"Søndag. Majkulde
Når en blog har levet et stykke tid og nået interesserede læsere, bruser den op, blogbestyreren stråler som et fødselsdagsbarn, alle vennerne trækker i baltøjet for at give deres nummer - yndlingsmusikken larmer, udvælgelsen begynder, og de første tilløbere rystes langsomt af igen. Kliken slår ring om sig selv. de klogestes inderkreds. de behøver hinanden og ingen andre som medspillere og modstandere for at nå deres fulde størrelse. Småpip udefra fra folk, der som Andreas Moe, engang imellem dukker op for at forsvare syge mostre og blive lukket ind, ignoreres eller sparkes hen i en krog. Kulden slår mod den forvildede indtrængende som mod en tilskuer der synger med i operaen. Andreas Moe plages et par dage af skærende fortrydelse; hvorfor var så dum at føre sig frem, klæde sig af. Din ynkelige blotter. Søller, elendig ... Han står op om natten for at slå til, så de mærker det, skære ned med får skarpe ord. Han Kan, for han har ingen illusioner at sætte til. hensynsløs over for sig selv, hensynsløs over for dem. der skal ikke blive noget tilbage ... Heldigvis, heldigvis, sender han ikke. Og da han om morgenen tænder for maskinen og sletter, er det med en fornemmelse af at redde noget af det, der er hængt ud, tilbage.
Han åbner aldrig mere siden. den er død for ham. Så let er det. Så let er det at slukke for det, man ikke vil se.
Kredsen skriver videre på lånt tid, til og om hinanden under omskrivninger og dæknavne. de flirter på skrømt. K. har ret, han kan læse, han kan forstå, den eneste lige nu, andre skraber og bukker for en stemning. De ironiserer over det, de hemmelig elsker. Påstår at holde af, påstår at foragte. Så let er det. Prøver at lokke afsløringer frem uden selv at afsløre. det er det spidsfindige. Helt fremme. De bukker og bøjer, spænder ben, opvarter, stikker nåle i hjertet på hinanden. Til sidst er der to tilbage, der slås for at udstille og pulverisere hinandens meninger og ord, bevise deres mangel på sammenhæng og ærlighed, på tankekraft og sjæl. Få det sidste ord.
Der er én tilbage.
Virkeligheden begynder ved mig. Så meget står fast.
Og den betyder ingenting."
