Splatterversion

At bælge
elge
til fælge

Rispopgave

- at skrive en
ELGELEGI

Fra "The Moose"

af Elizabeth Bishop - det primære engelsksprogede elgdigt:

—Suddenly the bus driver   

stops with a jolt,

turns off his lights.

A moose has come out of

the impenetrable wood

and stands there, looms, rather,   

in the middle of the road.

It approaches; it sniffs at

the bus’s hot hood.

Towering, antlerless,   

high as a church,

homely as a house

(or, safe as houses).

A man’s voice assures us   

“Perfectly harmless....”

Some of the passengers   

exclaim in whispers,   

childishly, softly,

“Sure are big creatures.”   

“It’s awful plain.”   

“Look! It’s a she!”

Taking her time,

she looks the bus over,   

grand, otherworldly.   

Why, why do we feel   

(we all feel) this sweet   

sensation of joy?

“Curious creatures,”

says our quiet driver,   

rolling his r’s.

“Look at that, would you.”   

Then he shifts gears.

For a moment longer,

by craning backward,   

the moose can be seen

on the moonlit macadam;   

then there’s a dim

smell of moose, an acrid   

smell of gasoline.

Elgdigt-top 1

- fra min anmeldelse af Eske K. Mathiensens Samlet poesi 2004-2008:

"Hvor mange danske digte om elge findes der? Hvor mange gode, danske digte om elge findes der? Jeg ved det ikke, men jeg er sikker på, at Eske K. Mathiesen ved det, og måske har han oven i købet til en udstilling på et langelandsk galleri af en ukendt, fynsk akvarelmaler samlet dem i et lille og udsøgt katalog. Sandsynligvis fandtes der slet ingen gode, danske digte om elge før Mathiesens eget suveræne nummer i den nye digtsamling, Tranedun, der som den flyvende (titel)rosin i pølseenden følger med Bebops opsamling af »poesi 2004-2008«; sådan lyder, i al forfinet selvfølgelighed, digtet:

»Den er så stor og så tung, elgen/ men den løber så let hen over/ den lysende sne i den grå aftenskumring,/ forcerer et hegn i et svævende spring./ Jeg kender ikke noget, der kan sammenlignes/ med en løbende elg. Enten er det/ for tungt eller for let./ Og elgen er begge dele.«

Måske har Mathiesen skrevet digtet som en udfordring, en dare, til sig selv, for helst er det mere beskedne og diminutive væsener (og dele (og effekter!) af samme!), han portrætterer i sine digte (plus ingen ende på flora); i Tranedun blandt andet muldvarpevinger (!), tranedun, en død mus, »fuldstændig vindtør«, skyggen af en rovfugl, en mursejler, »smalle lysegrå fisk med røde cirkelrunde øjne,« traner, ugler, en finsk flagspætte, en sorlsorthun, en regnorm, en agerhumle(bi?), grønne geder, citronsommerfugle (x 2), et fårekranium og en tudse, foruden - til at holde elgen med selskab - endnu en undtagelse, »gårdens gamle trækhest/ en bred belgier med hvid flagrende manke,« der parallelt med elgen forener massivitet og omhu: da digteren sidst så hesten:

»Forsvandt den ind i birkelunden, der så småt var/ ved at få et rødligt forårsskær i kronerne,/ og den satte sine store hove så forsigtigt/ som vi andre plukker anemoner.«