er det dobbelt hjerteskærende (er det det bedste mindedigt i dansk poesi? ja, det er - Tom K go home):
Pia Juuls digt blev første gang bragt i Den Blå Port 65, 2004 (MV døde spetember 2004, 41 år ung), siden optrykt i antologien Digteren Morti Vizki)
Morti Mark
Hver morgen har den ændret sig.
Den er indhyllet i dis i dag;
den er langhåret i totter af
græs; det er gult og vådt, det
damper. Den er som den film
vi så i Palads; kan du huske
den hovedløse rytter; du elskede
ham; du ville have mere
hovedløs rytter, ham glemmer du aldrig.
I går var den grøn og leende,
som dengang du dækkede bord med
det hele, med dug og sølvtøj og
kandelabre, en pianør spillede
i hjørnet, en damme
havde taget vores frakker. DU
spiddede alting omkring os, så
blidt, og dér kom den fagre
balletdanser farende forbi
vores bord. Jeg besvimer,
sagde du, men du besvimede ikke.
Metalgrå i regnvejr lå den en mandag,
stilren og bidende, ædende ond. Jeg skævede
til den på vejen forbi, skulle ikke
nyde noget, men endte med at gå
en runde alligevel. Gylden om torsdagen,
solbeskinnet, så skøn at jeg ikke
kunne bære at se den, opfyldt af glæde løb jeg
igennem med lukkede øjne.
I tusmørket var den fortryllet forleden
befolket af væsener uden navne; den var et eventyr.
Og dog: Enøjlil og Treøjlil,
var det ikke os? Du ringer,
din stemme så tæt på i røret, jeg råber:
Kom nu og se den, det er din mark!
Jeg ser den hver gang du nævner den, siger du;
nu er den gul,nu er den grøn, gylden, grå,
ædende ond, fortryllet, dampende, leende, levende,
skøn, du har ret, men jeg kan se mere, jeg har et
øje og to g tre øjne, jeg kan se dobbelt, jeg kan
se farver du ikke kan se, jeg kan trylle og synge
kastratsang og ralle og hoste og hikke og grine af
ting kun jeg syns er sjove, og I vil le med,
