JØRGEN LETH SKRIVER TIL BLOGDAHL FRA MIAMI

Ok, så sidder jeg her på det sædvanlige Hotel Avalon på Ocean Drive, Miami Beach, et af de mest gennemprøvede mellemsteder. på vej til eller fra Haiti. Som regel kun et enkelt døgn, ud og shoppe, vægelsind med hvor man skal spise, regnen afgjorde det i aften, vendte tilbage til Avalon som har en god restaurant, ingen eventyrlyst ud i den tætte regn. (Ville ellers gerne have været på det der ceviche-peru-asien fusion sted på den lille blindtarm af en gade på South Beach, James Avenue.)
Mange tænker netop at Miami er overflade, art deco for lækkert, modeller og fotografer, og Miami Vice. Men det er alt for let. Miami har noget, jeg vil give mig til opgave at finde ud af hvad det er, en særlig sensualitet, eller ekstrem overflade, køb og salg. Tilbyde, råbe dig op, vise menu og ung energi. Ralph Lauren havde mystisk lukket, brunt papir for alle de store ruder (tænkte hvad foregår der inde, et dekadent party? Har de råd til at holde lukket en aften i denne by?) , Kenneth Cole New York gad jeg ikke, Tommy Hilfiger slet ikke. Men gik så som sædvanlig på Banana Republic, det er at fornemme hvad der kører lige nu. Købte to par bukser og et par sneakers vintage Adidas. Dejligt at her er åbent til sent på aftnen.
Nu efter bordet- specials var en meget raffineret måde at servere tomater på, derpå en af Avalons klassikere Miso-glazed Seabass, før måltidet tog jeg en mojito, og til maden et glas californisk sauvignon blanc. Herligt at sidde helt alene ved et bord på en helt fyldt og summende South Beach restaurant.
Lars Bukdahl vil vist gerne have at jeg svarer Dekker (et godt cykelnavn, Erik Dekker, Thomas Dekker – er det en tilfældighed), som spørger: “Siger det også noget om, at kritikken, når alt kommer til alt, ikke kan belære kunstneren, eller er det at skyde for højt?” ja, det er at skyde for højt synes jeg. Kunstneren kan også lære lige så længe han lever, af livet som han ser det, og selvfølgelig også – en meget sjælden gang - af folk der gør sig kloge på det han selv har skrevet. Det er ikke utænkeligt. Men om det kan bruges er noget helt andet. Det kan være godt at være stædig og kontrær.
Nu kunne jeg godt tænke mig at pege på en ting i Hans Jørgen Nielsen “saglige” indvending. Har man slet ikke lagt mærke til, at det er en attitude, han viser? Han gør det til en vittighed, og det han vil score det er ikke en saglig sandhed, hvis sådan en da findes, men nogle points i et andet race, en i og for sig indforstået og fiktiv polemik mellem to digtere fra samme gruppering.
Jeg kan ikke forstå at den pointe er gået hen over hovedet på Lars Bukdahl.
Som jeg skriver i mit første svar til HJN, så er han koket, når han prøver at være ekspert på Freys muligheder i livet. Han kan lide at tage sig ud. Jeg kendte ham jo godt, og det syntes jeg var mere end i orden. Som bordtennispsiller var han også attitude mere end en god spiller, skal jeg lige hilse og sige. Vi var gode venner.
Han bringer vel udvekslingen mellem Hans-Jørgen og mig frem, fordi den er et litterært kuriosum, hvis man er specielt interesseret i den periode. Hvis man, som Bukdahl, dyrker periodens ideer og figurer, så er det jo sjovt at den eneste gang to af digterne går ud i en offentlig debat, så handler det om cykelløb. Det er jo på en anden meta-agtig måde den virkelige pointe. Det er der Hans-Jørgen sætter ind. Han vil vise, at det er sådan vores digte skal diskuteres. Han er gruppens kritiker og formidler. Han er for stilen og trivialmotivet, han viser ved sin faktuelle kritik at han er inde i sagen og har – som hans kollega digteren - en videre horisont end den rent litterære. Han krediterer hermed den faktuelle værdi af digtenes indhold. Det er jeg godt tilfreds med, og er derfor med på legen.

Jørgen Leth