lørdag den 14. maj 2011

At vinde anekdoten

Tegn på, at anekdoten om voldstrussel vs. 1. april er kanoniseret i min favør:

1. En hel skoleklasse ville med henvisning til IM-sagen og flashende respektfulde håndtegn fotograferes sammen med mig uden for det, der ikke hedder Byggeriets Hus, men Metronomen, på Godthåbsvej, i en pause under den gungrende gode poesikoncert med Naja Aidt, Jens B. (Koncentrationen: Nu kommer den, nu gik, nu kom den igen),Theis Ørntoft og Rytme Kons-orkestre torsdag aften.

2. Mail fra Gyldendal:
Til en af vores kommende undervisningsbøger inden for dansk, 2. udgave
af faktiske tekster - fra sagprosa til reality, skrevet af bl.a. Johannes Fibiger, Per Nyegaard og Jane Kristensen, vil vi meget gerne gengive to af dine indlæg fra WeekendAvisen, Magisk Realistisk Polemik og En potte af guld, samt tre af dine blogindlæg (fra hhv. den 11., 15. og 16. februar). Teksterne vil indgå i et afsnit i bogen om argumentationsanalyse. Alle teksterne vil naturligvis blive bragt med behørig kildeangivelse. Bogen er planlagt til udgivelse ultimo juni i et 1. oplag på 2.200 salgseksemplarer.

- men hvordan argumenterer en aprilsnar, det er jeg glad for, at jeg ikke skal analysere!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar