sære) lem
Irriterende udskiftning af min overskrift til anmeldelsen af Klaus Rifbjergs nye roman i dagens WA Bøger:
I stedet for det meningsløse udråb "Rifraf Filongongong" (om en i særklasse tyst roman! (jeg havde brugt "Rifraf" bare, hentydende til ordet riffraff's engelske betydning: udskud, som anmeldelsens trompet - der nu i stedet er "mesterværk", og det er en rigtig god bog, men det sågu ikke noget mesterværk)) var min overskrift et omhyggeligt valgt citat fra romanen:
Den sære, stumme styrke i lemmet
(og nej, min overskrift til Boberg-anmeldelsen ovenover var heller ikke "Magtfuld surhed", men "Han snubler hele vejen op" - jeg har min rubrikære!)
I stedet for det meningsløse udråb "Rifraf Filongongong" (om en i særklasse tyst roman! (jeg havde brugt "Rifraf" bare, hentydende til ordet riffraff's engelske betydning: udskud, som anmeldelsens trompet - der nu i stedet er "mesterværk", og det er en rigtig god bog, men det sågu ikke noget mesterværk)) var min overskrift et omhyggeligt valgt citat fra romanen:
Den sære, stumme styrke i lemmet
(og nej, min overskrift til Boberg-anmeldelsen ovenover var heller ikke "Magtfuld surhed", men "Han snubler hele vejen op" - jeg har min rubrikære!)
Den fortsatte samtale med ænderne på Skt. Jørgens Sø
I er nok foret med fjer,
men jeg er fjoget med feer.
men jeg er fjoget med feer.
torsdag den 25. marts 2010
Albuen Albinus
Blogposten nedenfor fortsat efter jeg har brugt et døgns tid på at få mit vejr:
Dvs. Tammi Øst sang og guitarspillede til mine digte "Amerika" II & III (som 1 sang) og "Søren Ole Mikkelsen" III, alle fra Go-Go, med Jens Albinus på kor og klaver og mundharpe og plasticrør - og det troede jeg aldrig jeg skulle høre; jeg sad bogstaveligt talt med åben mund og polypper; jeg var sikker på, at den eneste lyd, der lød i de digte, var min egen skingert risskovianske stemmeføring, jeg troede ikke for mit liv, at de var kønt og dramatisk og insisterende sangbare, og pludselig var det overhovedet ikke mine digte, de tilhørte Tammi og Albinus i stedet og det ikke lille publikum, som jeg, selvom jeg sad på scenen, nu var en del af. Dette er omkvædet (= "Amerika" III) i den første sang, som nu slet ikke kan læse som et digt, men kun høres som et omkvæd:
drømmen om et liv
med tydelige fartstriber,
det er mine ansigter,
stjernerne skal skære.
Også fantastisk at opleve min yndlings-monster-revyvise "Postdistrikter" for fuld hammer og bowlerhat og slå løs med plasticrøret til readymade-popsangen "PSM Bib", men digtsangene, de gik lige ind - og igennem: jeg sad dér fuld af skudhuller!
(min søn filmede seancens hightlights og forhåbentlig får vi kastet nogle klip ud her eller dér henover weekenden)
Dvs. Tammi Øst sang og guitarspillede til mine digte "Amerika" II & III (som 1 sang) og "Søren Ole Mikkelsen" III, alle fra Go-Go, med Jens Albinus på kor og klaver og mundharpe og plasticrør - og det troede jeg aldrig jeg skulle høre; jeg sad bogstaveligt talt med åben mund og polypper; jeg var sikker på, at den eneste lyd, der lød i de digte, var min egen skingert risskovianske stemmeføring, jeg troede ikke for mit liv, at de var kønt og dramatisk og insisterende sangbare, og pludselig var det overhovedet ikke mine digte, de tilhørte Tammi og Albinus i stedet og det ikke lille publikum, som jeg, selvom jeg sad på scenen, nu var en del af. Dette er omkvædet (= "Amerika" III) i den første sang, som nu slet ikke kan læse som et digt, men kun høres som et omkvæd:
drømmen om et liv
med tydelige fartstriber,
det er mine ansigter,
stjernerne skal skære.
Også fantastisk at opleve min yndlings-monster-revyvise "Postdistrikter" for fuld hammer og bowlerhat og slå løs med plasticrøret til readymade-popsangen "PSM Bib", men digtsangene, de gik lige ind - og igennem: jeg sad dér fuld af skudhuller!
(min søn filmede seancens hightlights og forhåbentlig får vi kastet nogle klip ud her eller dér henover weekenden)
onsdag den 24. marts 2010
Den saglige hjemkundskab - TONIGHT PÅ DET KGL!
I Skuespilhusets foyer medvirker jeg i aften 18:30-19:30 i Tammi Østs og Jens Albinus' ugentlige sang- og diskussionssalon om og med "Den hjemløse sagkundskab", og det kommer ikke til at gå stille af - ind i mellem diskussioner om god og dårlig smag vil Øst og Albinus afsynge Anton Melbyes sindssyge revyvise "Nye postdistrikter", ønsket af mig, plus et par gamle LB-digte (sat til ny musik af Øst) og et popnummer med ny readymade-tekst ved mig, ønsket af Øst og Albinus, som i originaldudgaven (den er rimeligt nok blevet kraftigt bearbejdet, kan jeg forstå) lyder sådan her (gæt selv readymade-konteksten):
PSM BIB- en readymade popsang
Orwells håb og frygt. Mere Munk.
Den fjerde statsmagt. Munk.
Magt og afmagt. Spor.
Den naturlige orden. Miljøproblemer-
lokalt og globalt. Kurs mod katastrofer.
Nat uden daggry. Midt i redeligheden.
Tro, håb og fællesskab. Fra tid til anden.
Livet i gøgereden. På sporet af det forsvundne menneske.
Synspunkter i konservatismen. Erotismen.
Malte-Bruns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen
mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826
bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli yeah
Orwells håb og frygt. Mere Munk.
Den fjerde statsmagt. Munk.
Magt og afmagt. Spor.
Den naturlige orden. Miljøproblemer-
lokalt og globalt. Kurs mod katastrofer.
Nat uden daggry. Midt i redeligheden.
Tro, håb og fællesskab. Fra tid til anden.
Livet i gøgereden. På sporet af det forsvundne menneske.
Synspunkter i konservatismen. Erotismen.
Malte-Bruns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen
mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826
bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli yeah
(syng med alle sammen)
Malte-Bruns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen
mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826
bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli yeah
- og nå ja, jeg vil også recitere noget Storm P., "Aakirkeby" selvfølgelig (der i dagens anledning vil blive omdøbt til "Åkirkeby"!). Mød op strunkt, ewnhver af jer, der nogensinde er blevet dømt for at have smag, god eller dårlig!
Her er et link:
http://www.kglteater.dk/Forestillinger/DKTplus_liste/DKTplus09_10/salon.aspx
PSM BIB- en readymade popsang
Orwells håb og frygt. Mere Munk.
Den fjerde statsmagt. Munk.
Magt og afmagt. Spor.
Den naturlige orden. Miljøproblemer-
lokalt og globalt. Kurs mod katastrofer.
Nat uden daggry. Midt i redeligheden.
Tro, håb og fællesskab. Fra tid til anden.
Livet i gøgereden. På sporet af det forsvundne menneske.
Synspunkter i konservatismen. Erotismen.
Malte-Bruns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen
mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826
bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli yeah
Orwells håb og frygt. Mere Munk.
Den fjerde statsmagt. Munk.
Magt og afmagt. Spor.
Den naturlige orden. Miljøproblemer-
lokalt og globalt. Kurs mod katastrofer.
Nat uden daggry. Midt i redeligheden.
Tro, håb og fællesskab. Fra tid til anden.
Livet i gøgereden. På sporet af det forsvundne menneske.
Synspunkter i konservatismen. Erotismen.
Malte-Bruns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen
mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826
bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli yeah
(syng med alle sammen)
Malte-Bruns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen
mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826
bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli yeah
- og nå ja, jeg vil også recitere noget Storm P., "Aakirkeby" selvfølgelig (der i dagens anledning vil blive omdøbt til "Åkirkeby"!). Mød op strunkt, ewnhver af jer, der nogensinde er blevet dømt for at have smag, god eller dårlig!
Her er et link:
http://www.kglteater.dk/Forestillinger/DKTplus_liste/DKTplus09_10/salon.aspx
Abonner på:
Opslag (Atom)
