Hvorfor er undtagelsen ikke reglen?

tænker jeg, når jeg læser Mette Moestrups og Lone Hørslevs nye, gode digtsamlinger, Dø, løgn, dø og La'os: Hvorfor er undtagelsesteksttyperne og -sektionerne - hos Moestrup konkret-happening-vejledningen til sidst, men også Sapfos datter-biografien og øjenvidne-udfaldet, hos Hørslev sex-med bad news-- og triste venner-kortprosaerne og Bakken-notaterne og TEGNINGERNE (ved Rikke Bakman) - sat på plads som akkurat undtagelser i forhold til de regelrette, i hvert sin gangart (men skægt rimende med akkurat deres små speedede rimerier) hvirvlende centraldigte? Hos Hørslev fylder undtagelserne vel ret præcist lige så meget som regelretheden, som jo så bare fylder fire gange så meget som hver enkelt af undtagelserne, og derfor forbliver reglen; i Moestrups forrige samling, nyklassikeren kingsize, var undtagelsen vel lige ved at være reglen, men blev det til syvende og sidst ikke helt i mine læsebriller (hvis en centralagtig digttype er repræsenteret, vil den, selvom den kun fylder lige så meget som eller måske faktisk mindre end de øvrige repræsenterede poesityper, alligevel se regelagtig ud). Eksempel på undtagelses-viis digter? Peter Laugesen selvfølgelig, hvem troede i?