Kim Skotte hævner sig IKKE 36 år senere (på generationsindpisker MS)

Kim Skotte roser Væbnet med ord og vinger i Politiken og giver 4 hjerter, klip fra anmeldelsen:

"Filmen får i høj grad sit nærvær, fordi vidnerne ser klart. Digterkollegaerne Søren Ulrik Thomsen, Bo Green Jensen, Pia Tafdrup, Klaus Lynggaard samt den yngre Håkan Sandell og den ældre Asger Schnack er alle gode og bruges med omtanke. Varmen ligger i præcisionen. PORTRÆTTET kommer uvægerligt til at samle sig om Strunges indre kampplads. Om den kompromisløst opslugte digter med det maniodepressive sind. Kan man skrive på galskaben, eller skriver man sig durk ind i den? Hos de godt fortællende vidner, som foruden digterne ikke mindst udgøres af barndomsvennen Johnny og ungdomskæresten Inge, mærker man ungdommens fascination af den flamboyante yngling fra Hvidovre, men også en livslang tristesse og et overbærende glimt i øjet, når Strunges selviscenesættelse, selvoptagethed og fandyrkelse erindres."

Michael Strunge selv var mindre nådig, da han i BT 4. september 1982 som opkørt og benhård indpisker af den rette 80'er-generationalitet anmeldte Kim Skotte Christensens debutdigtsamling  Den urimelige hastighed med hvilken tog adskiller elskende  - teksten har ikke været optrykt før (om Strunge som generationstalsmand (herunder hans virksomhed som anmelder (i 2 omgange, først BT, så Politiken) og forlagskonsulent) se min artikel "Strunges strenge. 80'erne som kritisk opdrag" i antologien En bog om Michael Strunge, 2008):
 

"Spar på krudtet og kom igen

POESI

Michael Strunge

 Kim Skotte Christensen: Den urimelige hastighed med hvilken tog adskiller elskende. Digte. Vindrose. 74 sider. 88,00 kr. 

"Digtet "MANIFEST" var nytårsaftenskronik i Politiken 1981" står der på bagsiden af denne debutdigtsamling. Digtet findes imidlertid ikke inde i bogen. Det er jeg forholdsvis tilfreds med, at det ikke gør. MANIFEST indeholder nemlig de første tre brud på ophavsretten - dvs denne digters ophavsret til de sidste 3-4 digte i Skrigerne, hvorfra Skotte Christensen stjal flere linier og vulgært efterlignede resten. Jeg gi'r dog afkald på retsforfølgelse. Lad dette være en alvorlig ment advarsel til alle de unge der så gerne vil lege "Firser-poeter". For her er en typisk "firserdigter", "ny generation" og rend mig i røven.

  Den urimelige hastighed ... er præget af en symbolik, der ofte bliver alt for tung og usammenhængende, hvilket ikke bedres af overforbruget af ord, Digtene handler hurtigt sagt om forelskelser, sex, forurening, fremmedgørelse og den nok så kendte storby (jeg savner efterhånden en ny forstadsdigter, som Sarvig var det). Der optræder i digtene ofte et du, der nogle steder en kvindefigur, men som f.eks. i "Højovn i helvede" antager religiøs, guddommelig karakter. Og der er let visionære undergangsstemninger som i "lysene der tændes og slukkes": "De sorte pletter/ bryder sig på landkort/ hvorfra de hvide forsvandt og jeg så på aftenhimlens rødmen/ efterhånden temmelig tvetydig/ Lysene der tændes og slukkes". 

  I "Skygger" slår det over i den rene greul, og flere steder virker undergangsvisionerne totalt uden ægte følelse og smerte, men med masser af gru og skræk. Og med for mange klicheer som "glas og beton" - oh du fremmedgørende storby, dog! Og hvornår har sidst set en digter i den grad fascineret af sit forplantningsorgan? Ustandselig dukker den op, den lille. Skotte Christensens form for romantik er for  mig udvendig og vulgær: "over mindst alverdens boulevarder/ der er som skabt til kærlighed og er til krig" - For meget malurt, ikke?

  Af og til når Skotte Christensen frem til givende vendinger som f.eks. udtrykket "en glæde uden tryghed". Men gennemgående lader han sit talent (for det har han) overdøve af en dårlig sprogbehandling - dumme ordspil, knudret sprog, lang tillægsform ("kvælende"), bagvendt ordstilling, tunge allegorier, lange sætninger osv. Og han har vist svært ved at gennemskue sin egen symbolbrug - hvem tvivler på symbolikken i dette: "V red på dragens skællede hals/ uden at mæle et ord". 

  Den af tiden nødvendiggjorte nye synsvinkel finder man ikke i denne bog. Der er for mange indholdsløse digte, man fornemmer en stigende tomhedsfølelse, når man læser sig igennem den rimelige hastighed ... Uægthedens svøbe, tillærthedens kantede god-vilje. - Og så den store fejl: At forveksle sit liv med verden og overføre sin egen angst og depression til den. Det er i dette tilfælde let at gennemskue, at det ikke forholder sig ægte og omvendt hos digteren: "Jeg må angribe hydra med denne/ min eneste vandpistol/ og knuse alle spejlene/ så jeg atter kan se på andet end vi/ tungt åndende på gader/ der altid minder om en massegrav.""

Hellstrømførende

En af de bedste overrumplinger i mine første anmelderår stodMike Hellstrøms 1988-roman med den sigende titel Ubehag for - før den udkom romanen Café Existens og bagefter romanerne Tolk og (efter 90'er-tavshed) Mental floss og for 5 år siden novellesamlingen Mani, og nu er jeg blevet venner med ham på Facebook, og han skriver nogle mean, neongrelle opdateringer, senest og vistnok i anledning af Lou Reeds død (tilbage i 80'erne kappedes han og Strunge om hvem, der var den mest passionerede fan af henholdsvis Bowie og Lou) denne:

Efter alle bogstaverne kommer dagens opgave med posen til de elektriske hvirvler Blegsmiler lettet til de første højtsvævende pigecykler i flagrende elegance Mærker det brugte kødskvulp bag Panums rødrejste himmelmur og Blegdammen der allerede er højtkogende Forcerer politiafspærring og afleverer gammel Londonild mens Rådhuspladsen letter i knust glas Er til kort og salig Flossning før Ørsteds parkskræv smider træer og griner højt af Stormens omrokering af slumrende bevidstheder Stålplader snitter min skeletramme og endelig er jeg bag glas og i varme som en klat på gulvet hjemme hos Sister Ray og nu kommer suset

80'erne dør hele tiden

Krasnapolsky er lukket, og i stedet åbner
en steakrestaurant (?), der hedder Slaughter,

Carsten Jensen spiste en croissant,
en plain croissant,
med gaffel
på Krasnapolsky i 1985.

(mens eleverne skrev deres hårdt optrukne stiløvelser

konciperede jeg uhyre langsomt endnu et manifest mod 80'erne, get over them, Lars)

neon-
onsens

næ-
gter
a-
t
nær-
e
s-
ig

neo-
nåndssvagt

Ca. 1983-implosion i mit tv-fjæs

Jeg har lige set Lola Baidel, med briller, oplæse et digt af Jarl Friis-Mikkelsen i sådan et Her er dit liv-program på DR1, digtet sluttede, efter nogle ret Bennyske rundgange, med Jarl-jeget som en lykkelig "Kviumsk tosse", der sutter på en birkegren, hvilket vel er den helt rigtige slutning på et digt af Jarl Friis-Mikkelsen læst op af Lola Baidel, med briller, på DR1, noget, jeg håber aldrig at opleve igen, og som jeg ikke er helt sikker på ikke bare var en drøm, sådan en kornet, smagløs 80'er-VHS-drøm, som Bededag altid flyder knitrende over med.

Nu er 80'erne endelig ovre

Margaret Thatcher er død -



(radikal karikatur af Gerald Scarfe, 1983, radikal karikaturist, karikerede radikalest, når han radikalt karikerede Thatcher)

Svaret læser i vinden - for at finde spørgsmålet, mægtig-fuld!

Om to en halv time, klokken 18, taler jeg i parløb eksperten Martin Kongstad om de rørende kiksede 80'ERE i Huset i Magstræde (hvor jo NÅ'80 løb af stablen, passende nok), som en del af KBH LÆSER

Forestillinger om 80’erne – ved Bukdahl og Kongstad

kl. 18-20, Huset i Magstræde, Musikcafeen, Magstræde 12

Martin Kongstad fortæller hvordan man talte, tænkte, spillede, dansede og løj i 80’erne. Hvor man holdt til i det årti, som efter hans mening var sjovere at tale om bagefter end at være med i. Martin Kongstad har blandt andet skrevet bogen ’Dengang i 80’erne’ sammen med Henrik Vesterberg. Bukdahl taler om firserdigterne, bl.a. Strunge, Jac og Thomsen. Hør hvordan idéen om de vilde 80’ere blev til i digternes forestillinger allerede i 70’erne.

Jeg nåede ikke (heller ikke!) at reklamere for et tredje KBH LÆSER-arrangement, LITTERATUR-KARAOKE i går i Møstings Hus, hvor jeg agerede MC for de få, men fornemme og entusiastiske fremmødte, alskens tekster med og uden Frederiksberg-motiv blev mere eller mindre stakåndet, afhængig af teleprompterenes hastighed, reciteret, bl.a. dette kosteligt ekvilibristiske af Jens Baggesen om og til Adams far, der var bestyrer på Frederiksberg Slot (hvilket betød at Adam havde Søndermarken helt for sig selv, når de kongelige ikke var omkring):
 

Den vakte Knud

eller

Til Slotsfuldmægtig Øhlenschlæger paa Fredriksberg.

 

Paris, 1807

O! du, som staaer i Krig og Fred

Paa gamle Been, hvor unge gled:

I kongelige Forgemakker -

I Kirken baade for og bag -

Paa Bakkehusets Dueslag -

Paa Fredriksbergs og andre Bakker!

Du, som er bleven ved at staae

Paa Christians den bratte Skraa,

Til dine Hovedhaar blev graa!

Som derfor og han stoler paa,

Naar han maa selv fra Huset gaae,

For andre Ting at tage vare;

Og overlader tillidsfuld

Sin Seng, sin Stol, sit Sølv, sit Guld,

Sit Kobber, Tin, og, saa at sige:

Sit hele Fredriksbergske Rige

Som Opsynsmand og mægtig-Fuld

I Freden trolig at forvare,

Og selv i Krigen at forsvare -

Til hvem han i den sidste Tid

Især saa ganske slog sin Lid,

At han sit Hof, sin halve Hær,

Og Vagt, paa dig alleene nær,

Omtrent halvtredsindstive Miil

Lod gaae fra Fredriksberg til Kiel;

O du, blandt Siællands Admiraler

(Skiøndt Fredriksberg alleene veed

Om din Bestalling der Beskeed

Og Dagen aldrig om dig taler)

Den, paa hvis Tordenskioldighed

Og Juulbeen Flaaden eene leed -

(Jeg meener nemlig den i Graven,

Som giennembugter hele Haven,

Der er en Flaade, hvor det gaaer,

Skiøndt den af Joller kun bestaaer),

Tilgiv, at jeg dig svagt kun maler

Min hele Siæls Erkiendtlighed

For din urokkelige Standen

Paa Fredriksberg mod Engelsmanden,

Der virkelig var værr' end Fanden -

Og for det kongelige Brev,

Du mig om denne Standen skrev!

Annemette, 1957-2012, var en blyantstegnet blåspætte

Annemmette Larsen, fantastisk tyst billedkunstner med især en blyant, men også dengang det var 80'erne en følsomt poppet digter, er død alt for tidligt - ligeså strålende lys var hun, som hendes tegninger - jeg ejer heldigt nok 1 - var, nej for fanden ER forfinet grå; her er tre digte fra Hvedekorn 4, 1983 - jeg lærte hende at kende i en virkelig ørken:

hver morgen
når Bill sammen med de andre minearbejdere
steg ned i den mørke skakt
tænkte han:

dybere
dybere

i dødens negative støbeform

*

Bill's
billede II:
associationsflader
suger
filosoffer
og
sociologer
op
i
spiraler

*

om aftenen
da jeg kastede stenen i vandet
og så ringene brede sig
tænkte jeg:

nærmere
nærmere
kanten

(tegning inde i Simon Grotrians Slangehøst)

- faktuel og kærlig nekrolog, som jeg ikke kan linke til, ved Claus Carstensen og Søren Ulrik Thomsen i Politiken i dag

Remixet 80'er-vante

det er så tåget
at jeg ikke engang kan se
at jeg har knald i låget

men jeg kan mærke det
i sproget

Da Vita var fjenden

- flashback til 80'ernes blodige poesikrig:

At Vita Andersens digt er udformet uden brug af traditionelle lyriske virkemidler såsom vellyd, rytme, metaforer, stilfigurer m.m. betyder vel at mærke ikke at det helt savner sproglig struktur. Som det ses, betjener teksten sig hyppigt af gentagelsesmønstre: opremsninger i str. 1 og i alle underforløb parallelle sætninger bygget op med "hun" som begyndelse og subjekt. Det giver et præg af monotoni og uforanderlighed, som udmærker svarer til grundstemningen.
En anden struktur i digtet angives med det lille ord nu i str. 2. Vi bevæger os en smule i tid - fra en periode af rastløs foretagsomhed til udvejsløs, permanent krisetilstand.
Spørger vi nu ind i digtets verden, finder vi et overfladerealistisk dagligdagsunivers. Her er ting vi kan genkende, og med bestemt form på pilleglasset og bageren lægger forfatteren op til, at læseren kryber ind under huden på den selvmordsstemte kvinde - identificerer sig med hendes situation.
"Depression" søger altså at afbilde en virkelighed, at beskrive noget som-om-det-var-sandt. Det er realisme overført til lyrikken, kunst der søger at skjule kunsten som form og spil. Udtrykket skal tjene til at fremstille motivet. Ordene skal spille rollen som tjenere for et allerede givet virkeligheds-indhold.
Digtet vover af samme grund så lidt som overhovedet muligt, poetisk set. Læseren må for alt i verden ikke opdage sproget! Men netop af denne grund kan man sige, at digtet ligger 100 % under for sin egen sprogbrug. Idet forfatteren søger at lade ordene træde til side for at pege hen på indholdet, udtrykker hun en tyrkertro på, at sproget fungerer. At ord dækker verden, at mennesker i sidste ende ikke er så udsatte som teksten hævder at den stakkels kvinde er. Selv om digtet beskriver en krise, udgør det derfor, kunstnerisk set, en tryg idyl.
Anderledes med Søren Ulrik Thomsens digt.

- fra Erik Skyum-Nielsens programartikel "80'er-gespenstet" i Bogens Verden 1, 1983

Hvilket, hvis nogen skulle være tvivl, var en nødvendig tekst i en velsignelsesrig krig mod den helt rigtige fjende (hvilket på den anden side ikke er det samme som at Vita Andersens digt (læst i dag og med fx Helle Helle vibrerende i baghovedet) er en (SÅ) dårlig tekst).

Dalagerarium

(apropos "minor" 80'er-digtere ( jeg er også en minor 80'er-digter)) -

redaktøren spurgte mig, hvad man kaldte "en bog, der samler mange digtsamlinger til ét værk", som Stig Dalagers nylige bog med alle hans digtsamlinger i - som en anden end mig, gudsketakoglov, har anmeldt - mit svar:

der er ikke et korrekt ord (ud over samlede digte), det logiske (som jeg ville gå ind for) må være digtsamlingsamling, man kunne måske også tale om digtomnibus - eller i dette tilfælde Dalagerarium (lyder jo fint hen ad delirium) - eller hvad med poesipiedestal - eller versmonument -eller .... den er sørme svær - eller hvad med lyrikstime - ...

Royal under samme måne (som i 'at have måne': en plet af manglende hår)

80'erne er hermed officielt forbi:

I aftes zappede jeg forbi Lars H.U.G og Steen Jørgensen, der med hver deres julemandsskæg brummede henholdsvis "Skibet skal sejle i nat" og "To lys på et bord" for fødselsdagsbarnet Dronning Margrethe, der så akut forfjamsket ud: Hvem er disse lazaroner? Og hvorfor skal jeg, der elsker Brahms, udsættes for denne popmusik?

Og Michael Kvium har malet dronningen i intens Carl Larsson-style til Hvalsø Slot: http://www.berlingske.dk/danmark/dronningeportraet-uden-forvredne-lemmer Det skulle hun også lige få sin grimasse til at passe til.

Spørgsmålet lyder derfor: Hvem kommer først med Poet Laureate-ansøgningen til Amalienborg: Thomsen eller Tafdrup? Dronningen har ikke noget valg: 80'erne er hermed Kgl. Hofleverandør.