- medmindre meningen var at give MINUS 4 hjerter - Bo Tao Michaëlis' anmeldelse i Politiken af Line Holms og Stine Bolthers fortsættelse af Jussi Adler Olsens Afdeling Q-franchise Døde sjæle synger ikke - det er så kosteligt fyndig ondskab,. Bo Tao leverer, men han besværger igen og igen fuldstændig kontra, hvad han faktisk skriver,, at han er åh så positiv - hvilket bl.a. har overbevist forlaget, der i annoncer har citeret denne dødbringende passage:
"Jeg iler med ros. Makkerparret formår eksemplarisk at ramme Jussis populistiske prosa, som mere er Morten Korch end moderne dansk."
Sådan fortsætter Bo Tao uden nåde:
"Hvem i dag bruger ord som kvindemenneske, rottefjæs og Rosa-sveske? Eller kommer med Linie 3-vitser med arabiske fordomme i form af Assads bemærkninger om en kamel med en kaktus i røven og andre onkelvitser? Nu akkompagneret af en franskdansk politikvinde, Helena, der ligesom Hercule Poirot krydrer sit sprog med skolefranske vendinger. "
I hvilke ligefrem bevidsthed klinger det 4 stjernet postivt!!??
Samme for munden slående manøvre gentages senere i anmeldelsen:
Bortset fra det leverer Holm og Bolther på alle måder varen. Vi kommer som altid vidt omkring, hvor elementære småting slås op som store events. Vi følger nærmest handlingens personer ud på toilettet eller tæt på. »Rosa bestilte en stor triple hot karamelfrappé med ekstra flødeskum og chokoladesovs hos den jovialt dansende unge fyr bag disken«. Intet har noget med plottet at gøre, men skaber nok den søde inderlighed, forfatterskabets fans kalder krimiguf. Dog igen og positivt: 'Døde sjæle synger ikke' kommer med en kernehistorie med sus af det storslåede panoramiske og forstår såmænd at spinde et net, som minder om forne tiders føljetonromaner. Hvor nettet strammes meget langsomt, mens hvert kapitel gerne ender på en cliffhanger. Tilmed skriver forfatterparret nu og da bedre antydet impressionistisk end deres foregangsforfatter med sin småtunge prosa. Mere spændstigt, mere elegant end elefant, selv om længden er for lang. De har bibeholdt forfatterskabets redundante freudiansk-folkloristiske holdning. Al kriminalitet skyldes barndommens konstellationer."
Sikke fantastisk miserabelt det lyder til at være! Det med det folkloristiske er Bo Tao så glad for, at han tager det op igen i konklusionen, og husk vi har med en mand at gøre, altså Bo Tao, ikke Jussi, der har skrevet speciale om Raymond Chandler, i 1978:
"Sådan er det bare i det Adler-Olsenske univers, som har lagt Danmark og store dele af verden ned med sin succesfulde krimifolklore."
4 morgenstjerner lige snosken, som et godmodigt grusomt mord i akkurat en Jussi-roman.
