Vridere vris

(Stefan Kjerkegaard på sin blog)

Lad os derfor kigge på forskellene først: En vigtig een af slagsen, dvs. en væsentlig forskel mellem kendis-award show og litteratur-award show, er, at der i det sidste følger penge med. Kulturel kapital indløses til økonomisk kapital. Hvis det har noget på sig, så er litteraturpriser udtryk for, at vi generelt mangler forståelse for, hvorfor et værk er godt, og at kulturel kapital, fx i form af gode anmeldelser, ikke er et tilstrækkeligt parameter, eller i hvert fald et parameter i krise. Men når værket ydermere tildeles økonomisk kapital, giver det pludselige mening (for Peter Rindal og co). Tilskrivning af økonomisk kapital er (i vore dage) et kvalitetsstempel, også selvom dette sker under dække af kulturelle kapitalformer. 

 

Det er meget enkelt: Oven i at ære en god forfatter for en god bog med en forhåbentlig i samme og følgende nu i offentligheden tydelig pris (der gør opmærksom på, at her er der en bog, der er værd at læse), der er til at prale på bogflapper med i al fremtid, stikker man den gode forfatter nogen penge, fordi penge er lig med tid til at skrive en til god bog (fordi en god bog sjældent tjener den næste ind) hvilket jo simpelthen bare er en for både forfatteren og os læsere af gode bøger nyttig måde at vise taknemlighed for prisværdighed på.

Hvad jeg burde have sagt til den gnavne Netto-medarbejder

Jeg kan jo ikke gøre for,
at flaskemaskinen ikke virker!

Ligesom flaskemaskinen jo ikke kan gøre for,
at jeg ikke værker (for ikke at sige værkbarsler,
for det ville jeg nok ikke sige i Netto).

Vranten kortmonolog i 3 dele ang. interaktion

I februar måned giver LitteraturStedet på Åby Biblioteket mulighed for
at se, lytte og interagere med Pia Juuls værker. I udstillingen ’Sagde
jeg, siger jeg – om Pia Juuls forfatterskab’ præsenteres det
omfangsrige forfatterskab i nye rammer, hvor lyd og billede spiller
med

1.
At læse er altid at interagere med en bog og ikke mindst at læse en af Pia Juul.

2.
Lyd og billede spiller altid med i en læsning af en bog og ikke mindst en af Pia Juul.

3.
Hrmmmf.

Kul ud på torvet

Jeg sidder bare rastløst og venter på, at der klokken 8 er Hvedekornsoplæsning hos Rosinante&Co på Kultorvet, over Klaptræet, med følgende lammende kvalificerede line-up af bidragydere fra nr. 4. 2012, der udkom småhemmeligt ind under jul:

Olivia Nordenhof

Lea Løppenthin

Anders Mathiasen

Poul Aksel Poulsen

Mia Degner

Frank Kjørup

Ingen grund i verden til ikke at tage derhen, så vidt jeg kan se!

Her et af Anders Mathiasens digte fra bladet, det er sådan cirka oplæsningen bliver, regner jeg med:

Den natur på himmelvendt prosa

som sæd og skik beskøjtertørt konkluderer

overhører med triumferende kendermine

de hvide hundes reggaehoste

og chanter boksning for skarer af får

på langs kvæstede af cola

og et til spat gentaget credo: jeg er.

Det modsatte af at skrive en blogpost

er jo ikke som nedenfor at strege en blogpost over, men - som jeg netop har siddet halv time på Baresso, afbrudt af live samtale med en billedkunstner ved navn Ferdinand og mobil-samtale med en (i bund og grund) digter ved navn Christian, og fordummet mig selv med - at slette 420 spam-kommentarer til Hvedekorns hjemmeside, de fleste på russisk, men også en håndfuld på kinesisk, og jeg tør virkelig ikke copypaste et illustrativt eksempel af simpel angst for, hvad det kunne finde på at gøre af dæmonisk ved jeres computere, hvis I kom til at klikke ind på et kriminelt link (og på Mac-maskiner som denne opfattes den letteste strejfende berøring automatisk som et klik).

Jeg stjal Ursulas tavle (fra hendes nu uhemmelige blog)

Lige så hektisk som klog (og sjov og charmerende, ja, ja) var Ursula Andkjær Olsens Litt Talk i går eftermiddags, og hun nåede også lige at akkompagnere salens mumlende afsyngelse af "Sorrig og Glæde" på sammenbidt klaver, før hun hastede ud af en sidedør i foredragssalen, og jeg skyndte mig at afrive og sammenrulle og hjembringe hendes flip-over-papirtavle featuring den altafgørende patos-formel, her copypastet fra hendes blog "Mit ansigt udadtil/indadtil" på hjemmesiden:

Den patetiske ligning:
lidelsen
—————————— = ca. 1
åndens modstand

Sat i sædvanlig ursulask dialektisk spil (Kingo: Kroner og scepter i demantspil lege) af denne tanke (formuleret på bloggen i fredags, ligningen er fra april):

Følelsen – lidelsen, patos – er det flygtige, det vil sige måske det usande,
mens flerstemmigheden som VILKÅR, ironien, er det blivende, det som IKKE ændrer sig, det sande.

FOR JA, URSULA HAR EN BLOG, OG DET HAR HUN HAFT RET PRÆCIS ET ÅR, OG HVORFOR HAR INGEN FOTALT MIG/OS DET? VIL JEG/VI GERNE VIDE!

og det er en fantastisk og fantastisk ursulask og fantastisk ursulask flittig (hvilket snarere end Blogdahl-manien kunne tjene til eksempel for de sløve Promenadister (se overstreget link nedenfor), også formelt, i kortheden; jeg forestiller mig ikke, at I vil sammenligne Ursulas blogposter med Facebook-opdateringer, eller hur, Elisabeth?) blog, som jeg kun lige har "bladret" i, bestående af små, aforistiske stik og poetiske hvirvler og polemiske sneboldeklask. Jeg har fået en ny yndlingsblog! Her tre af de seneste poster:

At åbne det værste i folk – åbn det værste i folk.
At få lov endelig at blive, hvad alt historisk først og fremmest er: noget andet, noget fremmed.
At få lov endelig at blive, hvad alt først og fremmest er: noget andet, noget fremmed.
At åbne det bedste i mørket – åbn det bedste i mørket, og
gem din finger i min knæskal. Gem din finger i min knæskal og læg hjertet ind bag min pande.

at føre samtaler med sig selv i drømme.
at føre samtaler med sig selv og, naturligvis, udefrakommende instanser i drømme.
at skjule kønsorganet i tricoloren.
imens ægget bare vokser og vokser, bliver mere og mere bleu=blau=blue. yeah.
at skjule skammen i, at skjule rigdommen i de givne farver.
at bleu=blau=blue er det universelle.
at det universelle er en drøm som alle er nødt til at drømme, før universalitet kan opstå.

Den seksuelle revolution
Vedr. Dirty dancing
Tænk, der var engang, hvor underklassen var sexet. Hvor underklassen havde kroppen og kønnet og seksualiteten, imens overklassen havde pengene, længslerne og kedsomheden.
Nu har overklassen kroppen, kønnet, seksualiteten, pengene, længslerne og kedsomheden.

Kæpløst hestegear ønskes IKKE

(infoboks og afskrift og noter til min LITT TALK på Vallekilde Højskole søndag eftermiddag)

GEORG GEARLØSAGTIGHEDEN RÅBER:
ET KONGERIGE FOR EN KÆPHEST

Carl Barks (1901-2000)
Georg Gearløs - Gyro Gearloose
første optræden i "Gladstone's Terrible Secret", maj 1952 (AA nr. 2, 1953)



Laurence Sterne (1713-1768)
The Life And Opinions of Tristram Shandy, Gentleman, 1759/ 1761/ 1762/ 1767



Citat:
Nay, if you come to that, Sir, have not the wisest men in all ages, not excepting Solomon himself - have they not had their Hobby-Horses - their running horses - their coins and their cockle shells, their drums and their trumpets, their fiddles, their pallets, their maggots and their butterflies? - so long as man rides his Hobby-Horse peaceably and quietly along the King's Highway and neither compels you or me to get up behind him, Sir, what have either you or I to do with it?

Kæphest iflg ODS:

1. kæp, stok (ofte forsynet med et hestehoved af træ) brugt af børn til at "ride" på

2. hvad man interesserer sig for, er meget optaget af (især: på en ensidig måde), tillægger (uforholdsmæssig) betydning (og ideliig taler om og beskæftiger sig med)

(Sterneeleven) Baggesen: Enhver menneskelig Rytter rider gennem Verden på sin særegne Kæphest.

Thomasine Gyllembourg;
Her kom jeg på en af mine Kæpheste og udlod mig over Forskellen paa Aandens Guld og Talentets Glimmer.

En fortolkning af min titel
udpeger 2 yndlingskunstnere

Georg Gearløs, opfinder (blandt hans opfindelser: lampe der udsender mørke i lys, maskine der får dyr til at tale)
opfundet (anonymt) af den gode tegner Carl Barks 1952

Kæphest - Hobby-Horse
opfundet som metaforisk-allegorisk term
af Laurence Sterne i sin monster-roman Tristram Shandy

begge producenter af af personer med kæåheste (hvilket alle romanforfattere bør være, burde være definitionen på en romanforfatter (og bekendelsessonettist))

Onkel Joakim, Bjørne Banden, Fætter Højben (Gladstone Gander), Hexia de Trick

Walter Shandy (humørbalance, nosologi, navnemagi), Uncle Toby

2 uromantiske digtertyper

Opfinderen
alskens fikse maskiner, brillant og forvirret
(lille hjælper inspirationen)

Kæphesterytteren
kører monomant (og mere eller mindre genialt)
samme slags, sære/særlige motiv/ teknik/ stemme/ syntaks
ud over stepperne igen og igen og igen

opfinderi som kæphest
opfindelse af (mennesker med eller seletøj til) kæpheste

opfinderforfattere:
(SÅM) Martin Larsen, Peter Adolphsen

kæphesteforfattere:
Harald Voetmann, Hans Otto Jørgensen

jeg er (af tvang, føles det) en opfinderforfatter på jagt (på stepperne) efter kæpheste

(Storm P.-maskinelt alfabet)

Redaktøren burde have skrevet bogen

Jeg glemte at skrive, at redaktør (og sej krimiforfatter jo) Simon Pasternak i sin tale for (dobbelt, også Laurbærrene jo (foreløbigt ...)) prisvinder Kim Leine ved Weekendavisens Litteraturprismiddag torsdag aften fik Leines vinderprisroman Profeterne i Evighedsfjorden til at lyde som et totalt dragende must: genrejagende (som en anden Bang Foss (også Pasternakredigeret)) fra bygdkrimi til Melville-idyl til norsk fjeld-roadmovie: HVIS ALTSÅ JEG IKKE HAVDE LÆST DEN! Leine selv talte om, at det skønne ved tykke romaner var, at de også gav plads til at skrive dårligt, men det er jo noget vrøvl - JF. FOR EVIGT DICKENS (og også Dorph & Pasternaks krimimonstrummer) - der er plads til at skrive vidt og vildt forskelligt, og tillige skrive hylende sentimentalt og plat patetisk (se snarlig blogpost ovenfor om Ursula Andkjær), men hvorfor skulle der være plads til at skrive dårligt? Det bør der ikke være plads til nogen steder som helst.

Denne blogpost er slettet i samme nu

Når nu Promenaden ved Kamilla Löfström, som svar på en læsers facebookopdatering, der vrantent sammenligner Promenadens (10) og Blogdahls (84) januaroutput, publicerer en vel kun halvironisk blogpost om, hvor symbolsk bæredygtig blogtavshed er, kan mit svar på svaret blive nødt til at være denne hermed sløjfede blogpost. 

Og så på vej mod Vallekilde

Højskole og deres Litt Talk-festival - jeg skal præsentere 3 prægtige Hvedekornsdigtere, Caspar Eric Christensen, Signe Gjessing, Rolf Sparre Johansson og selv præstere en såkaldt Litt Talk på en halv time, som måske ikke er helt nok til, at jeg gennemgribende kan forstå, hvad i alverden jeg mener med min titel (men jeg har forberedt mig med noter om Carl Barks og Laurence Sterne og opslag i ODS og på Wikipedia):

Georg Gearløsagtigheden råber:
Et kongerige for en kæphest!

Falske hjerter og 1 "ægte", bindstærk, men papirtyndt

Jeg har nu læst alle 400 sonetter i Pablo Llambías' Hundstein og er ret ca. lige så tempereret nedtrykt over dem, som jeg frygtede at blive (skuffet kan man vel ikke kalde sin forventede negative reaktion på et bind nr. 2 i en serie) og er meget enig med ORDLYDEN af Lilian Munk-Rösings anmeldelse i Politiken (bortset fra at jeg som sagt ikke er skuffet, fordi jeg ikke . som Lilian - formåede at blive inciteret første gang rundt):

Den nye sonetsamling efterlader mig grundlæggende trist. Formen har ikke længere nyhedens kraft, yder ikke rigtig længere nogen modstand mod den hurtige læsning, der retter sig med dyneløfterens lettere skamfulde nysgerrighed mod teksten som forfatterens dagbogsstof. Hvor der i første sonetsamling var små indslag af poetisk skønsprog, som brød mod den dominerende brugsprosa, har brugsprosaen nu helt og holdent overtaget.

Men jeg er dybt UENIG med anmeldelsens hjerteantal - 4 - både som sådan, som vurdering af bogen, og som havende nogen form for kongruens med anmeldelsens ordlyd; hvad er det for en særlig Politikensk måde at camouflere en i dette tilfælde entydig ufortryllet og skeptisk anmeldelse. Bortset fra den allersidste sætning, men hvordan kan anmelderen dog selv tro på på, at den sætning - anmeldelsens eneste (uironisk) positive - på falderebet kan redde bogen i land som fundamentalt god og vellykket? Fordi den, bogen, får os til at tænke over, hvorfor den er slet og mislykket ! ! ? ? :

SOM LÆSER PENDLER man mellem en naiv læsning (hvor man fornemmer fristelsen til at slutte sig til den kvindeskare, der ifølge bogen kontakter forfatteren på Facebook og gerne vil trøste ham) og en reflekteret læsning, hvor man må forholde sig til selve konceptet: Hvad er det for et projekt at tilskære uskøn lavintensitetsprosa efter en skabelon, som er forbundet med højintens poetisk skønhed? Er det et klassisk avantgardistisk projekt om at teste grænserne for, hvad der overhovedet er kunst? ( At tilskære en madopskrift som en sonet er som at udstille en toiletkumme på museum ) Eller er det et projekt om at nærme sig et ' sandt' jeg, ud fra en forestilling om at man må skrive grimt for at skrive sandt? Hvis det handler om at teste kunstens grænser, må man sige, at idéen er set før. Hvis det handler om at nærme sig et sandt jeg, er jeg skeptisk, for der er ingen grund til at tro, at et lavmælt, nedstemt brugsprosa-jeg kommer sandheden om sig selv nærmere, end det der hengiver sig til poetisk vision og fabuleren. Ligesom det er en fejltagelse at forveksle ærlighed med sandhed. Bogens værdi ligger så i, at den overhovedet kaster læseren ud i disse spørgsmål.

Det er altså en sølle værdi, hvis det er den eneste værdi (og markeret ingenting værd - når nu anmelderen selv svarer på de spørgsmål, bogen har kastet hende ud i, og svarer, at det ene mulige projekt er uoriginalt og det andet simpelthen falsk).

Snebakkehaiku

jeg
er for bekendt
bekendende til
den her bekendelse,
du

Koldt og klart er en træls æstetik, Gud

og det er hedt og tåget også, men ikke helt lige så slemt, afhængigt af det gudelige talent

må jeg bede om

koldt og tåget

eller

hedt og klart
(som vel er det, sonettisten tror er hans vejr, der snarere er gråt i gråt med grå regnbue)

Den 1. på den 2.

Altså den første blogpost i februar skriver jeg den anden februar, og grunden til, at jeg ikke skrev nogen blogpost i går, var for det første tømmermænd, og for det andet, at jeg var så pinligt bevidst om mit bagsidedigt i WA Bøger, og i mit storhedsvanvid mente, at det måtte alle andre være også, at abonnenterne og løskøberne sad ved morgenbordet og formiddagsbordet og eftermiddagsbordet og middagsbordet og aftenbordet og nattebordet og rystede på hovedet og sagde, bliv ved din forlæsthed, digter er du for længst ikke, men selvfølgelig er der ingen, der har reageret, og sikkert knap nok nogle der har opdaget, endsige læst digtet; det er ligesom Pablo Llambìas' sonetsamlinger - jeg er nu nået til side 160 i nr. 2, og sikke man man keder sig raskt! - hvor han hele tiden forestiller sig den grande skandale, som udgivelsen vil afstedkomme, og som påny er udeblevet, fordi folk mest bare keder sig, men i det mindste gør det raskt, så de bliver ikke for alvor irriterede, og forargede er der ingen, der gider at være, og i lige præcis 1 sonet i det nye bind er det nøjagtig det, sonettisten frygter (og han mener vel buzz, fuzz lyder som en dansk forvrængning af fizz, der netop betyder, at noget fuser eller fiser ud):

Jeg forestiller mig, at der ikke sker
noget særligt. Bogen bliver udgivet.
Den bliver rituelt, men ikke særlig
dybt, nedsablet i Forfatterskole-

miljøet. Der kommer en række
anmeldelser, nogle udmærkede,
andre afvisende. Et par blade
prøver at gå i dybden med

temaet angst og litteratur,
men ikke mange gør sig overhovedet
nogen umage med at følge op
på bogen. Der kommer kommer i det hele taget ikke
det fuzz, som jeg går og håber på.
Ingen forargelse, ingen debat. En fuser.

For det kunne unægteligt have været skønt, hvis en eller anden havde gjort sig sig den umage at formulere sig gnavent om mit lille, rimede digt, og fx bare Nicolaj Stochholm, som jeg anmelder i samme nummer af avisen og kritiserer for ikke - nok så smadret og ødelagt - at rime mere i sin nye bog, men på Facebook nøjes med at hilse på mig med en lille, fyndig aforisme (som jeg er enig i):

Siger tak og rækker tunge ad drillemiklen Lars Bukdahl og siger at hvis der ikke er spejle i skærsilden, hvor i helvede skulle de så være? Hep! Hep! :)