Stilhedens kendingsmelodi - Scoop: Brostrøms Kritikerpristale til Eske

Stilhedens kendingsmelodi

Kritikerprisen til Eske K. Mathiesen

Af TORBEN BROSTRØM

Det allerførste digt i Eske K. Mathiesens nu prisbelønnede værk med titlen Bonjour monsieur Satie er en henvendelse til den musikalske mester Erik Satie, der levede 1866-1925. Dér hilser tjenestepigen ham godmorgen og præsenterer en smukt flettet tæppebanker for ham, så det suser i luften, og siger om genstanden: ”Hun hedder Smæk for Skillingen!” Så fortsætter digtet:

Satie bukker dybt: Et yndigt navn.
Mademoiselle Smæk.
Må jeg kalde hende det?
Hvem der nu var et støvet tæppe
og trængte til en ordentlig
omgang!

Der er dermed lagt op til smæk for skillingen, en vending der ret betænkt betyder ’smæk i stedet for skillinger’, således at Eske nu får skillinger af Kritikerlavet for at have givet Satie en ordentlig omgang med sin fortroligt huslige tæppebanker. Den er så smukt flettet af sprog, at jeg forestiller mig, med hvilken tilfredshed den gode, gamle komponist i sin dadaistiske himmel modtager sine dada med passende masochistisk fryd. For det er dog tydeligt, at Eske elsker sin prügelknabe Erik, ikke som sadist men som ’satist’. Satie optræder i bogen både som sig selv og som en stilfærdig stunt-figur, en stand-in for digteren, som hans kæphest. Sådan har chacun son dada. Og på bogens fint farvelagte omslag lader Per Kirkeby meget passende digteren ride på en vælig ganger.

Indenfor træffer vi et stort antal dyr, flest små dyr, ganske vist, gerne vingede, samt en større mængde kunstnere: digtere, malere, musikere fra modernismens epoke i 1920’ernes Paris, der danner bogens fint flanerende miljø og Montmartre-kolorit, Tristan Tzara, Picabia, Cocteau, Max Jacob, Brancusi, Braque, Milhaud, i samtale, enetale eller omtale, og såmænd også den unge Knudåge Riisager, der dengang færdedes i kredsen og her af Satie roses for sin musikalske ’Gåsemor’, og således lykkes det Eske Mathiesen at få de gæs til at medvirke, som han altid har sværmet for og med lige fra sin debut i 1976, Fra spætternes have, hvorefter de blev titeldyr det følgende år med samlingen Ind i gåsens vendekreds, en vendekreds, der egentlig også kunne staves vennekreds. I begge bøger har Henning Christiansen sat digte i musik med nodebilag, en komponist, der også hentydes til i den aktuelle Satie-bog, eksperimenterende kunstner fra Mathiesens eget dada-beslægtede Fluxus-miljø i 1970’erne med værket ’Dejligt vejr i dag, n’est-ce pas, Ibsen?’ Vendingen forekommer i en samtale mellem Satie og billedhuggeren Brancusi, der netop arbejder på sin berømte søjle, der skal nå op til evigheden. ”Hvor ved du fra at den er foroven?” spørger Satie næsvist, mens de ellers taler om Yoghurt og hønsekødssuppe. Det er vers, der fint slentrende går på jorden, hvor poesien har sin evighed.

Ud over de særdeles mange referencer og allusioner til anden kunst og folklore verden rundt, er der vejr og vinger overalt i digterens mange, mange digthæfter ligesom i hans prosaeventyr, alle med gode, naturnære navne, og et af dem er selvfølgeligt og drilagtigt Kæpheste, mens det, der samler digte 2004-2008, hedder Tranedun. Og så er det endda lykkedes ham at producere endnu et lille hæfte siden Satie, med grafik af Seppo Mattinen, Vinterfluen, hedder det, fuldt som det er af vingedyr.

Eske Kaufmann Mathiesen er en sprogfølsom fuglefænger, der med en særligt indrettet tryllefløjte hej hop! kan fremkalde det almindeliges mærkværdige selvfølgelighed eller som med den tålmodige hyrdes øre kan opfange ’stilhedens kendingsmelodi’. Som en poesiens John Cage kan han lægge et selvvalgt filter i form af et lag beskrevet papir hen over de stemte pianostrenge og kalde en anden lyd frem, uanstrengt, men strengt i betydningen klanglig præcist. Hvor er det sjovt og uvant at overvære disse små verbale happenings, når Satie f.eks. høfligt letter på bowleren og træder til side for regnbygen, så den kan passere og solen træde til. For den dag ville Satie blot kontrollere, at solstrålerne faldt som de skulle. Det er som en samtale med sproget eller som et klaverstykke af den slags, Satie selv kalder ’gymnopédie’, der kan betyde noget i retning af at gå på bare fødder. Andre legende titler er Saties ’kynisk idyl’, ’streng reprimande’, ’uappetitlig koral’. Eske Mathiesens Goddag til Erik Satie er et punktlyrikkens svar på den prosaiske samtalebog. Blot nøjes den ikke med at være tostemmig, idet den omfatter Satie og hans venner og folk, han møder, eller som poeten lader ham møde.

De giver deres besyv med som f.eks. kvinden, hvis nye forlovede er musiker og spiller redekam. Men han kan desværre ikke spille med på komponistens divertissement ’La Brillantine’ for redekam med sideskilning, for den sidder i venstre side. Det er jo hårrejsende.

Og dér til venstre sidder sympatierne tydeligt nok i al selvfølgelighed, eftersom magthaverne minder ham om den gamle krage i nabohaven, der trak ormene kun halvt op af mulden og lod dem sprælle jorden af sig, inden den slubrede dem i sig. På den måde er digterens praksis et modsprog til dominansen, til konventionerne i stort og småt, ikke i direkte udsagn, men i evnen til at se det almindelige fra en anden synsvinkel og forunderliggøre vanerne. Eller skabe helt nye vaner, når ”Satie beder Gud om tilgivelse for en ganske særlig synd”, den at sænke blikket fra altertavlen, krucifikset og prædikestolen ned på gulvet,

Jeg kan ikke gøre for det
Men de hårdt brændte flisers
enkle mønstre danner
hinkeruder, som mine øjne, der godt
kan være lidt ulydige, fordi
de er så barnlige, ikke
kan lade være med
at hoppe rundt i.

Som et nyt præludium på klaviaturet eller en ’gnossienne’. En synlig musik. Satie havde sin egen gnosis.

Og den unge mand som ville have ham til musiklærer i den høje kunst, henviser han helt forarget til rejekællingen i

Rue de Seine, hende der råber
med friske fisk fra Dieppe, hende
med det knaldgule forklæde.

Dér kan han smage den første salte dråbe af musikkens væld. Selv siger han i et andet digt om at bytte potteskår med toner, at han fanger tonerne med sit øre, der er indrettet til den slags, og gemmer dem i sit indre klaver.

Erotikken er af den generte for ikke at sige frække slags, tæppebankning eller som i digtet om komponistens syv sange tilegnet snemanden. Den er smeltet, og ingen ved, hvor sangene er blevet af.

Stakkels mand. Han er forvandlet
til det rene vand, som søger
ned i afløbet, kan jeg se,
hvor det om lidt vil
blande sig med
det vaskevand, som den lille
mademoiselle på første sal netop
har kastet ud
efter at have vasket sig, gid jeg
vidste hvor.

Så diskret, på så afromantiseret vis, kan drømmen om og længslen efter den fysiske og åndelige forening mellem kunst og krop, mand og kvinde anskueliggøres. Og så stille kan en dansk digter parafrasere Andersens eventyr om Snemanden. Eske Mathiesen kan som den gamle eventyrdigter og den modernistiske komponist lade tingene tale for sig. Det er i den forbindelse værd at nævne, at Erik Satie valgte at skrive sit fornavn Erik med ’k’, fordi han var begejstret for H.C. Andersen og de nordiske vikinger.

Om kærligheden er der her desuden at sige, at Satie kan forsikre en vis fru Vinkelkraut om, at også pærer kan forelske sig. Men de bliver så hurtigt bløde. Det er deres problem.

Drømmen kan være mere kontant som i det lille digt om Saties ikke sidste, men næsten sidste ord, fra sygehuset hos nonnerne, hvor han drømte, at han var udstyret med to eksemplarer af det mandlige lem. ”Hvad kunne man ikke udrette med sådan et apparat! udbrød han til sygeplejersken, da han vågnede. Tænk Dem!”

Der er nu megen sproglig avlelyst i forfatterens variationer over tankemøder med musikeren. Han har i mange udgivelser holdt akkompagnerende stævnemøder med malere og grafikere og anvendt sådanne objektive korrelater til sin poesi på egen subjektiv vis. Han har med megen indføling i anden kunst og andre kunstnere leveret portrætter og selvportrætter med elegant distance, i en raffineret folkelig ånd, der ikke er indladende og måske derfor ikke har ramt det store publikum, men som ejer en ironisk varme – ironi i den betydning at sige noget andet, lige ved siden af, måske lige til venstre for det egentlige med virkning af netop at sætte det i relief.

Med det apparat har han udrettet ikke så lidt i potens, og kritisk potentiale nok, til at modtage årets Kritikerpris.

Eske-festival!

Jeg kan slet ikke holde op med at være glad for Kritikerprisen til Eske Satie-bog. Og vil I ikke allesammen love mig at møde op i dag klokken 16 hos Kunststyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, det imposante hus på hjørnet, og være med til at råbe et high, high hurra!?

Og her er omsider et digt fra bogen, for den er sgu et hovedværk - af en ballonbog:

Går de fejl af hinanden?
Eller forstår de netop hinanden?

Elskværdigste Grevinde!
Jeg ønsker inderligt at dedikere
den tredje af mine Fem Grimasser til Dem.
Ønsker De at modtage min dedikation?

Med glæde, monsieur Satie. Dedikationen
vil jeg gerne have. Grimassen må De
godt beholde.

Jamen, ædle Grevinde! Den er er et hovedværk!

Ja, det plejer grimasser
jo at være!

- Stik hid!

Tillykke til Asger Schnacks Bebop også

med Kritikerprisen 2009 til Eske K. Mathiesens Bonjour monsieur Satie! Det er første gang et ikke-kommercielt lilleforlag - eller hvad vi skal kaldet det, I ved hvad jeg mener! - står bag den præmierede bog siden Peter Seeberg i 1970 fik Kritikerprisen for Arena-romanen Hyrder (gamle Rosinante, der udgav både Peter Høegs De måske egnede, 1993, og Jytte Borbergs Verdens ende, 1996, tæller ikke, for så skulle fx (gamle!) Borgen også tælle, og det gør de heller ikke).

Og, Asger, hvad med at tage en lille bunke Satie'er med i Kunstrådet i dag til let nedsat pris (bogen kan næsten heller ikke blive billigere: 150 kr.!), alle de universitære kolleger til Brandesprismodtager Erik A. (tillykke til ham også, for hans Poebog og Holbergbog i hvert fald!) skal pinedød have poesi med hjem i fjällräven.

Mathiesens formel

EN
HUMORESKE
I EN
TÆNDSTIKSÆSKE
ER EN
GAVEÆSKE

DVS.

EN
GAVEESKE
ER EN
HUMORÆSKE
I EN
TÆNDSTIKSESKE

Dobbeltbundet Eske

Eske K. Mathiesen: Vinterfluen. Grafik af Seppo Mattinen. 28 sider, ? kr. Clausens Kunsthandel

Eske K. Mathiesen og Ursula Seeberg: Hunden der løb hver sin vej. 28 sider, ? kr. Høst & Søn

Men så skal vi også huske at juble helt umådeholdent over, at Eske K. Mathiesen får Kritikerprisen 2009 (ved en højtidelighed hos Kunststyrelsen på H. C. Andersen Boulevard onsdag 24. februar klokken 16, vær der eller vær ikke-nisser!) og får den for Bonjour monsieur Satie, som vel også rent faktisk og helt objektivt var sidste års bedste bog - i nogen som helst genre, inkl. krimier og besættelseslitteratur og helgenbiografier (og få mig nu ikke til at sige, hvilke der var nummer 2 og 3 (Mordet på Halland og Yeahsuiten - og nr. 4? Hmmm, delt mellem Fotorama og Det blanke vand)).

Min jublen kan passende nok få form af en dobbeltglad dobbeltanmeldelse af Mathiesens to seneste udgivelser, ingen af hvilke vistnok er udkommet endnu, digtsamlingen Vinterfluen, med grafik af Seppo Mattinen , som jeg modtog med posten i december, men som vistnok f'ørst udkommer 14. april (og det må da vist være danmarksrekord for langstræk mellem ankomst og udgivelse), når udgiveren Clausens Kunsthandel åbner en udstilling med Mattinen, men nu kan jeg altså ikke vente længere, og billedbogen Hunden der løb hver sin vej, med skønne, for ikke at sige ypppige illustrationer af Ursula Seeberg, som jeg snuppede i Pilestræde i går, men fik forbud mod at anmelde i avisen, fordi jeg har frastjålet børnebogsanmelderen rigeligt (senest HO Jørgensens og Maria Wandels hårrejsende Vand blod tis og maskiner), som om!

Vinterfluen er en helt encyklopædisk mathiesensk lillesamling inkluderende både fabler, humoresker, nonsensvers, naturidyller og fugle- og insektportrætter og med en klar og tindrende melankolsk tone under det hele, en rigtig vinterdigtsamling med andre ord, og så løber jeg selv tør for dem, ord altså, men det gør ingenting, når jeg bare kan låne Eskes (og hey, glæd jer også, vildt, til Hvedekorn nr. 4, 2009, om et par uge omsider udkommer, med "Mathiesens Kanon for dansk billedkunst" som scoop!):

Vintersvaler

Er svalerne allerede kommet? Er det dem,
der flokkes mellem hinanden
oppe over marken?
Nej, nu dukker den rustne møgspreder
skramlende frem over
bakkekammen. Det er den, der slynger
flyvende klatter af gammelt lort og halm
højt op i den frostklare luft.

En reel svale dukker op - helt ud af det blå - til allersidst i billedbogen, der med anderledes lystig oprømthed fortæller om hunden Plet, der deler sig i to for at finde sin frue, fru Æblerund, men hurtigt savner sine bedre halvdele og går på jagt efter dem i stedet. Nå men, (PLOTSPOILER)da fordel og bagdel omsider har fundet både hinanden og fru Æblerund igen, og fru Æblerund vil sy dem ordentligt sammen, savner hun sin saks:

Så kom svalen til hjælp, dykkede ned over dem og klippede tråden over med sin halesaks. "Tak for hjælpen," sagde konen. "Piv, piv," svarede svalen. Det betyder: "Åh, det var så lidt, dit rodehoved."

Det er Eske i en nøddeskal: Svaler, drømte og hjælpsomme, mellem bogbind.