Fotografi af et fraklip

fra min anmeldelse af tatoverings-bogen, nævnt nedenfor:

Jeg har det i det hele taget svært med den foto-journalistiske s/h-æstetificering, dens kælne patos og patetiske kælenhed, der for længst er blevet en kliché og også bare performer kedeligt uinformativt; se til Hollywoods bedste krigsskildringer på det seneste, til eksempel tv-serien Generation Kill og spillefilmen The Hurt Locker, her er æstetikken travl, men immer krystalklar.

Min krop er en grøn postkasse

Jeg bliver ved at undre mig over, at tatovøren på Gl. Kongevej har kaldt sin butik eller salon for Colourblind Tattoo - hvem vil risikere en rød krokodille eller en grøn solopgang (der findes to slags farveblinde, fortæller nettet mig, grønblinde og rødblinde), ud over tjekkiske surrealister, og de bærer traditionelt ikke tatoveringer, selvom de burde?