Jeg har spist grind med Kirsten Thorup i Tórshavn

JEG
HAR
SPIST
GRIND
MED
KIRSTEN
THORUP
I
TÓRSHAVN,
DET
SKRIVER
JEG
EN
ROMAN
OM
ENGANG,
DER
SKAL
HEDDE:
JEG HAR SPIST GRIND MED KIRSTEN THORUP I TÓRSHAVN
OG
DET
SKAL
STENSIKKERT
VÆRE
EN
KRIMINAL-
ROMAN
(vi snakkede om krimier, tidligere i Nordens Hus, at de nu bildte sig og andre ind, at de var de sande samtidsromaner i stedet for de reelle sande samtidsromaner, af fx KT, men det er der jo ikke noget at gøre ved, sagde hun et par gange med et viist, overbærende smil, som jeg håber engang at nå frem til, og så sagde hun også, at Tórshavn er den perfekte kulisse til en kriminalroman, så derfor)
MEN
INGEN
SKAL
DØ,
T V Æ R T I M O D !

Findes der en mindre virkelig genre end kriminalromanen?

Jeg kom forbi Gentofte Bogmesse på Gentofte Hovedbibliotek, fordi jeg skulle LÅNE NOGLE BØGER, og mens jeg ledte, og mens jeg ventede på, at bibliotekaren kom tilbage fra magasinet (75 % af de bøger, jeg låner, befinder sig dér), og da jeg vendte tilbage til disken, fordi mit høje bødebeløb forhindrede mig i at låne, hørte jeg en kriminalromanforfatter fortælle om sit kriminalromanforfatteri, og igen og igen sagde han ordet 'virkelighed', og ikke en eneste gang markerede han gåseøjnene, og ikke en eneste gang fik han massive Robert Durst-agtige tics af ikke at gøre det, hvilket forekommer mig som en næsten overmenneskelig præstation - prøv selv, efter mig:

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

AAAARRRGH!
BLINK BLINK BLINK
"""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""
"""""""""""""""""""""""VIRKELIGHED"""""""""""""""""""""""""""
"""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""
BLINK BLINK BLINK
AAAARRRRGH!

Hvorfor er der ingen krimier der hedder 'En kold tyrker'?

Jeg er i hvert fald gået på en kold krimi-tyrker efter alt for meget narkotiserende, god litteratur, Lind-usagn, Viggo-kortprosa, Krogsbøll-poesi, (altså Birgitte K, unævnt på boggen, anmeldt godt sidste uge) Aymo-Boot-spørgsmål, Aidt-roman, Marianne-poesi (hov! har jeg faktisk læst den bog færdig, eller flagrede den bare forbi, tjekker jeg lige), Eske-hæfte, Thøger Jensen-roman, Carson-kasse (de 2 sidste unævnt på bloggen, men forhåbentlig anmeldt og i så fald anmeldt godt i WA Bøger i morgen sammen med Spørgsmålene), og nu har jeg dødgudhjælperingen læst mig en smule ind i en kæmpemæssig krimi, Pigen i Satans Mose af søskende Hammer, og det er groft afrusende, dårlig litteratur, heldigvis kan jeg afbryde den hårde omgang med 2 hallucinationslovende børnebøger, 8. bind af Louis Jensens firkantede historier og Lone Munksgaard Nielsens nye billedbog Nete og mørket, der ligger parat til mig på avisen i morgen, back on the needle.

Poeten skriver kriminalroman, 1977

(apropos Dorphs og Pasternaks samtidshistoriske krimiserie - fra albummet Poeten og Lillemor - og kystsocialisterne, 1977)

Poeten: Den anmeldelse af min digtsamling er så tåget og uklar, at jeg simpetlhen ikke forstår meningen!/ Lillemor: Ja, jeg måtte osse læse den flere gange før det gik op for mig.../ ... at han synes dine digte er uforståelige!

Veninde: Det siger du ikke ... vil Poeten til at skrive kriminalromaner ligesom Anders Bodelsen?/ Er det hans flydende, letlæselige stil, der har inspireret poeten?/ Lillemor: Næh, det er hans flotte motorcykel

Lillemor (til Poeten): Jeg er bange for at din kriminalroman er ved at blive lidt for højlitterær/ Enten må du gøre den mere jordnær, så folk vil købe den/ Eller også må du gøre den mere ubegribelig, så den kan få støtte af Kunstfonden

Poeten: Nej, der tager du helt fejl, Lillemor! Det er ikke morderen, der er den skyldige. Han er bare med for at lokke læseren på vildspor/ Lillemor: Hvis det ikke er morderen, hvem pokker er det så?/ Poeten: Samfundet - hvem ellers?

Lillemor (i telefonen): Poeten kan jo ikke leve af at skrive poesi/ Så for at skaffe til dagen og vejen er han nødt til indimellem at skrive nogle populære bøger ... / ... med den venstreorienterede hånd

Lillemor (til Poeten) Jeg må indrømme, at du forstår at gøre skurkene i din kriminalroman virkelig afskyvækkende/ Man bliver ligefrem besjælet af et brændende ønske om, at en grufuld straf må ramme ... / det samlede politikorps!

Poeten: Tror du ikke det social budskab i min kriminalroman vil gøre mig fortjent til en officiel udmærkelse?/ Lillemor: Joeh ... men jeg tror nu ikke, du skal sætte næsten op efter Akademiets Pris eller Nordisk Råds Litteraturpris ... / Men mon ikke du kan regne med Leninprisen?

Veninde: Hvordan gik det med den kriminalgyser, Poeten skrev for nogen tid siden?/ Lillemor: Årh, den blev nu ikke så uhyggelig, at den fortjente at blive kaldt gyser/ ... men anmeldelserne ... !

Arrogant uvidenhed

Forfærdeligt tung, tungere end en kasse med mine egne usolgte bøger, føles Information her til morgen, og så opdager jeg, at det er på grund af et krimi-tillæg på 56 sider (med en bagsideannonce for 20 krimier, der kan købes i Føtex, og annoncer er jo nok den reelle bevæggrund til krimitillægget, der er stoppet med dem), hvor tungt forfærdeligt! og hvor er jeg åndssvagt stolt over, at jeg kun kan svare på 1 spørgsmål (OK 2, der er også et spørgsmål om Susanne Stauns Hilsen fra Rexville) i "Den store krimiquiz":

Hvad hed den logisk tænkende detektiv i Edgar Allan Poes novelle 'Dobbeltmordet i Rue Morgue' (1841)?

C. Auguste Dupin!

Men gid dog Poe ikke havde skrevet sine tre Dupin-noveller og ved et teknisk uheld opfundet krimigenren, så havde det ikke været et krimi-tillæg, der skammeligt tyngede Information denne lørdag, men ærefuldt måske faktisk et poesi-tillæg (så meget af den bedste poesi i disse år anmelder Inf slet ikke, fordi den udkommer på små- og mikroforlag).

Lørdagsforfølgelse

Live jazz i Irma i dag

Jazz- OG krimitillæg i Politiken i dag

Det modsatte af zombie-konceptualisme:

Krimijazz
/
Jazzkrimi
(Peter Poulsen skrev garanteret en happy jazzkrimi i 1983,
der hed Mærkelig frugtlikør -
hvis Dan Turèlls krimier er jazzkrimier, så er de hard bop-krimier)

Ud & Se (og prof. Bredsdorff) kriminaliseret

Vel var novellerne i Ud & Se blevet mindre avantgarde efter Thomas Bredsdorff overtog redaktørtogkasketten fra Anders Abildgaard (der overtog den fra Jeppe Brixvold, der overtog den fra Erik Skyum, der havde den på i MANGE år), men deres grundlæggende litteraritet var stadigvæk til at stole på - i november havde fx Susanne Staun (der skulle tage og gemme noget af al den vildfarne galde, hun spytter ud i WA, til sin næste roman) en rigtig god, ondt pinlig ikke-krimi-novelle om at tisse i bukserne. Næste år imidlertid er også Ud & Se kriminalistisk-relativistisk kompromitteret - og det er ikke fordi, jeg har noget imod krimi-forfattere, jf. Staun og Dorph-Pasternak, men der er krimi-forfattere og (en forfærdelig masse) krimi-forfattere, OG HVORFOR FANDEN SKAL ALT VÆRE MOTHERFUCKING KRIMI?:

Ny krimiserie på vej i Ud & Se

DSBs kundemagasin Ud & Se har i 2011 inviteret 12 danske forfattere (+ en) til at skrive originale kriminoveller til vores læsere. Med begyndelse i januar vil hver måned byde på en ny fortælling i serien 'Mord på farten'. Forfatterne er blevet bedt om at lade en rejse indgå i deres fortællinger, men derudover har de frit slag. Serien redigeres af professor i nordisk litteratur Thomas Bredsdorff.

De 12 forfattere er:

* Gretelise Holm

* Kristian Ditlev Jensen

* Katrine Marie Guldager

* Anders Bodelsen

* Sara Blædel

* Leif Davidsen

* Anna Grue

* Simon Pasternak & Christian Dorph

* Susanne Staun

* Mette Winge

* Christian Mørk

* Hanne Marie Svendsen

Rygvendt oldtime-krimi-cut-up-camouflage

Sort er nobelt til mord
Døden med maske
Tre små koner
Brahms' fjerde mand
Silke fløjl
The Dark Tunnel
Ligene er kisteglade
Sort sommer
Den farlige handske
Dobbeltseng i Danmark
Den grønne dame
Kriminalkommisæren får bid
Ferie blandt forbrydere
Ondskabens maske
Dræberkupeen
Op i den blå luft
Byen sover
Krigsspil
Valparaiso
Hjerne til en milliard
Hvem venter på kroen?
Intrigernes hus
Ikke flere mord
Mordet på landsbykirkegården
(ulæseligt (afblegede gule bogstaver))
Hammett i aktion
Testamentet der dræbte
Etruskermordene
Den forsvundne brud
Ingen returbillet
En fremmed mand
Mord på teatret
Morderen lyver
Mord og mistanke
Død i Ulden (?)
Mysteriet på White Cottage
Gideons sport
Gideon fra Scotland Yard
De magiske sommerfugle
Blodet på tangenterne
Sidste forhindring
Spor i sneen
Premiere
Alleyn i Rom
Opening Night
Heskejagt i hollywood

(afklippede og og på pap opklæbede krimi-bogrygge der tilsammen skjuler sommerhusets stereoanlæg, så ved I det, tyvagtige læsere)

Hvem udgiver en dårlig digtsamling frivilligt?

Fra Stéphanie Surrrugues "Bullentin" i dag i Politiken om "Krimicoma":

"Selvfølgelig udkommer der også ting, hvor jeg kan undre mig over, at manden har gidet ulejlige sig med at sende manuskriptet ind til et forlag, og at forlaget har gidet gøre sig ulejlighed med at sende manuskriptet til tryk" medgiver [kriminestor] Anton Koch-Nielsen, " men ... mon ikke en anmelder med forstand på lyrik ville sige det samme om danske lyrikudgivelser?"/ Jo, mon ikke? Men det er, som om krimien er lidt nemmere at slå ned på. Primært fordi den er så kommerciel - som i: populær: Og er der ikke altid noget lidt mistænkeligt ved brede, folkelige succeser?

Jo, hvis jeg kiggede i alle de digtsamlinger, der i en eller anden forstand "udkom", dvs også rent privat, så ville jeg da kunne finde ingen ende på rædderlighed - men det ville jo svare til at vurdere poesisituationen ud fra den samlede post (der inkluderer en ret mange selvudgivne bøger), jeg får på Hvedekorn - hvis vi ser på "rigtige" forlag, store og bittesmå, med en reel redaktion, så ser det overmåde godt ud for poesien - og grunden til, at det ikke uden videre gør det samme for krimien (og bare : romanen) er jo den simple, at en dårlig krimi sagtens kan sælge, mens en god digtsamling aldrig kan, så hvorfor i alverden skulle et godt forlag udgive en dårlig digtsamling, men der kan være alle mulige salgslovende grunde - ud over det litterært eller bare kriminalsitisk kvalificerende - til at sige OK til en krimi. Hvis en digtsamling var så slet skrevet, rent stilistisk, som Hammer-søskendeparrets angiveligt er (og hvor dobbeltkritikermoralsk at Bo Tao Michaëlis nødtvungent giver den fire hjerter i Politiken, men så pludselig er for fin til at give den en krimi-debutantpris, der tidligere er tildelt Sarah Blædel), så ville Gyldendal da aldrig være kommet 1000 meter i nærheden af den. Sådan hænger den blodighed sammen.