Ak, problematiske problematikker spejl-suttes ej!

Okay, nu roste jeg lige før redaktørvikaren, men han har været noget forsigtig i sin redigeren, og ikke bare af rubrikker, også rent stilistisk/syntaktisk, men jeg har så måske også været lidt FRISKY (her under frisky omstændelig og digressiv (selvom jeg som regel, som det er min vane, har ændre parentesetegn til tankestreger, men parenteser er indskuddene selvfølgelig stadigvæk, i hjertet!) i min skriven, fordi katten har været på orlov; jeg er nu ret ked af, at min kommentar i dag ikke fik lov til at beholde sin oprindelige overskrift og underrubrik: 

 GOOD INTENTIONS Kritikeren må kun, mener forfatteren, gætte på forfatterens intention med hendes og hans bog, hvis han og hun synes, intentionen er god 

Den intentionelle spejl-sutning 

- og sin oprindelige afslutning (jeg har ikke turdet kigge på mellemteksten), hvor det i avisen bliver anmeldelserne af Guldager, jeg stikker til (hvilket jeg gerne gør!), i stedet for af Marstrand-Jørgensen, og hvor er mine kære problematikker?:

En af de populæreste, bastante spade-intentioner i disse år er at problematisere ansvarsløse forældre fra især 68-generationen. Den intention brøndgravede mig i øjet i min læsning af Katrine Marie Guldagers seneste bøger og alle interviewene om dem - og gør det igen i anmeldelserne, hvor intentionen ikke kritiseres, men prises, af Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye slægtsroman med den halve ordsprogs-titel og i alle interviewene om den, hvilket gør mig mit øje kedsommeligt irritabelt.
  Det er problematikker, der er problematiske, fordi gode intentioner så godt som aldrig gør god litteratur, det lærte jeg af mine ansvarsfulde 68-forældre, når de læste Asterix og Lucky Luke op for mig i amanuensisghettoen i Vejlby-Risskov.