Viser opslag med etiketten udpakning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten udpakning. Vis alle opslag

torsdag den 14. maj 2015

Uudpakket digt

Jeg forsøger
foreløbig
uden held
at tolke
de stadig flere
ufærdigudpakkede
kufferter og
tasker på
lejlighedens gulv -
jeg kan godt
tælle dem:
der er hele 2,
fra hver sin rejse,
til New York,
til Ringkøbing -
men hver
eneste dag
bruger jeg
store kræfter
på ikke at
træde i dem,
hvilket,
tænker jeg,
ville være
helt i orden,
hvis jeg forstod
deres betydning*
og kunne
afrapportere
i digtet her,
der så ikke
havde nødig at
slutte lige så
åbent og ufærdigt
som foreløbigt
kun den
ene taske
og den
ene kuffert,
og på lørdag
tager vi S-toget
til Karlslunde ...

*måske det er
monumenter
faktisk for
kærligheden
og dens rede:
skyndsom
stedthed!  
måske ikke?