Poeten: Den anmeldelse af min digtsamling er så tåget og uklar, at jeg simpetlhen ikke forstår meningen!/ Lillemor: Ja, jeg måtte osse læse den flere gange før det gik op for mig.../ ... at han synes dine digte er uforståelige!
Veninde: Det siger du ikke ... vil Poeten til at skrive kriminalromaner ligesom Anders Bodelsen?/ Er det hans flydende, letlæselige stil, der har inspireret poeten?/ Lillemor: Næh, det er hans flotte motorcykel
Lillemor (til Poeten): Jeg er bange for at din kriminalroman er ved at blive lidt for højlitterær/ Enten må du gøre den mere jordnær, så folk vil købe den/ Eller også må du gøre den mere ubegribelig, så den kan få støtte af Kunstfonden
Poeten: Nej, der tager du helt fejl, Lillemor! Det er ikke morderen, der er den skyldige. Han er bare med for at lokke læseren på vildspor/ Lillemor: Hvis det ikke er morderen, hvem pokker er det så?/ Poeten: Samfundet - hvem ellers?
Lillemor (i telefonen): Poeten kan jo ikke leve af at skrive poesi/ Så for at skaffe til dagen og vejen er han nødt til indimellem at skrive nogle populære bøger ... / ... med den venstreorienterede hånd
Lillemor (til Poeten) Jeg må indrømme, at du forstår at gøre skurkene i din kriminalroman virkelig afskyvækkende/ Man bliver ligefrem besjælet af et brændende ønske om, at en grufuld straf må ramme ... / det samlede politikorps!
Poeten: Tror du ikke det social budskab i min kriminalroman vil gøre mig fortjent til en officiel udmærkelse?/ Lillemor: Joeh ... men jeg tror nu ikke, du skal sætte næsten op efter Akademiets Pris eller Nordisk Råds Litteraturpris ... / Men mon ikke du kan regne med Leninprisen?
Veninde: Hvordan gik det med den kriminalgyser, Poeten skrev for nogen tid siden?/ Lillemor: Årh, den blev nu ikke så uhyggelig, at den fortjente at blive kaldt gyser/ ... men anmeldelserne ... !
