Det var i ham! - Christian Skov 1922-2016

Vi bliver nødt til lige at lave cæsur mellem litterære dødsfald! I dag mindes vi den hele vejen igennem fremragende prosaist Christian Skov, der nåede at blive 94 år gammel og udgav sin seneste bog, kortromanen (han skrev aldrig langromaner, men han skrev mange noveller) Endnu er markerne frosne, som 81-årig for 13 år siden. Skov gjorde omverdensproblemet til et refræn - det er inde i hende, at ... - i sin klarøjet undrende, udsøgt hypnotiske prosa (der ikke mindst hypnotiserede HOJ og gennem ham endnu flere). Han skrev to romaner om den samme Christine, som et stort barn og som en ung og syg mor.

Dette er begyndelsen på Stranden ved Spar Es, 1984:

"Et øjeblik har det været omgivelserne hos Tinne og Max, stammen har hvisket om i mørket hos Conny og Lorenz, den stemme, der hvisker og hvisker her, om stranden ved Spar Es, om den blå vogn, om alt, også om mørket hos Conny og Lorenz, et øjeblik har den hvisket, at Christine så sig hos Tinne og Max, så levende var Tinne og Max der, Tinne flyttede sig på tykke ben og blinkede med små øjne i et rødt ansigt. Max hældede en tynd krop til siden og trak munden helt skæv i et gråt ansigt, hans hår klæbede til hovedet og glinsede, det var i en stue med gule døre.
  - Hvor er Niels? sagde Christine.
  - Niels? sagde Tinne.
  - Han er her, sagde Christine.
  - Hvem? sagde Tinne.
  - Niels, sagde Christine.
  - Niels? sagde Tinne.
  Så var det Max, Christine spurgte, hvor Niels var, det var til ham, hun sagde, at Niels var der.
  - Niels? sagde også Max.
  Max' stemme var så tynd og Tinnes så grov, at det ville have passet bedre, om Tinne var Max, og Max var Tinne; Christine vidste, at en af de gule døre var døren til soveværelset, og hvilken dør, det var.
  - Niels er i køkkenet, sagde hun.
  I køkkenet fik hun ens kabsdør op og så kun kopper, tallerkener og fade.
  - Nå? sagde både Tinne og Max, da hun igen var i stuen.
  - Han er i soveværelset, sagde hun.
  Også i soveværelset fik hun en skabsdør op og så kun tøj, hun så ind under sengene, solen trak striber over et grønt sengetæppe, der var sorte plamaser på blå vægge, alt det så hun. Det er det stemmen har hvisket om og hvisket, at det er det samme som at se sig hos Conny og Lorenz, som det var at se sig hos Tinne og Max, at også mørket her kun er inde i hende, og den lyse firkant, de sorte skygger, vejtrækningen og bilstøjen, at det altsammen kun er inde i hende ligesom omgivelserne hos Tinne og Max, nej, nej, har hun sagt, det er ikke sandt."

Og slutningen på Markerne er endnu frosne (dobbelt snøft!):

"Hun vil genkende landskaber, genkende bebyggelser, genkende de få stationer, hvor der gøres holdt, så der kan finde udstigning sted og nye passagerer stige ind, hun vil genkende den store rødstensgård, der ligger i en ådal, tæt ved åen, genkende den højtliggende kirke med et tårn med hvide mure som den øvrige del af kirken, men med et sort tag, og genkende det lille stråtækte hus, der har sin plads meget tæt ved skinnerne. Hun vil se det glimt af vand mellem to bakker, der er med til at fortælle, at nu er det til at se en ende på togrejsen hjem, flere stationer er der ikke at gøre holdt ved, hun vil se et gartneris drivhuse, hun vil se det gule palæ, hun vil stå ved døren og være klar til at stige ud, hun vil stå på perronen efter endt hjemrejse. Måske et strejf af smerte vil gå gennem hende ved at være barnet helt nær og alligevel så skilt fra det, som da hun havde det i sig som foster, som da det lå på hendes mave, og det mund lukkede sig om hendes brystvorte, som når hun har haft det i sin favn og set ind i dets øjne, og dets øjne set ind i hendes, men dette vilkår som aldrig kan ændres, vil alligevel overskygges af lykken ved at være barnet så nær, det er muligt at komme; måske vil hun en tid være nødt til at kalde og kalde på smilet, et smil som dets første smil, der også skulle kaldes længe på, og som hun måtte fortolke som et budskab fra barnets verden om, at det vidste, det ikke er alene i sin væren til; hun vil passere den lange, lave kommuneskole, hun vil have passeret apoteket, et gensyn vil være nært, nært forestående."

 Med al syngende tvivl og håb besværgede Christian Skov, at vi ikke er alene i vores væren til.

90'er-afgange

Forfatteren blev ældre end diktatoren, men forlæggeren blev ældre end forfatteren (som han aldrig udgav - inden han omsider begyndte at udkomme på Gyldendal, forfatteren, udkom han på forfatterforlaget Attika, der i 70'erne var et ret cool forlag, hvor blandt andre også Johannes L. Madsen og Knud Sørensen udkom (og nu findes det vist slet ikke mere?)):

FIDEL CASTRO 90

CHRISTIAN SKOV 94

JARL BORGEN  97

Forlægger og digter og digterforlægger

Meget skønt billede af Jarl Borgen og Dan Turèll ved Steen Møller Rasmussen

- mindeord på Facebook ved Asger Schnack, der - hip hurra! - ikke længere blokerer mig:

Asger Schnack

November 25 at 8:02pm · 

"Jarl Borgen (13.4.1919-20.11.2016). Jeg ser, at Jarl Borgen er død, 97 år gammel. Stor respekt fylder mig – og også stærke følelser. Hans betydning som forlægger var vidtrækkende, han skabte og stod i spidsen for et forlag, der udgav væsentlige bøger inden for mange områder, fra yoga til lyrik og fra håndarbejdsbøger til billedkunst. Fra børnebøger til videnskabelig litteratur, billigbøger, MagnaPrint-bøger, klassikerudgivelser, ja, alt. Blandt forlagets forfattere taltes Benny Andersen, F.P. Jac, Per Kirkeby, Marianne Larsen, Peter Laugesen, Ivan Malinowski, Hans-Jørgen Nielsen, Charlotte Strandgaard, Michael Strunge, Morten Søndergaard, Dan Turèll. Jeg havde fornøjelsen at være ansat på Borgens Forlag fra 1971 til 1979; såvel arbejdsmæssigt som i det hele taget nogle fantastiske år! Jeg har spillet bordtennis med Jarl Borgen i Valkendorfsgade, og jeg har siddet adskillige weekender sammen med ham på forlaget, hvor han sad på sit kontor og jeg foran forlagets IBM Composer, som jeg fik lov til at bruge til fremstilling af Swing-bøger. Han var large. Han anerkendte min lyst til i fritiden at lave mit eget. Mange år senere, vi sås med mellemrum, sjældnere efterhånden, men altid hjerteligt, mødte jeg ham i 2005 ved en privat lejlighed, hvor vi stod i en lille gruppe og snakkede. Han kommenterede mit forlag Bebop, som han fulgte med interesse, og vi kom til at tale om, hvor svært det var at drive forlag, og hvor få interesserede der var. ”Litterært interesserede i Danmark kan tælles på én hånd,” sagde han med den for ham karakteristiske nøgternhed – en bemærkning, jeg aldrig har glemt. Æret være hans minde!"

Sådan som det nu engang er muligt for sådan en brillans

Jens Smærup Sørensen holdt den intenst skarpsindige tale, da Helle Helle kolossalt fortjent fik Akademiets Store Pris - her et klip (inkl. kostelig lille lussing til Herman Bang):

"En minimalisme kunne man vel snige sig til at kalde det. Ordet er også blevet misbrugt af andre, i al fald når de har talt om Helles måde at skrive på. Og det er sandt, at hun sjældent kringler sig ud i lange sætninger, og sandt at hun – langt op i forfatterskabet – har indpasset sit vokabular i det samme velafgrænsede og påpasseligt prunkløse dagligsprog, som hendes personer vil anvende, når de taler til hinanden. Intet minimalt er der dog over den rigdom i udtrykket, hun på de betingelser kan skabe i sætning for sætning, side efter side.

Det nævnte dagligsprog profileres jævnligt af en slags udsøgt akavethed, og det gennemstrømmes i situationer, det ligesom ikke kan rumme, af en både grum og mere grinebider-agtig underfundighed. Virkningen er faktisk maksimal, men en mere passende etiket på hendes stil ville da simpelt hen være ’impressionisme’, for der er i bund og grund tale om en Herman Bang’sk metode. Skønt Helles version i kraft af hendes ganske anderledes temperament er langt mindre grædefærdigt indladende end opfinderens egen.
Hun har desuagtet været villig til at aflægge åbne tilståelser af påvirkningen. ”Jeg skriver, hvordan mine personer opfører sig, taler og tier,” har hun skrevet og blandt andet tilføjet, at hun undlader at tillægge sine sansninger og registreringer værdi. Og det er godt, hun gør det, vil jeg så tilføje, for hun gør det godt. Og det er alt, hvad der skal til for at gøre enhver forfatters manér til den rette, at den til netop denne forfatter ligger allerbedst.
Hendes egenhændige udnyttelse af de velkendte midler bemærker man eksempelvis i personernes tilsyneladende umotiverede eller åndsfraværende afbrydelser af hinanden, så tilkendegivelser, der var lige ved at blive personlige, står antydningsvist tilbage. Og man bemærker, at ikke alene meddelsomheden, men også reduktionen af et i forvejen sparsomt ordforråd kan afspejle graden af tristesse. Ligesom træer og fugle aldrig kan blive til andet og mere end disse fællesbetegnelser, når det står rigtig skidt til, mens det er sikkert tegn på et tiltagende velbefindende når en – om end nok så forsigtigt – spørger en anden, om det mon ikke er en lærke, de kan høre oppe over deres hoveder. Det er en væsentlig kvalitet ved Helles særlige kunnen, at den gør så lidt opmærksom på sig selv, som det nu engang er muligt for sådan en brillans.
Og ind gennem alle sprækker siver alt imens hendes humor. Jeg vil afstå fra en kategorisering af dens alvorsniveauer for her blot at nævne et enkelt eksempel, der bevæger sig på flere af dem. En mand ved navn Luffe beskrives til brug for vores indre billeddannelse med disse ord: Det var svært at sige, hvordan han så ud. Ikke med mere end det, og så går der et halvt hundrede sider, og situationen er højdramatisk, og det gælder om på minutter at finde frem til Luffe på hans arbejdsplads, og der bliver råbt, jamen, hvordan ser han ud? Og svaret lyder: Det er svært at sige.
Herman Bang betragtede sin impressionisme som den sandeste realisme. Er Helle da også en gedigen realist? Man kunne allerede i hendes debutbog finde grunde til at betvivle det. For nok har hun arbejdet ud fra den antagelse, at virkeligheden kan aflæses ved hjælp af iagttagelser af dens fremtrædelsesformer. Men hun observerer og bogfører også uden at blinke fænomener som den vaskeægte positivist øjeblikkeligt ville vælge at se helt bort fra. Helle har dog endnu aldrig tilladt nogen fantasme at brede sig vildt og skønt ud over al forstand, hun nærmer sig ikke med så meget som en tåspids den magiske realisme. Men realiteternes verden kan til gengæld, i hendes fremstilling af den, i sig selv blive magisk."

Han borgede for poesien - Jarl Borgen 1919-2016

Dansk poesi står i uendelig taknemlighedsgæld til stjerneforlæggeren Jarl Borgen, der døde i søndags 97 år gammel, mæt af dage, men helt sikker stadig sulten på kunst og poesi. Ikke bare for at betale underskuddet for Hvedekorn gennem 45 år (og lade redaktørerne redigere), men for hele tiden at insistere på (i starten aldeles egenhændigt) at finde nye, fantastiske digtere og blive ved med at lade dem udkomme og udkomme og udkomme: Benny Andersen, Robert Coyrdon, Ivan Malinowski, Hans-Jørgen Nielsen, Per Kirkeby,  Vagn Steen (de vilde konkretismer efter debuten), Peter Laugesen, Dan Turèll (IM, PL, DT udgav selv deres debuter, men fandt hurtigt havn hos Borgen (DT efter en del flaksen rundt)), Marianne Larsen, Charlotte Strandgaard, F.P. Jac., Michael Strunge, Henrik S. Holck (den ene utrolige debut),  TS Høeg og Thomas Bruun (poetisk prosa), Bo hr. Hansen, Simon Grotrian, Carsten René Nielsen, Janina Katz, Morten Søndergaard, Lone Munksgaard, Lene Henningsen, Mikkel Thykier (den ene utrolige debut), Rasmus Nikolajsen, Maja Lee Langvad (den ene utrolige debut) med mange mange flere (heriblandt mig selv, der stadig har et nyt forlag til gode).

Min bedste erindring om Jarl Borgen er engang, jeg var styrtet ind til Valbygårdsvej, fordi trykkeiet samme morgen havde leveret de første eksemplarer af min nye bog, og spænenden ned ad de Gernes-kolerede gange stødte på Jarl himself, der tyst og varmt ønskede mig tillykke med bogen, som han selvfølgelig havde læst straks ved ankomst en times tid før (der var også dengang har fortalte, at han havde takket nej til Sven Dalsgaards anden digtsamling, fordi han, SD, simpelthen stavede for dårligt ...)

Pia Tafdrup, der også debuterede på Borgen, som decideret ejede den første strøm af 80'er-digtere, skriver et sted på Facebook:

"Jarl Borgen gav en hel generation nogle muligheder, vi dengang ikke fik noget andet sted. Stor og varm tak! Jarl havde både dybtgående indsigt i litteratur og billedkunst. Det betød, at der blev skabt nogle helt usædvanlige og langtidsholdbare relationer mellem de to verdner. Jeg er fuld af taknemmelighed."

Jazzy stolthed

Jeg er stolt over, at min ven, redaktøren og oversætteren og TROMMESLAGEREN Johnnie McCoy får ros og 5 stjerner i Berlingske for den skarpt liflige plade, han har lavet med og for og til guitaristen (og saxofonisten, men her guitaristen) Morten Elbek, nu skal vi meget snart have en plade i hans eget navn og med hans egne KOMPOSITIONER - lad Star Eyes forsøde en blå time nær dig, Her anmeldelsescitat:

"(...) den 58-årige århusianske guitarist Morten Elbek, som i årtier har været en allestedsnærværende musiker på scenen i den jyske hovedstad, både som saxofonist og guitarist. Her har han valgt udelukkende at spille på spansk guitar. Og det gør han uden de mislyde, der ofte kan forekomme, når der spilles akustisk. Det må tillægges både den fine analoge optagelse og Morten Elbeks instrumentale færdigheder. Kort sagt – guitarlyden er både klar og organisk, og man oplever en uanstrengt strengeleg og et musikalsk overblik, der udmønter sig i de fineste melodiske fortællinger.
Morten Elbek har allieret sig med den glimrende trommeslager Johnnie McCoy, der i en årrække har været væk fra musik-scenen, og den unge og bemærkelsesværdige bassist Jonathan Bremer, og parret sikrer en perfekt og velgyngende bund."

Bowie Bowie og atter Bowie Bowie

Fin, fin antologi er udkommet, Changes. Tekster om David Bowie, redigeret af Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch med små og større bidrag af blandt andre Michael Strunge ("Bowie-inspirationer" fra Hvedekorn), Poul Borum (gendigtningen af "We Are the Dead" fra artiklen om poeten Bowie, genopstøvet her på Blogdahl), Jens Unmack, Bisse, Jokum Rohde (samme tekst som i sidste Kritik-nummer, men sgu i sin intense af- og re-mytologisering den bedste danske Bowie-tekst måske EVER), Sigrún Gudbrandsdóttir (der også smart har designet bogen), Klaus Høeck - og også mig, der skriver om "Absolute Beginners" (og om det betydningsfulde refrain-ryk fra "There's no reason to feel all the hard times/ to lay down the hard lines" til "If there's reason to" - for det er der jo!). Jeg vil citere fra Kristian Leths præcise lovprisning af en parallel, sen og ensom hit-sang:

"En gammel mester
Så hvilken sangskriver står tilbage? "Strangers When We Meet" er et godt eksempel. 1. Outside (1995 LB) var det album, hvor Bowie genoptog sit arbejde med Brian Eno, og hvor numrene blev til i studiet - ligesom dengang i Berlin . ved en kollektiv konceptuel udforskning. Hvor Eno skrev roller til musikerne, som de ikke måtte fortælle hinanden om. Nogle fra fremtiden, nogle fra undertrykte folk, nogle fra fiktive kulturer.
  Teksterne blev skrevet og puttet ind i en tilfældighedsmaskine og sat sammen igen. Alt sammen for at fortælle om nogle karakterer Bowie skrev, og som han sang som og om, denne gang forskellige stemmer fra sang til sang, ikke fra plade til plade.
  Pladen er uovertruffen. Tematisk en blanding af Twin Peaks og Se7en. Musikalsk et helt unikt rum. Free-jazz, prog-rock, elektronisk musik og megapop. En kakafonisk og dybt problematisk udforskning af apokalypsen.
  Men. Så vælger Bowie alligevel at skrive "Strangers When We Meet". Det sidste nummer på pladen. Nærmest en eftertanke, virker det som om.*
  Sangen er en perfekt formet kærlighedssang, i stil med "Absolute Beginners" og "Fantastic Voyage". En sang der ikke kan skrives kollektivt, som kræver det håndværk og den rutine, han arbejdede på, dengang han bare gerne ville skrive et hit. Den virker enkel, noteagtig, ubesværet. det er en mester, der arbejder.
  Verset er der næsten ikke. Han mumler næsten teksten, der også er en samling ord mere end et digt. Og så kommer omkvædet med det smukke billede: Vi er fremmede, når vi mødes. En helt enkel omvending af de samme tre akkorder gør pludselig alt dramatisk og smukt. Og så er et gammelt Bowie-trick: I andet vers går hans stemme en oktav op. Og det der før var mumlen, er nu desperat og opgivende på en gang. Tragisk. Og så omkvædet igen."

*Første gang optræder jo faktisk "Strangers When We Meet" på det undervurderede ikke-soundtrack Buddha of Suburbia, 1993 (opvurderes heldigvis i red. Queitschs gennemgang af den komplette discografi); hvis KL har den plade til gode, er han heldig! LB

2 kursiveringsmisbrugere foran 1 engel

(foto: Jan H. Hansen, år: 2001, sted: foran Café Englen i Aarhus (som har en central rolle i novellen "Dig vil jeg sgu da skide på" i Sidste søndag i oktober)

Kursiveringsmisbruger/-elsker-top 3

(i nyere dansk litteratur - og i det hele taget misbrugere/elskere af overordentlig ortografi (accenter af alle slags også populære - og se i citatet nedenfor Sonnergaard sætte tankestreger EFTER replikker))

1. Dan Turèll

2. Jan Sonnergaard

3. Jørgen Sonne

Det slutter ikke med et brag, men med en herreparfume, hvor hovedbestanddelen er kanel

- slutningen på den sidste, nyklassiske novelle, "Immatrikuleret 1.9 1982, spøgelse", i Radiator, lige efter Voll har fortalt historien om "the human hotwater bottle":

"Der kommer spredte klapsalver og nogle fulderikker råber "hørt" og "dacapo". Voll modtager deres hyldest og bliver stående et par minutter.
  Og jeg skynder mig ned til baren for at hente to-tropedrinks. Og så prøver jeg også selv at fortælle noget spændende, og jeg spørger, hvordan man kan overleve alt det her duen at blive indlagt. Jeg lægger også en lille madding ud om en lærer, vi begge kender, for at om han vil være med til rigtigt at bagtale ham.
  - Findes der noget så dejligt som sladder? - griner jeg, men så opdager jeg, at han sidder og ryster på hovedet. Han ser opgivende på mig og siger medfølende:
  - Nu skal du jo ikke tro, at vi ikke kan se, hvad der er galt med dig! -

- Du er jo helt ude i tovene. Dét er til at se med et halvt øje. -
  - Hvorfor i alverden dyrker du dog den melankoli? -
  - Du skal sgu da ikke sidde her og sygne hen! Gå dog hen og snak med nogen piger ... -
  - Kik lidt på det der ... hvad er det nu piger har? ... Nå ja: OVARIER! -
   Det ser ud som om bare ordet får ham til at savne pigerne. Og den spinkle pige med makeuppen opdager det øjeblikkeligt, så hun skynder sig op med mere Urquell, og hun hvisker noget til ham, og så går hun tilbage til sine veninder. Han kikker ømt efter hende, og enhver kan se, at hun fortalte ham noget, han blev glad for.
  Han klukker til mig, for der vil ske noget. Noget, der rummer muligheder.
  - Det var aftenens fjerde invitation. - fortæller han begejstret. - Vil du med? -
  - Festen ligger lige om hjørnet, og der kommer et hav af mennesker ... -

Det kommer bag på mig, at jeg sådan uden videre bliver inviteret med til noget. Så jeg tøver og trækker på det. Men netop dét irriterer ham ud over alle grænser. Han tåler ikke, at jeg så langsom og hele tiden nøler og ikke har andet end dårligt at sige om alt, så han råber:
  - Du skal muntres op! det nytter ikke noget! Tag dig sammen! -
  Han læner sig ind over bordet, og hans stemme går over i en sagte hvisken:
  - Tag dog med. Drik noget øl, få nogle piger til at varme dine dyner op ... Mand dig dog op!-

Han rejser sig og undskylder. Og knap er han gået før pigen med udskæringen kommer op og oprigtigt gentager invitationen og fortæller mig, at hun blev overrasket over at høre, at jeg var så bedrøvet.
  - Dét holder hurtigt op, - siger hun trøstende, og så ler hun på sådan en behagelig og imødekommende måde, der får mig til at tro, jeg sagtens kunne blive gode venner med hende.
  Og måske skulle jeg overveje at se lidt mere lyst på tingene. Livet er startet. Der sker faktisk inidmellem noget glædeligt. Blot man er væk fra de ambitiøse små skiderikker og holder sig fra miljøer, hvor man altid risikerer, at en eller anden stikker en kæp i hjulet, så snart man har det mindste at være glad over. Men jeg ér jo væk nu, og de kan ikke ramme mig. Så hvad er jeg bange for?
  Eventyret er lige om hjørnet. Ingen tvinger mig til at leve som dengang på universitetet. jeg spildte en masse år, men det betyder jo ikke, at livet er forbi. Selvfølgelig kan man ændre på tingene, og der findes jo også andre mennesker end alle de her ondskabsfulde små taktikere.
  Eventyret Ligger Lige Om Hjørnet!

Voll har ret. Det er ulideligt, at jeg bare sidder og sygner hen. Det er meget bedre at tage sig sammen. Så jeg stikker mine cigarer og cigaretter i lommen, og det går allerede meget bedre. Jeg glæder mi. Alt tyder på, at der vil ske noget i aften.
  Jeg drikker retsen af tropedrinken og hælder det sidste Urquell i glasset. Og jeg har det anderledes nu. Men så falder der en skygge hen over bordet, og der lyder en mærkværdig, indeklemt latter. Jeg mærker med det samme, at det ikke er Volll - og ganske langsomt, i små bølger, lugter jeg noget, der ikke kan være andet end en herreparfume, hvor hovedbestanddelen er kanel.

Spark os et requiem på Nordvests iskolde radiatorer - Jan Sonnergaard 1963-2016

Jan Sonnergaard er død alt for tidligt, forbandet også. Jeg var og forblev alt for glad for vildt overrumplende Radiator til ikke at blive mere og mere skuffet over de senere bøger, og det kan jeg godt forstå, at han selv blev stadig mere muggen over. Vi skulle have forsonet os over hans suveræne, 1350 sider lange slægtsroman om 25 år, skulle vi. Her er min fuldstændig purt positive anmeldelse af debuten fra forsiden af Weekendavisen Bøger, maj 1997 (jeg indstillede ham til avisens Litteraturpris, men inden afgørelsen blev han fyret som kommentator af chefredaktør Peter Wivel (fordi han i Politiken havde rost McDonalds-hærværk), og Bøger-redaktør Bo Bjørnvig og jeg var kriminelt tæt på at fifle ham til at vinde i stedet for Knud Sørensen; desværre mødte Sonnergaard ikke op til festen på den italienske restaurant, hvor hans plads stod rungende tom, indtil Bertel Haarder med prosaisk retfærdighed kom og satte sig på den), jeg mener stadig hvert et ord, den bog er forpulet god:

Humorens fjernvarme

16. maj 1997 Weekendavisen Sektion 3 (Bøger) Side 1
 

Talent. Jan Sonnergaards noveller har en mirakuløs og præcis sans for humor.

Jan Sonnergaard: Radiator. 227 sider. Kr. 275,00. Gyldendal 

Og så hedder den »Radiator«, Jan Sonnergaards debutbog, ikke bare klukker eller klikker man højt af grin under læsningen, den hedder også kort og godt og ærligt og ironisk »Radiator«, hvilket jo var det ord Rifbjerg m.fl. mente, at Niels Frank mente, man ikke kunne anvende i poesi, fordi det i sin klodsede og håbløse konkrethed var et eksempel på det absolute upoetiske: lige netop, svarer Sonnergaard, og tøver derefter ikke med at bruge radiatoren symbolsk i den afsluttende novelle »Immatrikuleret 1.9.1982, spøgelse« om den langstidsstuderende, der efter at have fået 6 for sit speciale bittert driver rundt og mindes, hen mod novellens slutning støder han ind i studiekammeraten Voll, der fortæller historien om den menneskelige radiator:

» - Barbara Hutton var hypotermisk, - siger han - hun var hypotermisk, hun frøs simpelthen hele tiden, Da han konstaterer, at jeg ér med, går stemmen over i en skinger råben: - Hun var millionær og boede i Tanger, og Truman Capote fortæller, at hun måske også var søvngænger. Hun var hypotermisk, og det var måske en form for hysterisk lidelse, men hun var millionær, og hun boede i Tanger, og den lokale doktors kone var hypertermisk. - Hun var overophedet, - oversætter han. - Doktorens kone hedder Helen Little, og Hutton får så tvunget eller bestukket hende til at komme ud til hendes palads i Tanger og varme dynerne op!« Hvilket beviser, at selv symbolik kan humor puste liv i, hvis den er opgaven voksen. Det er mellem den konkrete og den symbolske radiator Sonnergaards noveller slår sig løs, og med humoren som eneste ufravigelige æstetiske princip, der kort kunne kaldes distancens overskud. sOM f.eks. i novellen med den umådelige titel »Historie om en ung mand, der tvinges ind i et klædeskab, fordi et ubehageligt væsen bryder ind i hans kærlighedsliv på de mest umulige og ubelejlige tidspunkter«, hvor væsenet er en universitetslærer, som den unge mands kæreste har haft en affære med, og den unge mand må på klassisk vittighedsmanér gemme sig for i klædeskabet, når lektoren møder op på uanmeldte besøg; ved simpelthen at insistere historien større end dens farcekarakter kan bære, på humorens betingelser og ikke patetikkens eller psykologiens, opnår Sonnergaard en letfærdig monstrøsitet, der fremfor alt giver de tre personer mulighed for at virre sig frem til at blive noget nær tredimensionelle, toenhalvdimensionelle måske. Ligesom i den næstfølgende historie, »Tyveri«, der bruger 37 sider på at fortælle om en gruppe unge mænds hærge- og chikanetur gennem København, som et eller andet sted er ret sørgelig, og sikkert også ville være ret sørgelig at læse om, hvis ikke Sonnergaard var gået til sådanne detaljerede, vitale yderligheder i sit referat, at det lige så meget bliver personernes vilde og opfindsomme trods, der kommer i centrum og søreme i sidste ende på tværs af al moraliseren får lov til at triumfere. Humor er ikke bare en holdning, det er også et talent, og et eller andet meget væsentligt sted er Jan Sonnegaard uden videre benådet med en fantastisk sikker humoristisk sans og stemme og timing, det swinger slående rigtigt både i dialogen og hos fortælleren, men optimalt skarpt og blødt slår det jo sgu da kun, fordi han ved, at det også er et spørgsmål om holdning, til hele materialet, sproget og verden, og om hårdt arbejde, finslibning, at det ikke bare er et billigt trick til at spæde alt det sædvanlige sentimentale og psykologiske pis op med, sådan som det f.eks. er tilfældet i Kim Fupz Aakesons anstrengende forfatterskab. Sonnergaard minder mere om muntert ironiske generationsfæller som Thomas Bruun og Lars R. Stadil, og så på ét centralt punkt ikke helt, for Sonnergaard er realist, med en passion for præcis gengivelse af måderne, virkeligheden taler og gebærder sig på, og på alle tingene som sådan, alle radiatorene, deres navne og deres priser: penge spiller en enorm rolle i Sonnergaards tekster, som det da vistnok også gør i virkeligheden. Og når man har at gøre med en humorist med passion for realisme, plejer man at kalde ham for en satiriker, og det kan man for min skyld gerne, for det er en æresbetegnelse. De store noveller »NETTO og Fakta«, om den arbejdsløses hverdag, og »Immatrikuleret 1.9.1982, spøgelse«, om den trøstesløse kandidat, har begge i hovedrollen en ung mand på forfatterens alder (f. 1963), og med en fortid i tidligfirsernes punkmiljø, og begge spekulerer de en del over dengang og nu, hvilket jo tilsammen kunne synes at bringe dem uhyggeligt tæt på spøgelsesgenren Generationsromanen, som nyligst praktiseret af Jesper Uhrup og Benn Q. Holm, men her kommer akkurat humoren til hjælp, den dynamiske antisentimentalitet, og også den realistiske passion, der ikke er generationsromanskribenternes triste kuponhæfte fra 1984, men en springsk glæde over at fange et nu på kornet (og snarere et nu end et da, eller da'et badet i nu'ets skarpe laserlys, satirens pointe overfor søvnrealismens); jeg mindes i hvert fald ikke at have set hverken arbejdsløshedens eller universitetets rivaliserende limboer sandere eller skarpere portrætteret på skrift (hep, hep, ned med de lede lektorer), og kun hos sidste års debutant Pablo Henrik Llambias synes jeg man finder en nutidig satirisk åre, overhovedet der tåler sammenligning med Sonnergaards. Der er grusomme og gådefulde skygger i satiren i et par småhistorier om mobning og polterabend, og så er der novellen »Lotte«, som helt bogstaveligt lader satiren udvikle sig til den rene horror, efterhånden som tekstens og hovedpersonens interesse flytter sig fra hans intense småsnyderi bag bardisken til hans fascination af den næsten for perfekte Lotte, en helt umulig og rigtig god fortælling. Den unge mand, kvababbet jaloux i klædeskabet, kommer tæt på at være samlingens mest positive aktør, for ellers er det ensomhed og bitterhed og magtbrynde og ondskabsfuldhed og simpel træthed, der præger billedet, og så denne store humor, der ikke ændrer en tøddel, men sætter det hele i bevægelse, på papiret og i vores hoveder. Som Niels Frank i sin artikel om Radiator i Brøndums Encyklopædi skriver om sådanne tingesters intervention i litteraturen: »Er digtet på den anden side i stand til at bibeholde sin styrke trods fremmedordet, skyldes det givetvis, at digtet fra udgangspunktet har taget forbehold for sin modsætning (patos hhv. ironi) eller endog direkte har indopereret den. I så fald har digtet godtaget vores første antagelse om poesien som det lykkelige menneskes gråd, hvis digtet da ikke helt har vendt forholdet om og i stedet antaget poesien som det ulykkelige menneskes latter«.

Pastiche på aktuel romanforfatter

Som en ølflaske smuttede Tuborgvej væk mellem fingrene på ham

nej, det er mere vellignende omvendt:

Som Tuborgvej smuttede ølflasken væk mellem fingrene på ham

Den designerede plageånd - en dokumentarisk cut-up-roman EFTERSKRIFT

Kommentarer til Rune Skyum-Nielsens underligt hysse debatindlæg i WA Bøger:

- jeg "bruger bagsiden af bogtillægget på at skælde ud på Jakob Ejersbog og min portrætbog Jakob var her"; man skal altså være en meget dårlig læser for at læse min kommentar som én lang udskældning af Ejersbo og Jakob var her. Der er i stedet tale om en causerende diskussion af begrebet "realisme", hvor jeg forholder mig kritisk til nogle udtalelser af Ejersbo, hentet i Skyum-Nielsens biografi. Kommentarens indledning ("bladrer frustreret for at finde noget passioneret litteratursnak. Pointen i en forfatterbiografi må da være pasionen for forfatteri") kan godt læses som en (enkelt) spids bemærkning om biografien, men det kunne jo lige så godt være en spids eller bare frustreret bemærkning om fraværet hos Ejersbo selv, iflg. biografiens rige dokumentation, af passioneret snak om litteratur. Hvortil kommer en gentagelse af og citat fra min 13-14 år gamle negative vurdering af realismen i Nordkraft (og Benn Q. Holms Album) i forbifarten (frem mod helliggjorte Helle Helle-citater).

- det er "løgn" når jeg skriver, at Skyum-Nielsen kalder mig "antirealist". Det er vel snarere upræcist, lige så upræcist som at sige, at jeg lyver. Hvad jeg burde have skrevet var: "Alligevel kaldes jeg i Skyum-Nielsens parafrasering af et interview med Ejersbos ven Christian Kirk Muff for "antirealisten Bukdahl"." Problemet med Skyum-Nielsens parafraserende testimonial-metode er dens stilistiske og dokumenrariske diffusitet (jeg vil klart foretrække straight interviews, som i alle mulige "oral histories"). Det er og bliver komplet umuligt ar regne ud, hvor tæt de konkrete formuleringer ligger på, hvad der rent faktisk er blevet sagt af vidnerne. Jeg kan ikke vide, om Muff ord til andet har kaldt mig "antirealisten" eller bare har udslynget noget i den dur, som Skyum-Nielsen oversætter og kondenserer til "antirealisten". Eller for at tage et andet, mere kulørt eksempel: Når Skyum-Nielsen parafraserer et interview med Ejersbos afrikanske ven Alizeth Mushi sådan her: "Hans mzungu var let at genkende, selv bagfra. Det kortklippede hår lyste ikke længere som friskmalket gedemælk, men hovedet sad stadig for enden af en løs fjeder, mens der blev ført samtaler i lufthavnsbaren.", har Ali så virkelig benyttet sig af billederne "friskmalket gedemælk" og "løs fjeder" eller er der tale om pasticher på den maleriske facon, hovedpersonen Marcus, modelleret efter Ali, formulerer sig på i den store Afrika-roman Liberty? Svaret løber sig vådt i troperegnen.

- det fremhæves både i bogen og debatindlægget, hvordan Ejersbo var højt hævet over at svare på min kritik af Nordkraft. Men hvad skulle han da også svare? Jeg synes, min bog er god? Ikke desto mindre taler både han og hans venner og Skyum-Nielsen om min kritik, som om jeg angriber Ejersbo personligt, og det gør jeg virkelig ikke - læs bare de anholdte tekster i blogposten nedenfor og jfr. (også ang. "stalkingen", for ja, jeg bliver blivende vred på dårlige bøger, der blive rost som eksemplarisk gode - det bør man blive, synes jeg) posten om selvindlysende sandheder længere nede. Bortset fra, at han direkte adspurgt på tv beder mig holde kæft, når de voksne taler, hvilket i sig selv dementerer tavsheds-glorien. Og hvad er det også for en mærkelig administration af Ejersbos eget ønske om ikke at svare mig offentligt at biografi-citere hans grove og personlige og meget lidt artikulerede mail-udbrud? I bogen kommer min kritik kun til orde i et lille citat fra den sene "Yndlingsaversion", og mange læsere vil automatisk få det indtryk, at mine øvrige, ældre tekster, hvad angår personlig grovhed, ligger på niveau med Ejersbos (i den private sammenhæng aldeles legitime) mail-udbrud, og det synes jeg altså helt ærligt vil være synd at sige; så vidt jeg kan læse, snakker de (passioneret) litteratur (kuriøst også, at tekst nr. 1 beskæftiger sig med et emne, som Skyum-Nielsen og jeg deler en stor entusiasme for (og som han, så vidt jeg husker, også har interviewet (eller i det mindste citeret) mig om), dansk rap (til overflod afsluttes en anden tekst med et citat fra Den Gale Pose ...)

- den gentagne insinuation i kommentaren (og i bogen, gennem parafrasering af et interview med Ejersbos mor gudhjælpeme) om, at LB "havde noteret sig Politikens fødselsdagsomtale, før han sendte en sidste gratis sviner til en døende forfatter, der af princip ikke svarede igen" er virkelig ubehagelig (andre må vurdere om min tekst kan kaldes en "sviner", men igen, den er ikke henvendt til forfatteren, det er en kritik af bogen og dens type). Jeg har ikke nogen erindring om at have læst og noteret mig omtalen af Ejersbos sygdom i Politiken (det kunne Skyum-Nielsen jo bare have spurgt mig om), men hvis jeg nu faktisk havde nys om, at han var syg, har jeg stadigvæk svært ved at få øje på det moralsk forkastelige i at skrive et stykke konkret og principiel kritik af massivt bestsellende og kritikerroste Nordkraft (som del af en føljeton om akkurat mine "yndlingsaversioner", en af hvilke hans bog - IKKE HANS PERSON, FAT DET NU! - rigtignok var).

-  Skyum-Nielsens debatindlæg slutter med en række retoriske spørgsmål, et af dem lyder: "Måske er han ikke interesseret i, at læserne skal åbne Jakob var her og se , hvordan han - set lidt på afstand - har det med at forvalte sin spalteplads?" Det vil læserne som sagt ikke blive meget klogere på, eftersom bogen kun citerer få linjer af mine mange kritiske tekster og udsagn. Men jeg er bestemt ikke uinteresseret i, at læserne, i blogposten nedenfor, læser de faktiske tekster, de er faktisk ret læselige og stadigvæk ikke irrelevante, slet realisme, ikke kun i form af Benn Q. Holm, grasserer også i 2016.

Den designerede plageånd - en dokumentarisk cut-up-roman 2

KAPITEL 2

(to tekster i omvendt rækkefølge - først et debatindlæg i Weekendavisen Bøger, 18.november 2016)

Debat: Bukdahls bazooka

Rune Skyum-Nielsen forfatter og journalist

I Weekendavisen 4. november bruger Lars Bukdahl bagsiden af bogtillægget på at skælde ud på Jakob Ejersbo og min portrætbog om samme, Jakob var her, selvom den allerede blev udførligt anmeldt i Weekendavisen tilbage i august.

LB fortsætter hermed, hvor han ikke kunne finde ud af at slippe med Ejersbos Nordkraft og siden hen også den posthumt udgivne Afrika-trilogi - endda på et faktuelt forkert og stærkt misvisende grundlag: LB er således særlig fortørnet over, at jeg i Jakob var her omtaler ham som »antirealisten Bukdahl«. Problemet ved denne grundlæggende angrebspræmis er bare, at det gør jeg slet ikke. LB bliver rigtig nok omtalt som »antirealisten Bukdahl« på side 239, men som på de foregående 238 sider og de følgende 226 er det ikke mig, men skiftende fortællere, der står som afsendere af diverse holdninger og prædikater. Det er således tydeligt markeret, at det er en af Ejersbos venner, der omtaler LB som »antirealisten Bukdahl« - markeret sølle tre linjer højere oppe med fede, røde versaler..

Det er heller ikke mig, der på side 276 vurderer, at LB desperat trænger til »et ordentligt skrald fisse«, eller at LB skyder »begge sine egne fødder af med en bazooka«. Det er Ejersbo, der skriver det i mails i 2002 og 2003.

Og det er en af vennerne, der herefter omtaler LB som en »stalker« af den klistrende slags, der nødvendigvis må ignoreres, hvis han skal forsvinde igen.

Den taktik mislykkedes mildest talt, og da det på side 391-392 fremgår, at LB i april 2008 dedikerer en hel artikel til at tilsværte den nu seks år gamle Nordkraft (for dengang 13. gang i Weekendavisens spalter, hvortil kom alle LBs blogindlæg og foredrag i nøjagtig samme rille, som om LB var blevet besat af Ejersbo og/eller anså Weekendavisens abonnenter for tungnemme), er det ikke mig, der i Jakob var her påpeger den makabre timing. Det gør et af Ejersbos nære familiemedlemmer, som undrer sig over, at LB sparker løs, mens Ejersbo ligger dødssyg - en oplysning, der klart er fremgået af blandt andet Politikens omfattende og omdiskuterede 40 årsfødselsdagsomtale fem dage forinden.

Den slags med datoer, fakta og kildeangivelser kaldes for dokumentarisme, og selvom LB i en knastør prosa er begyndt at referere dokumentarfilm, betyder det øjensynligt ikke, at han forstår sig på grundbegreberne og det her med, at det virker umanerligt tåbeligt at lægge ud med en påviselig løgn.

En løgn, som endda klart antyder, at man ikke har gransket de første 239 sider af det, man flæsker.

Hvem ved? Måske læser LB slet ikke bøgerne, før han beslutter sig for, om de skal velsignes med nogle fjogede ordlege - eller skoses med nogle fjogede ordlege? Måske vildleder han ved bevidst at misforstå, hvad ingen andre har misforstået? Måske er han ikke interesseret i, at Weekendavisens abonnenter skal åbne Jakob var her og se, hvordan han - set lidt på afstand - har det med at forvalte sin spalteplads? Og måske havde han, dengang i april 2008, noteret sig Politikens kontroversielle fødselsdagsomtale, før han sendte en sidste gratis sviner til en døende forfatter, der af princip ikke svarede igen? Det er mange spørgsmål på én gang, og modsat LB overlader jeg det trygt til Weekendavisens læsere at tænke videre herfra.

(min kommentar i WA Bøger to uger før)

Tag nu en badesandal

Realitetris. Realisme er et meget lidt magisk slagord at slå andre i hovedet med.

JEG har omsider fået fingre i Rune Skyum-Nielsens bindstærke Jakob var her. Bogen om Ejersbo og bladrer frustreret for at finde noget passioneret litteratursnak. Pointen i en forfatterbiografi må da være passionen for forfatteri.

Omkring udgivelsen af Nordkraft besværger Jakob Ejersbo igen og igen det håbløse gummiord »realisme«. I 22-nyhederne på TV2 spørger studieværten og litteratureksperten Jes Dorph-Petersen succesberuste Ejersbo, om der - med et barokt metafor-mix - er for meget »sovs og fernis i dansk litteratur«. »Øh, der er i hvert fald for lidt realisme.« Jeg vil både dengang og nu sige, at der altid er for meget realisme. Eller rettere for meget slet realisme, fordi 95 procent af den prosa, der skrives og udgives, inklusive alle krimierne, opfatter sig selv som en slags realisme, mens 70 procent af den prosa, der rent kunstnerisk faktisk er noget ved, kan kaldes primært realistisk - i dette efterår kunne det være bøger af Kristina Nya Glaffey, Christina Hesselholdt og Iben Mondrup, hvor vidt forskelligt disse end stilistisk ter sig. Af hensyn til den litterære mangfoldighed ville det være skønt at få det ned på 55 eller måske endda 45, men grundlæggende, jævnfør den triumferende trio, klager jeg virkelig ikke.

I et interview i Jyllands-Posten positiverer Ejersbo anmelder-fy-ordet »journalistisk« og parrer det med »realisme« : »Når de har hæftet etiketten ' journalistisk' på mine tidligere bøger, har jeg altid tænkt: Det er sgu da dejligt, for det betyder jo, at jeg ikke skriver forknyt, fortænkt, intellektuelt og med en alvidende fortæller, der dømmer romanens personer () jeg synes, det er på tide, at realismen kommer tilbage i dansk litteratur. Det er ved at være pinligt at høre på sangen om, at ' virkeligheden er så fragmenteret, at man ikke kan skrive længere historier om den'. For mig lyder det som en selvbedragerisk undskyldning for dovenskab, for at sidde og hygge sig med lidt kortprosa.« 

Ejersbo gentager Jes Dorphs fernis-sovsforvirring. Den forkerte litteratur er på den ene side alvidende, bedrevidende fortalt og på den anden side forknyt kortprosaisk. Det er jo ikke det samme, men fællesnævneren er stilistisk synlighed og selvbevidsthed - åbenbart er kun anonym referatstil realistisk.

Helt rimeligt hånes jeg selv af Ejersbo og hans kammesjukker, fordi jeg i disse spalter ikke kunne lade være at stikke til Nordkrafts i mine øjne drønkedelige realisme. For eksempel skrev jeg i en anmeldelse af Benn Q. Holms tykkere og traurigere Album fra samme år: »() hvor skriver de dog begge to åndsforladt og affortryllet. Mine damer og herrer, det skal være et trip at læse litteratur, en lir () Sådan som Helle Helle og Jan Sonnergaard f. eks. praktiserer hver sin yderliggående realisme, den lumsk neddæmpede og den oprømt kursiverende.« Alligevel kalder Skyum-Nielsen mig for »antirealisten Bukdahl«, når jeg for syv sytten bare er antisovetrynen Lars. Sikke en lise at smække murstenen i og læse interviewet med nævnte Helle, der i små formater er en stor stilist, men ved gud ingen antirealist, i Rolf Højmarks nye interviewbog Forfatterstafetten.

Ligesom Ejersbo er Helle Hemingway-fan, og hun bliver hidsig, da intervieweren antyder, at Papa kan læses symbolsk: »Hemingway har sgu da ikke nogen symboler () Konkrete objekter kan også betyde en hel masse i mine bøger, men de er fandme ikke symbolske. Tag nu en badesandal. Den er blevet tyret ud af vinduet og ligger længe nede i gården. Der er alt muligt forbundet med den badesandal. Mindet om en dårlig lørdag. En, der hedder Rikkes hæse latter. PCB i fugemasse. En papsøn. At have ventet 35 år på kærligheden og stadig vente. Et skænderi for åben rude.« Se, det er et smukt realisme-forsvar og en smuk realisme-poetik, der paradoksalt og sigende nok næsten bliver et digt i sig selv, et realistisk digt - for poesi kan godt være realistisk og er de senere år blevet det stadig mere; procenten, for god lyrik, er vel helt oppe på 35 nu. Et afsluttende Helle-citat om pointen i enhver forbandet isme: »Jeg er ingen researchforfatter. Det handler om at finde frem til det, der genererer mest sproglig energi i mig. Hvad får mig til at skrive godt?«.