Viser opslag med etiketten slem sex-pris. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten slem sex-pris. Vis alle opslag

fredag den 5. december 2014

Om frysende kummerlighed 2

Der har været nogle relevante indvendinger mod min nominering og vinderkåring af passagen fra Peder Frederik Jensens novelle "Torben og Bitten" til årets slemmeste sexscene på Radio 24syv.

Her på bloggen:

Peter H. Olesen:
Skudt forbi, Lars, m.h.t. Peder Frederiks novelle. Det er jo ikke en sexscene, det er en voldtægtsscene. Og hvad får dig til at tro, at det foregår i middelklassen? Mit nogenlunde pæne middelklasse-mig vurderer, at Torben og Bitten lever i klassen under middelklassen.

og på Facecbook:
  • Lars Husum Jeg har sgu lidt svært ved at læse Peder Frederiks som andet et overgreb. Det er derfor ikke en sexskildring. Det gør det til en overgrebsskildring. Måske ligger cluet i ordet tvang. At du så synes det er dårligt litteratur er fair nok, men selv hvis det er det, synes jeg ikke, at det hører til i den her diskussion. Det bliver hurtigt mudret både litterært og moralsk, hvis tvang og sex pludselig er fæller. Jeg tror helt ærlig, at du har lavet en dårlig læsning. Det er selvfølgelig også den mulighed, at jeg læser det forkert.
    3 hrs · Like · 3
  • Peter-Clement Woetmann Jeg tror du har helt ret, Lars Husum

  • Peter H. Olesen Det er en ommer, Lars! Der er tale om voldtægt, ikke sex i Peder Frederiks novelle!

  • Peter H. Olesen Jeg har hørt ham læse novellen op to gange, og der var sgu ikke nogen, som grinede. Hverken forfatteren eller publikum.
med al respekt for bukdahl og hans medvirken i radio24syv ifm. kåringen af 'bad sex awards' dvs. de slemmeste litterære sexscener i dansk litteratur fra 2014, men er jeg den eneste, der hvad peder frederiks 'torben og bitten'-novelle fra banedanmark angår, bestemt ikke ser scenen med lammekøllen som sexrelateret, men snarere som et overgreb/en voldtægt? (...)
som jeg ser det findes der to opfattelser af voldtægt, nemlig sex og vold. vold kan selvklart være en del af et seksuelt samspil, men jeg syntes dog, at det er en vanvittig forvridning af det seksuelle samvær, hvor offeret i situationen fratages retten til sin egen krop og kroppen reduceres til et objekt. men nok om det, novellen kan læses på sikkert tusinde måder, men jeg vurderede ikke selv da jeg læste den, at der var tale om sex. derfor min undren.

Mit dobbeltsvar:  

Jeg synes det er rigtigt at skelne mellem sex og overgreb/voldtægt, og at det er rimeligt og nok også mest rimeligt at læse passagen som det seneste overgreb i en række (jeg genlæste/bladrede hurtigt og savnede stærkere(re) prosaiske kandidater. lyder min forklaring, som ikke er nogen undskyldning) - og ved nærmere eftertanke genereret af ovenstående indlæg kan jeg godt se problemet i at medtage passagen som en sexscene og prise den som årets slemmeste/mest komiske. Sorry for det.

Og ja, der skulle stå underklasse- i stedet for middelklasse -, jf. også min anmeldelse i sin tid. .

Det ændrer imidlertid ikke på pasagens litterære rædderlighed og dens ufrivllige komik - grundet kombinationen af det lakunedybe punktummæle og de emblematiske hverdagskonkreter, lammekølle og kummefryser (hvis humoristiske potentiale og power den insisterende humorforladthed forbryderisk knebler og skammer ud; derfor griner ingen i det oplæsningsrum) - som jo faktisk kun bliver kriminellere af, at der er tale om et overgreb: Så er mutheden ikke bare socialrealistisk kitsch (i dens kunstfærdigt autenticitets-emmende mimen underklassens muthed), men også melodramatisk kitsch.

Det er med andre ord ikke slemt komisk sex, det er slemt komisk voldtægt.

Lammekølle er 2014's slemmeste sex

Jeg talte om slemme sexskildringer i 2014's danske skønlitteratur for et øjeblik siden  på 24syv (LINK), 3 fornemme kandidater og temmelig suveræn vinder blev Peder Frederik Jensen (de Hemingwayske punktummer fjerner enhver tvivl om, at den minimalistiske patos eventuelt indeholder stænk af humor, det gør den saftsuseme ikke); ingen sex i den nye Peter Høeg, ærgerligt nok, og slet ingen Ib Michael i år.

rom: Lars Bukdahl [mailto:larsbukdahl@live.dk]
Sent: 4. december 2014 15:20
To: Sarah-Iben Almbjerg
Subject: RE: I morgen


Kære Sara

Det blive nødt til at være telefonen, har ikke tid til andet desværre.

Og så har det været svært - fordi jeg simpelthen ikke ejer (eller har læst) dårlige bøger nok; især krimier tror jeg er frugtbart materiale, her er 3 forslag, to lyriske og 1 prosaisk:

Fra Peder Frederiks novelle "Torben & Bitten" i samlingen Banedanmark, uklart om komikken er frivillig eller ufrivillig (= middelklassens autentisk mutte og rå parcelhussex) :

Da de kom hjem, nåede de ikke længere end til bryggerset. Hun holdt fast i kummefryseren imens. I plastichåndtaget, der endte med at knække af. Han tvang hende ned på knæ. Hun sad og kiggede på ham fra betongulvet. Han åbnede fryseren. Han fandt en lammekølle. Vend dig, sagde han.
  Bagefter stavrede hun ind på sofaen.
  Han kørte på værkstedet.

Fra Pia Tafdrups digt "Ned" i samlingen Smagen af stål (kvindelig metafor-komik - kæmpekroppe, hvad for et dyr i hjernen? En pelikan?)

Kys gløder mod
kind, hals, bryst,
længselskroppe
fylder natten.
Der bor et dyr
i hjernen,
det springer frit.

Fra Klaus Rifbjergs digt "S-maskinen" i samlingen Fut fut fut (mandlig metafor-komik, et lokomotiv i bukserne, Fut indeed)

En underfundig syden fuld af meldinger
Om de store svinghjuls kraft og
Dampens længsel så rasende
At hjulene må rundt og rundt
Uden at få fat
uden at KUNNE
Indtil bid og rytme forenes
Og det store lokomotiv går fremad
Selvbevidst og stolt og stift
Som det gror i ens egne buksers
Mørke og først bliver normalt når dampen
Er brugt op og svinghjulets rasen
I den tomme luft kan tages for hvad
Den er uden at miste det mindste
Af sin magi

kh Lars


From: saal@radio24syv.dk
To: larsbukdahl@live.dk
Date: Thu, 4 Dec 2014 13:58:22 +0100
Subject: I morgen
Kære Lars

Har du fundet tre gode eksempler til vores danske Bad Sex Award i morgen tidlig? Er meget spændt på udfaldet.
Når du medvirker på radioen, vil vi gerne have dig til at læse tre udsnit op fra bøgerne. Og vi vil også gerne høre dig, hvordan du generelt oplever at danske forfattere behandler sproget, når det kommer til at beskrive sex og erotik. Der har jo været en erotisk bølge, men har det også højnet niveauet af beskrivelserne?

Det er klokken 08.10 i morgen og hvis det overhovedet er muligt, vil jeg gerne lokke dig herind på Vester Farimagsgade 41.

Lad mig endelig høre, hvordan det går.