lørdag den 26. november 2016

Sådan som det nu engang er muligt for sådan en brillans

Jens Smærup Sørensen holdt den intenst skarpsindige tale, da Helle Helle kolossalt fortjent fik Akademiets Store Pris - her et klip (inkl. kostelig lille lussing til Herman Bang):

"En minimalisme kunne man vel snige sig til at kalde det. Ordet er også blevet misbrugt af andre, i al fald når de har talt om Helles måde at skrive på. Og det er sandt, at hun sjældent kringler sig ud i lange sætninger, og sandt at hun – langt op i forfatterskabet – har indpasset sit vokabular i det samme velafgrænsede og påpasseligt prunkløse dagligsprog, som hendes personer vil anvende, når de taler til hinanden. Intet minimalt er der dog over den rigdom i udtrykket, hun på de betingelser kan skabe i sætning for sætning, side efter side.
Det nævnte dagligsprog profileres jævnligt af en slags udsøgt akavethed, og det gennemstrømmes i situationer, det ligesom ikke kan rumme, af en både grum og mere grinebider-agtig underfundighed. Virkningen er faktisk maksimal, men en mere passende etiket på hendes stil ville da simpelt hen være ’impressionisme’, for der er i bund og grund tale om en Herman Bang’sk metode. Skønt Helles version i kraft af hendes ganske anderledes temperament er langt mindre grædefærdigt indladende end opfinderens egen.
Hun har desuagtet været villig til at aflægge åbne tilståelser af påvirkningen. ”Jeg skriver, hvordan mine personer opfører sig, taler og tier,” har hun skrevet og blandt andet tilføjet, at hun undlader at tillægge sine sansninger og registreringer værdi. Og det er godt, hun gør det, vil jeg så tilføje, for hun gør det godt. Og det er alt, hvad der skal til for at gøre enhver forfatters manér til den rette, at den til netop denne forfatter ligger allerbedst.
Hendes egenhændige udnyttelse af de velkendte midler bemærker man eksempelvis i personernes tilsyneladende umotiverede eller åndsfraværende afbrydelser af hinanden, så tilkendegivelser, der var lige ved at blive personlige, står antydningsvist tilbage. Og man bemærker, at ikke alene meddelsomheden, men også reduktionen af et i forvejen sparsomt ordforråd kan afspejle graden af tristesse. Ligesom træer og fugle aldrig kan blive til andet og mere end disse fællesbetegnelser, når det står rigtig skidt til, mens det er sikkert tegn på et tiltagende velbefindende når en – om end nok så forsigtigt – spørger en anden, om det mon ikke er en lærke, de kan høre oppe over deres hoveder. Det er en væsentlig kvalitet ved Helles særlige kunnen, at den gør så lidt opmærksom på sig selv, som det nu engang er muligt for sådan en brillans.
Og ind gennem alle sprækker siver alt imens hendes humor. Jeg vil afstå fra en kategorisering af dens alvorsniveauer for her blot at nævne et enkelt eksempel, der bevæger sig på flere af dem. En mand ved navn Luffe beskrives til brug for vores indre billeddannelse med disse ord: Det var svært at sige, hvordan han så ud. Ikke med mere end det, og så går der et halvt hundrede sider, og situationen er højdramatisk, og det gælder om på minutter at finde frem til Luffe på hans arbejdsplads, og der bliver råbt, jamen, hvordan ser han ud? Og svaret lyder: Det er svært at sige.
Herman Bang betragtede sin impressionisme som den sandeste realisme. Er Helle da også en gedigen realist? Man kunne allerede i hendes debutbog finde grunde til at betvivle det. For nok har hun arbejdet ud fra den antagelse, at virkeligheden kan aflæses ved hjælp af iagttagelser af dens fremtrædelsesformer. Men hun observerer og bogfører også uden at blinke fænomener som den vaskeægte positivist øjeblikkeligt ville vælge at se helt bort fra. Helle har dog endnu aldrig tilladt nogen fantasme at brede sig vildt og skønt ud over al forstand, hun nærmer sig ikke med så meget som en tåspids den magiske realisme. Men realiteternes verden kan til gengæld, i hendes fremstilling af den, i sig selv blive magisk."

1 kommentar: