hurtig,
disparat,
ujævn,
upålidelig,
herunder ikke mindst genreupålidelig
attituderelativist af en anti-auteur (der alligevel er ekstremt umiskendelig, i både sit kameras omkringjagen og dets distraktion (i/fra sære vinkler)) - det skønne ved hans nye film Side Effects er jo netop det, Bo Green i WA kritiserer den for ("Somme tider kan en film have for travlt. For mange forbundne historier, parallelle handlingsspor og tematiske lag er pakket så tæt, at man næsten kan høre hjulene dreje for at tvinge konstruktionen på plads. (...) Først tror man, at det skal være en problemfilm om lægeetik og forretningsmoral. Så bliver det en suspense-agtig sag om en kvinde, der begår et mord, og en mand, der hænges ud i medierne. Siden køres også en lesbisk sidehistorie i stilling. Det bliver stadig mere usikkert, hvor hovedfortællingen er på vej hen. Den vil dog ikke langt, da det kommer til stykket. Endelig står skelettet af en banal bondefangerhistorie tilbage"), at den først er én slags film og så en anden og måske en tredje slags film, der bare fordi det er en genreslags jo ikke er en ringere slags, når man er ægte upålidelig attituderelativist.
Og selvfølgelig er Soderberghs næste film et kulørt tv-bio-drama med Michael Douglas som Liberace:
