Et par digte, hun, protagonisten, kunne have læst på det lille bibliotek

Vi ved desværre ikke, hvilket nummer af Hvedekorn Tove Dunk, i Helle Helles de, læste og skrev et digt af fra, men hovedpersonen "hun" kunne i nr. 3, 1976, fx og fremfor alt have læst dette digt af Vita Andersen (hendes første bidrag til Hvedekorn (men ikke hendes debut (ligesom Helle (ærgerligt nok!) havde haft tekster i Alt for Damerne og Information, før hun fik digte trykt i Hvedekorn)):

Mellem weekenderne

Hun var nået den alder
hvor hun formodedes
at kunne klare sig selv
hver morgen
vågnede hun op
ved vækkeurets chock
til den flygtige virkelighed
hendes krop
strittede imod
nægtede
at gennemgå
de samme ydmygelser og gentagelser
hver dag
i overmorgen
var det gudskelov weekend
hun kunne blive i sengen
hele dagen
skulle bare købe lidt mad
og sådan
men tit disse dage
vågnede hun tidligt af sig selv
fuld af angst
og kunne ikke falde i søvn igen
hun forstod det ikke
så
prøvede hun at læse i en bog
men ordene
kunne ikke forstå hende
de blev bare i bogen
og rummets ensomhed
blev stærkere rundt om hende
så var det nemmere
med et ugeblad
er var billeder
dem kunne hun forstå
som billeder

(jævnfør også min anmeldelse i fredagens WA Bøger af nye knækprosasamlinger af Anne-Louise Bosmans og Mikael Josephsen (med HH-omtale))

- eller dette af Louis Jensen:

Sølvet og guldet bestaar prøven med glands

Fuglen har forladt reden i utide
og æggenes skæbne er ikke længere uvis.
                Saadan staar det til i haven.
De drikker te og de fejler ikke noget.
De er sunde og raske i den troløse villa
og maden
indtil de kan spejle deres saar i sovsen.

Deres øjne er vidtaabne, grønne,
violette, opspilede betændte saar og
insekter med graa vinger
flyver ud fra dem
                     i sværme.
Og deres hænder er ormædte, stinkende, graa.

Og deres bryst er som tulipaner,
      røde, hvide, osrte, skrigende
som dødsdømte tulipaner
paa blomstermarkerne, usynlige
uhørlige
          raabende de sidste fjorten dage
før den frygtelige høst
naar markarbejderne
tumler ud fra skurene
med kurve og knive som stjerner der brænder.

- eller dette af Claus Senderovitz (HVAD ER DER BLEVET AF HAM? Kan han melde sig straks på redaktionskontoret!)

Tiden fylde / af Mørkhøjs Mysterier

Sat? sagde hun
vel er jeg ej
og hvis jeg er
er det fordi
jeg har sat mig
hvor jeg ville.

Flytte mig?
Hvorfor sku jeg flytte mig?
Hvem ku nænne det
med alle de dejlige træer
der vokser på én?

Dronningetitler (post in progress)

Jens Asbjørn Seehuusen: De

Christina Hesselholdt: De, mit De

Lene Henningsen: Jeg siger Dem

Vita Andersen: Hva' for en hånd vil De ha'?

Klaus Rifbjerg: De skal ikke være ked af det, Amalie

Bue spænder Vita nova

Bue P. Peitersens blog er stadig en af de generøsest spruttende bestyret af en betydelig digter; kun Ursula Andkjærs og Birgit Munchs kan konkurrere lige nu - slet ingen af de unge (ikke nødvendigvis af dem selv) såkaldte internetdigtere kan skære senneppen.

Lige nu fungerer Bue-bloggen i høj grad oversprings-poetologisk grublende og undersøgende i forhold til et work in progress (men tjek også serien af taleboble-oplæsninger). Særligt knækprosa/bekendelseslyrik/antiæstetik har bloggen adresseret, og jeg vil gerne fremhæve de både personlige, skarpsindige og rent bogstavelige/formelle læsninger af Vita Andersen (især) og Bo hr. Hansen og senest Lola Baidel. Her er den første Vita-post fulgt af en manipuleret Gajolæske:

Virkeligheds-markører i digte

1. Slåfejlene

Vita Andersens slåfejl i Tryghedsnarkomaner (1977) er temmelig effektive ift. at sige "virkelighed", ikke mindst fordi de accelererer markant, når man kommer hen imod slutningen, som om der lige skulle bankes et par digte mere ind i manus og ud i verden.

Det er en vigtig ting, og jeg håber ikke, de har rettet det i den senere udgave, men det har de garanteret:

”måske skulle hun tage et bad
smøre sit hår ind i smahpoo
fyldt med vitaminer og proteiner
og ganske langsomt
lade sig glide ned
under det varme vand
og så det overstået
for dem begge”

2. Inkonsekvens

En anden virkeligheds-markør er inkonsekvensen i brugen af små og store bogstaver, nogle digte har stort begyndelsesbogstav, andre har ikke. Det virker utjekket og fint, og netop ikke som kalkuleret sjusk.

3. Manglende tegnsætning

Jeg ved ikke rigtig med den manglende tegnsætning, måske er det redaktøren, der har fået den ide, det er, som om det er lidt for påtrængende, altså en lille smule fikst/udvendigt, i hvert fald når man begynder at tænke over det. Tanken er selvfølgelig, at det bare skal køre derudad, sådan helt nøgent og uprætentiøst, og ja, jo, det gør det vel også på en måde, det er nok bare mig, der efterrationaliserer.

4. LDB-creme

LDB-creme er helt klart dronningen af virkeligheds-markører, og jeg har aldrig før set den i et digt, men jeg kan huske den forfærdelige duft + emballage fra min farmor, og det er fedt nok, at hun tager den med ind i bogen, som noget, der står og blinker på en både fin og træt måde.

5. Dedikationen

”Til Jannick” står der forrest i bogen, og det er en af de ekstra-litterære (hedder det ikke det?) ting, der ligesom kan forankre bogen i noget virkeligt, men den kan også lukke luften ud af det, og jeg ved ikke helt, hvilken effekt den har her. Jo, måske er den fin nok. Er det Jannick Storm? Har han været en skurk?

6. Kolofonen

I kolofonen står der bl.a. ”Bogen er skrevet på IBM skrivemaskine”, hvilket også er godt nok og lidt lo-tech, tænker jeg (selvom det sikkert var meget normalt på det tidspunkt).

7. Stort forfatterfoto på bagsiden + biografiske facts

Her er forfatteren, sådan ser hun ud, bang, og hun har bl.a. ”været i en bank, læst til skuespillerinde, arbejdet et år i Grønland, været på en lakridsfabrik, arbejdet som servitrice, gik på studenterkursus fordi hun ville læse film på universitetet, blev ikke student, men kom på kontor og ind i et ægteskab i stedet, og blev så skilt og ansat i et rejsebureau, og i en bank igen, osv.” Det lidt ironiske svækker det en smule, man skulle selvfølgelig have lavet det helt skrabet og nøgternt.

8. Minus makeup

Ja, ja, det upyntede sprog: Vi kigger os ikke i spejlet, før vi går ud i verden, siger digtene, og det tror man nok næsten på, men måske kan det også blive lidt for nøgternt, altså som om det netop er en neddulning frem for noget "naturligt". Og på den anden side er det måske faktisk fedt nok, at der næsten er en overgjort træthed i sproget, som om hun griner lidt fra bagsidefotoet.

 

Afhugget blækspruttearm

(fraklip fra Blæk om /anmeldelse af Tryghedsnarkomaner og Sex Rouge - skrevet lidt videre her):

-->

I det nye nummer af Kritik, med temaet ”1970’erne genbesøgt” skriver Anne-Marie Mai om Vita Andersen og lader et citat fra Hans-Jørgen Nielsens anmeldelse i Information træde i stedet for sin egen vurdering af Tryghedsnarkomaner:

  ”En mærkelig renset, nedkogt stil med en masse sideordnede hovedsætninger, renset for metaforik og lyrisk dirren i mælet, ren situatiosnbeskrivende sætninger uden at forsøg på at etablere mere omfattende sætningsmønstre. Det samme tørre, døde tonefald gennem hele bogen. En stor tonløshed tværs hen over det ofte sindsoprivende indhold. Som et brutalt, ufølsomt neonlys over det hele, hvori personer antager karakter af masker og mekaniske dukker.”

  Den bog vil jeg også gerne læse, men den lyder langt mere som Kirsten Thorups dekadent depressive I dag er det Daisy og Love from Trieste end den reelle let kluntede og ret ujævne Tryghedsnarkomaner (nu lyder jeg som Tue Nexø om Yahya Hassan, men der er energien og raseriet til afgørende, opfuckende forskel).

-->

En traditionel lyrisk kvalitet, Andersen excellerer i, og som Lambías vedkendt og helt bevidst undsiger sig, er konkretisering; to digttitler i Tryghedsnarkomaner: ”Sommerhattene” og ”Soltoppen”. Det er også her Vita og "Vita" mest og bedst ligner Yahya Hassan og Yahya Hassan, og selvfølgelig særlig i de ret parallelt dramatisk socialrealistiske barndomsbekendelser, og især det mest vrede og med navn nævnelse (det tyer Yahya faktisk sjældent til (måske takket være Gyldendals juridiske rådgivere?)) anklagende "Til dig Gudrun Brun", dette er ægte brutalitet:

om morgenen kom to betjente i uniform
og min adoptivmor græd
og jeg skreg og hylede
og holdt fast i dørhåndtaget
og betjentene måtte løfte mine fingre af
en efter en
og de kørte mig i politibil hele vejen hjem
jeg hylede hysterisk hele tiden
og da de bar mig ud af vognen
stod der en masse unge og gloede
jeg havde kun set min mor to gange
i de tre år
den ene gang på Sankt Hans
hvor vi spillede pindespil
mellem en masse åndssvage og syge
og gamle koner med dukker

- det er nogle helt andre dukker end dem, Hans-Jørgen taler om ...

Calling all Testrups utryghedsafholdsmænd og -kvinder

Jeg opdager, at jeg ikke har Vita Andersens Tryghedsnarkomaner på min reol (jeg skulle have beholdt Lars Ravns dyngvåde eksemplar, der indgik i årets Bet), som jeg nemlig har brug for til mit (lærerensomme) epigonværksted på Testrup, så jeg vil høre om, der er lærere eller kursister derude, som vil indrømme at eje bogen og er villige til at pakke den ned i deres pakkenelliker og låne mig den på stedet og gøre mig inderligt, deprimerende taknemlig!?

Da Vita var fjenden

- flashback til 80'ernes blodige poesikrig:

At Vita Andersens digt er udformet uden brug af traditionelle lyriske virkemidler såsom vellyd, rytme, metaforer, stilfigurer m.m. betyder vel at mærke ikke at det helt savner sproglig struktur. Som det ses, betjener teksten sig hyppigt af gentagelsesmønstre: opremsninger i str. 1 og i alle underforløb parallelle sætninger bygget op med "hun" som begyndelse og subjekt. Det giver et præg af monotoni og uforanderlighed, som udmærker svarer til grundstemningen.
En anden struktur i digtet angives med det lille ord nu i str. 2. Vi bevæger os en smule i tid - fra en periode af rastløs foretagsomhed til udvejsløs, permanent krisetilstand.
Spørger vi nu ind i digtets verden, finder vi et overfladerealistisk dagligdagsunivers. Her er ting vi kan genkende, og med bestemt form på pilleglasset og bageren lægger forfatteren op til, at læseren kryber ind under huden på den selvmordsstemte kvinde - identificerer sig med hendes situation.
"Depression" søger altså at afbilde en virkelighed, at beskrive noget som-om-det-var-sandt. Det er realisme overført til lyrikken, kunst der søger at skjule kunsten som form og spil. Udtrykket skal tjene til at fremstille motivet. Ordene skal spille rollen som tjenere for et allerede givet virkeligheds-indhold.
Digtet vover af samme grund så lidt som overhovedet muligt, poetisk set. Læseren må for alt i verden ikke opdage sproget! Men netop af denne grund kan man sige, at digtet ligger 100 % under for sin egen sprogbrug. Idet forfatteren søger at lade ordene træde til side for at pege hen på indholdet, udtrykker hun en tyrkertro på, at sproget fungerer. At ord dækker verden, at mennesker i sidste ende ikke er så udsatte som teksten hævder at den stakkels kvinde er. Selv om digtet beskriver en krise, udgør det derfor, kunstnerisk set, en tryg idyl.
Anderledes med Søren Ulrik Thomsens digt.

- fra Erik Skyum-Nielsens programartikel "80'er-gespenstet" i Bogens Verden 1, 1983

Hvilket, hvis nogen skulle være tvivl, var en nødvendig tekst i en velsignelsesrig krig mod den helt rigtige fjende (hvilket på den anden side ikke er det samme som at Vita Andersens digt (læst i dag og med fx Helle Helle vibrerende i baghovedet) er en (SÅ) dårlig tekst).