2 udsøgte fornærmelser af hans og hendes majestæt autofiktionen

(ifølge Mads Bunch i hans ellers fortjenstfulde svar til Peter Nielsen (høj)modernismens afløser og antipode (det var så ikke postmodernismen alligevel, JO DET ER!) - og hvorfor fremhæver Bunch og Poul Behrendt (fx i deres gode manual & antologi Selvfortalt) og co. aldrig (jeg kan omsider få øje på hans bøger nederst på reolen) HANS OTTO JØRGENSENS erindrings-romanserie (+ den fiktiviserede Ida & Axel-trilogi, der gik forud + de seneste Kalkun-kortprosaer, især Ålen har englelyd), Hestenes øjne, The Factory, Sæt Asta fri, Strange Days Indeed, som det absolut STÆRKESTE danske (hvis ikke nordiske) stykke autofiktion ved siden af de sædvanlige mistænkte, Knausgaard, Nielsen, Llambìas, Hassan(er) etc.?)

- Mikkel Thykier i sin sorte mursten Dias (udkommer næste uge):

"I flere år har der været en æstetisering af det private, som har resulteret i en monumental litteratur, der drømmer om, til tider kynisk, til tider naivt, at kunne tegne en lige linje fra skaberen til det skabte, så afstanden fra én virkelighed til en anden kan overvindes og én drøm lægge sig mod en anden som et rynket ægtepar i en seng."

Peter Adolphsen

April 1 at 1:09pm ·

Politiken bringer i dag en kronik med overskriften "Autofiktion: En slamflod af ugebladslitteratur"

Andersine rent

(det var ikke meningen, at Andersine-citatet skulle have været slettet sammen med den første begyndelse; jeg copypastede galt i anden omgang (men ikke i tredje), påvirket bag min ryg af sødsuppet karma-lovmæssighed no doubt, men her er den igen igen igen, til gengengengæld!)

-->

Min yndlingsfornærmelse er nødtørftigt fiktiviseret og gemt inde i novellen ”Hej, Anni” fra samlingen Det svage køn, 1989, ud over fornærmelsen klart en mellembog - hovedpersonen er den smarte Anni ”der er så meget fart på”:
  ”Anni har måske været på Krasnapolski og fået et glimt af øjeblikkets modekritiker, der ved han er uimodståelig forfra, men falder helt igennem i profil, fordi han ligner Andersine And på en prik og har kronisk hold i nakken, fordi han gør sig umage for altid at vende den rigtige side til.”

  Hvem kan ikke se ham for sig? Det ekstraonde er kønningen, ikke Anders, men Andersine.