God, betimelig, skrækkelig sang

Det har været en pænt katastrofal september rent eksistensmæssigt, og på godt og ondt, hvilket er gået ud over også bloggen; i en taxa den anden dag hørte jeg en sang, der med poetisk præcision udtrykte, hvad jeg sad på passagersædet og følte; jeg kunne godt høre, den ikke var god i den forstand, håbløst klagende, Sub-Springsteensk anthem-atig som den er,  men den var brugbar for mig lige dér som en undertekst på min skrammede og skramlede sjæl, og det gider jeg ikke se ned på som en æstetisk kvalitet, en øjeblikkeligt rammende og ramlende én: