Hils ikke på en cyklende kritiker

Jeg har engang rakt næse af en cyklende kritiker, nemlig Erik Svendsen samme dag som han i Jyllands-Posten ikke grundigt, men sjusket havde nedgjort en af de digtbøger, jeg åbenbart (men  ikke derfor!) ikke skriver længere -

men i går formiddags stod jeg og låste min cykel op ud for en cykelsmed på Islands Brygge, fordi mit styr ganske symbolsk (og sikkert effektueret af Ib Michael) var gået helt løs (og først, da klokken var 10 minutter i 10, havde jeg bare efterladt cyklen, men før jeg kom på den bus, jeg havde planlagt at tage i stedet for, vendte jeg tilbage, for i mellemtiden var de 10 minutter gået), og pludselig kom min reelt kære kritikerkollega Tue Andersen Nexø kørende på cykel, og hilste på mig, og alt for lang tid siden jeg havde talt med ham, så jeg lod min hilsende hånd blive i luften, og han bremsede ned, men blev straks - jeg så det ske i dæmonisk slo-mo - torpederet af en cyklist bagfra, der heldigvis ikke var seriøst hårdtslående, og ingen, hverken cykler eller cyklister, kom noget til, men det var virkelig tæt på, og lad det være en lærestreg til os begge to og alle andre kritikere og folk, der gerne vil hilse på og snakke med kritikere: Pas på og lad os være, når vi er på pedalerne!

Jeg hader bebrejdelser

men accepterer og velkommer (nok så uvilligt) kritik, derfor hader jeg tandlæger og cykelsmede, fordi de patroniserende altid bebrejder (også bare så grimt gnidrende et ord!) mig noget: "du smører din kæde for lidt". JA, JEG GØR, OG HVAD FUCKING SÅ, JEG HAR SÅ MEGET ANDET FORNUFTIGT OG UFORNUFTIGT AT FORETAGE MIG, OG NU BETALER JEG DIG OG BETALER DIG DYRT FOR AT SÆTTE MIT GEAR PÅ PLADS; HVIS JEG HAVDE SMURT MIN KÆDE SOM EN GOD DRENG, HAVDE DU IKKE HAFT DET AT LAVE OG FÅ KASSEN FOR, råber jeg ikke, jeg skammer mig bare, og jeg hader at skamme mig.