Praktiseret autofiktiv forvirring

Min anmeldelse i WA Bøger af genudgivelsen af Tove Ditlevsens sidste bog, romanen Vilhelms værelse, diskuterede umuligheden af at læse romanen u-autofiktivt, og som sagt så gjort,; jeg kom til at kalde titelpersonen Vilhelm for Victor, før jeg havde outet ham som en dead ringer for virkelige Victor Andreasen - pædagogisk pinligt!:

-->

På Fru Thomsens opfordring svarer Kurt på annoncen, accepteres af Lise og flytter ind i eksmanden Victors Vilhelms værelse. Han studerer værelset grundigt for at komme på sporet af denne i de fleste af bogens bevidstheder heftigt dominerende herre, der for anden gang har forladt Lise og nu er flyttet sammen med elskerinden Mille. Vi-lhelm er chefredaktør på et formiddagsblad og rimer på Tove Ditlevsens store kærlighed og fjerde ægtemand Vi-ctor Andreasen, chefredaktør på Ekstra Bladet.

Okay, min egen pinligste anmeldelse

, i mine øjne, er vel ikke en fejllæsning, men bare en uærlig læsning, nemlig min næsegrus begejstrede anmeldelse af Søren Ulrik Thomsens Hjemfalden fra 1991 i Kristeligt Dagblad, som jeg ikke umiddelbart kan komme til i mit i flyttekasser bortpakkede arkiv, men jeg kan citere de par linjer, som Neal Ashley Conrad citerer i sin store Søren Ulrik Thomsen-mongrafi, og de er slemme nok:

Søren Ulrik Thomsens digte fortjener at blive lært udenad. På forbilledlig vis taler et nådesløst musikalsk stolt og retorisk dansk et vildt og præcist billedsprog i hver eneste digt frem om vor eksistens.

Vor eksistens, really, Lars!?

Conrad kommenterer i bogen:

Sammenligner man imidlertid denne uforbeholdne, overstrømmende ros til Hjemfalden med Bukdahls lige så negative og polemiske affejning af Det skabts vaklen, er der noget, der ikke stemmer, og man spørger uværgeligt, hvad det er, der har forårsaget denne vending fra fascination til total afstandtagen. Hvad er det, der har fået Bukdahl til at skifte syn så radikalt, som tilfældet er?

Det er altså ikke et større mysterium (og slet ikke en (senere) konspiration), Neal, end, at jeg bare endnu ikke turde stå ved min ærlige smagsdom, når det virkelig gjaldt; jeg rungede lydigt konsensus efter munden som en usselig duks, og det er jeg stadig akut flov over, sorry!

Pinlig blindhed

Jeg skriver i min anmeldelse i WA Bøger af Tage Skou-Hansens Indhentet af fortid

Der er så også én tekst, der mangler i bogen, og når den nu ikke er taget med, burde der være henvist til den i noterne. Det er interviewet med Tage Skou-Hansen i Anita Brask-Rasmussens bog Hånden over Ole, 2008 (et avisuddrag kan frem-googles), hvor han skarpt og ligefremt fortæller om det svigt, han oplevede, da hans gamle ven Ole Wivels ungdommelige nazi-flirt blev afsløret:

- det er bare ikke rigtigt, er jeg i dag blevet gjort opmærksom på af medredaktør Gerd Skou-Hansen, at der ikke er henvist til interviewet i noterne, det er der, og det er seriøst pinligt, at jeg har overset det, undskyld til Tage Skou-Hansen, redaktørerne og læserne. kh