(fyldigere citat - fra et brev til Mrs Winter 3. april, 1855 - for 170 år siden - gælder også kritikere lige præcis, og i går uddelte vi i Kritikerlavet Kritikerprisen til Christel Wiinblad, der takkede inderligt på telefon, og Georg Brandes prisen til Jørn Erslev Andersen, der (u)takkede spidst in person, og de ville begge selvfølgelig helst have skrevet videre i stedet for (Christel fortalte, at hun havde skrevet en ny bog, AT GLÆDE SIG!))
“A necessity is upon me now — as at most times — of wandering about in my old wild way, to think. I could no more resist this on Sunday or yesterday than a man can dispense with food, or a horse can help himself from being driven. I hold my inventive capacity on the stern condition that it must master my whole life, often have complete possession of me, make its own demands upon me, and sometimes, for months together, put everything else away from me. If I had not known long ago that my place could never be held, unless I were at any moment ready to devote myself to it entirely, I should have dropped out of it very soon. All this I can hardly expect you to understand — or the restlessness and waywardness of an author’s mind. You have never seen it before you, or lived with it, or had occasion to think or care about it, and you cannot have the necessary consideration for it. “It is only half an hour,” — “It is only an afternoon,” — “It is only an evening,” people say to me over and over again; but they don’t know that it is impossible to command one’s self sometimes to any stipulated and set disposal of five minutes, — or that the mere consciousness of an engagement will sometimes worry a whole day. These are the penalties paid for writing books. Whoever is devoted to an art must be content to deliver himself wholly up to it, and to find his recompense in it. I am grieved if you suspect me of not wanting to see you, but I can’t help it; I must go my way whether or no.”
Det lyder som det der ytringsfrihed, der ellers synes at være lidt af en mangelvare i vore dage i hvert fald på nettet. Det siges ikke som sådan højt, men her synes mange at foretrække at blokere eller begrænse andre, hvis de, gisp, åh nej dog, haver en anden holdning eller mening end dem selv, og dermed ikke "lever op til" et pludseligt opfundet krav om tryghedsskabende og -søgende, rygklappende jeg-spejler-dig-som-en-venlig-klon-adfærd.
SvarSletMen det hele handler jo om (tom) magtpositionering for nogen. På den måde er det tragikomisk, at en del danske forfattere opfører sig som Donald Trump, der direkte arbejder imod ytringsfrihed for alle mulige mennesker, så deres stemmer bogstaveligt talt forsøges udvisket. Det er ren marginalisering, og helt bevidst, som, selvfølgelig, kun kan bero på en enorm usikkerhed i forhold til, hvad de selv siger. På den måde hænger arrogance og frygt uløseligt sammen. Der håbes på opbygning af en aldrig særlig kritisk fanskare, og en samtidig blokering af andre der færdes mindre i blinde. En slags anynymisering af læserne og faktisk et tydeligt tegn på en mangel på respekt for enhver læser, der i mange tilfælde blot bliver behandlet som en slags skraldespand, der skal validere ethvert følelsesudbrud, disse forfattere måtte komme op med i det narcissistiske selvudviklingsprojekt, de altid omtaler som "mit forfatterskab." Af samme grund har jeg anynymiseret mig selv her, så de personer det drejer sig om kan få samme fornemmelse af ikke rigtigt at få lov til at tale med nogen, når de prøver på at henvende sig. Spejl. Og farvel igen.
SvarSletHej anonym. Jeg er også anonym. Jeg vil gerne forstå hvad du skriver om? Kan du blive lidt mere tydelig og konkret. Diskussionen du gerne vil have gang i lyder sjov. Men dit indlæg er vagt. Prøv igen?
SletHej anonym. Start her: https://www.danes.dk/danskundervisning/online-danskundervisning/begynderdansk/
SletHej anonym. Det er sødt af dig. Du prøver virkelig kan jeg se. Glæder mig til resultatet.
SvarSletDet var så lidt. Har du forresten læst den nye digtsamling "Jeg mangler en pædagog til at varetage mit liv" af, nå, jeg kan ikke lige huske navnet, men den hitter helt sikkert, for den "handler om," at alle føler sg validerede i deres følelser og "genkendt som de mennesker vi alle sammen er." Og så er den letlæst, så der ikke er noget at arbejde med for læseren. Det er som at få status quo serveret som slubremad i en, fra barnsben, velkendt institution. Nammenammenam, ikke sandt? Nå, jeg må videre, du. Farvel.
Slet