"To ord bliver ved at dukke op i Cecilie Linds
langdigt, ’Mit barn’. Sol og hjerte. Hvis det gav mening at tale om
ekstrapoetiske ord, ville de to være oplagte kandidater. Hos Lind er de
under stadig forvandling, digtet så at sige vrider og vender dem.
Hjertet er ikke kun en metafor, men et blødt og udsat organ, som slår
sig, revner og vokser, mens digtets jeg føder sit barn og vænner sig til
at være mor. »Hjertet og endetarmen brister«
står der i skildringen af øjeblikket, lige inden spædbarnets hoved
titter frem. Med den sætning sparkes det slidte idiom ’mit hjerte
brister’ ud af det bevingedes sfære og ind i en ny erfaringsverden af
udmattelse, lys, kærlighed, stank og blod. Med ét er alting anderledes
end før. Jeget ved ikke længere, hvem hun er, men forsøger alligevel at
beskrive sig selv, først som »MODERGUDEN«, der modtager saft og ristet
brød som offergaver, og siden som en forrykt sol ude af trit med tiden:
»Jeg er solen der stod op om natten«."
Linen "Jeg er solen der stod op om natten" er, kan jeg oplyse, en direkte henvisning til en af Cecilies yndlingsbørnebøger :
Ingen kommentarer:
Send en kommentar