Hjertet i kloen I og II (og III)

 På sin splinternye, fornemt og viltert forkjættende blog middelklasse2 skriver Lars Skinnebach om sin smukke, så godt mikroskopiske subversion af Gyldendals logo i sin kommende digtsamling I ly: 

Jeg prøver altid at undgå logoet. Selvom jeg meget godt kan lide tranen. Engang fik jeg lov til ikke at bruge logoet, fordi jeg ellers ville trække bogen tilbage. Dengang var det vigtigt for mig, fordi jeg skrev vækstkritisk. Kapitalismekritisk. Nu skriver jeg pop, og så er det ok med logo, men jeg prøvede alligevel. De ville ikke gå med til det. Så jeg hævnede mig ved at lave logoet lidt om. Nu holder tranen et hjerte i sin klo. Hævnen er sød. 

Jeg kom straks til at tænke på Per Langes digt 1926, som netop ender med billede hjertet i fuglens klo (og som jeg skrev om, blandt andre, i artiklen "En øjeblikskort note eller tre om Per Lange" i net-tidsskriftet "Nordica!=

NATTERGAL

Brast der en Kilde
i Nattens Indre?
Hvorfor blev alting
med ét saa lyst?
Var det en Stjærne
hinsides Mørket
som sprudled op
gennem Jordens Bryst?

En Skovgud drejer
med stille Hænder
en stor og glødende
Ædelsten.
Tungt falder Straalerne
gennem Mørket
røde og grønne
én for én.

En lille levende
Fuglestrube
har fyldt en Verden
med Drøm og Ro.
Et viltert Fuglenæb
strakt mod Himlen.
Et Fuglehjærte
i Nattens Klo.  

(og så lige et yderligere link til Højholt fra nævnte Nordica-artikel:
"Jeg vil også gerne sammenligne ”Nattergal” eller nærmeste bestemt de to sidste linjer, for det tro jeg ikke er gjort, og det forekommer uundgåeligt, med de sidste linjer i Per Højholts digt ”November” fra Poetens hoved, som godt nok ikke handler om en nattergal, men om, en solsort, billedets konkrete struktur imidlertid ligner sådan cirkus, bare betydeligt mindre grumt, men rigeligt melankoli: En fugl i et træ sammenlignes med et hjerte bag (et menneskes eller en fugls (eller et andet dyrs)) ribben: ”Ikke at sneen falder og det er et koldt vejr/ blæsende, plager mig o min solsort./ Heller ikke gentlig at den lille sø/ under kirsebærtræerne tæt ved banen/ falmer og fyger til. Sådan er november./ men at du i morges sad kold i magnolien/ som omspændt af ribben et hjerte/ pludselig snetykning eller forfald.” Højholt + Lange: Ribben som en klo!") 

Første weekend - for 25 år siden

Et småvrissende dødsbo

15. maj 1996 Weekendavisen 

Lyrik m.m. Skralt med de store fund i Per Langes efterladte manuskripter.   

Per Lange Det umuliges kunst. Efterladte manuskripter i udvalg ved Nils Birger Wamberg. 131 sider. 225 kr. Gyldendal.

 JA, Per Lange burde have skrevet en lang række hemmelige mesterværker i de enogtyve år, der henrandt fra udgivelsen af hans sidste essaysamling til hans død som halvfemsårig i 1991, for slet ikke at tale om tyveårslakunen mellem den sidste digtsamling og den første essaysamling. Det gjorde han bare ikke, han skrev så godt som ingenting, og et udvalg af det har Nils Birger Wamberg nu udgivet under titlen Det umuliges kunst på Gyldendal, og det burde han nok have ladet være med, for resultatet er mildest talt sølle.

Lad os først skynde os at fremhæve bogens fem digte, og især de to tidlige sager, »Bakkantinder« og »Skovene bruser og bruser«, der er lige den grad vildere end det er sædvanligt i Langes strengt klassiske, harmonisøgende poesi. »Bakkantinder« er den rene og skære, for fuldt hyl melodramatiske ekspressionisme, lyt bare til denne isnende begyndelsestrofe: »Dagen er alt for lys og stor./ Kolde og fjærne er alle Ting/ og rædselsfulde som dunkle Ord.« »Skovene bruser og bruser« er vildt ved at være, så vidt jeg kan overskue, Per Langes eneste digt i frie vers, en klar og bundløs melankoli: »Skovene bruser og bruser/ og hyller en Kappe af sang/ rundt om de døde Bjerge.// Og hendes lyse Øjne/ er så forundret store/ som Engenes mange blomster.// Blomster og øjne, jeg frygter/ at I skal falme og visne/ hvis jeg med blinde Hænder/ kommer og gør jer til mine.« eLLERS får vi to teateranmeldelser og en boganmeldelse fra et tredivertidsskrift, der rent faktisk hed »Sind og samfund«, en hel masse mere eller mindre eller slet ikke færdiggjorte essays og fire afdelinger »Blandede notater«, dvs først og fremmest alskens aforismer (findes der nogen mere a priori utålelig litterær genre?), hvoraf de bedste er de nøgent selvafslørende: »Jeg har aldrig brudt mig særlig om livet, men jeg kan godt lide at læse om det«, og de fleste er de sædvanligt anstrengte gruk- kvikheder: »Naar en forfatter kalder sig selv min Ringhed, er det næsten altid med rette.« Essaysene fylder mest, og det er helt umådeligt trist, hvor absolut ligegyldige, uoriginale og sluddervorne, de er, og så underligt altmodische. Dette er emnerne for de længste: Ruslandsrejseberetninger fra mellemkrigstiden (skrevet ca. 1980!), gode og dårlige Shakespeareoversættelser, Nietszche-anekdoter og -kommentarer, et portræt af Henri Nathansen, en redegørelse for Tom Kristensens og Hærværks søllethed, H.C. Andersens dagbøgers latterlighed og Johannes Ewald. Sikke scoops! Kun i analysen om Ewalds »Ode til Siælen« mærkes der noget, der ligner engagement, resten af teksterne holder sig trygt til det trætte og småvrissende, dog formår essayet om Tom K. i sin uforløste blanding af hån og patroniseren at blive direkte pinligt. Her er Lange som værst: »Som sagt, jeg tror at Tom var et ærligt menneske, saa ærlig som hans Svaghed tillod ham at være. »Tro mig aldrig, naar jeg vil være stærk,« skrev Strindberg til sin første Hustru, Siri von Essen. Men bortset fra Svagheden er der næppe nogen større lighed mellem de to Digtere, selv om Tom allerede i sin første Bog ytrede en vis interesse for Eksperimentalpsykologi: »Hos værten Solskins-Sørensen/ har jeg i Vine forsket;/ men stop med Rusen førend den/ blir flommende og torsket.« Ganske vist er digtere ikke til at lide paa, og det er muligt at Tom blot har skrevet »forsket« af Hensyn til det paafølgende Rim.« Bla bla bla, må jeg så være fri, og hvorfor mener Niels Birger Wamberg, at en så perfekt udført tavshed som Per Langes post festum skal undergraves af denne uværdige notatsamling. Man kunne snildt have nøjedes med et avisopslag med poesi, og dér ville dette formfuldendte forsvar for tavsheden ikke være til at undvære: »Behold for dig selv dine Drømmes Glæder,/ naar man tænker på Solen saa skinner den;/ behæng den ikke med Ordets Klæder,/ naar man taler om Solen forsvinder den.« 

Lars Bukdahl debuterede i 1987 med digtsamlingen Readymade! Siden er fulgt Mestertyvenes tid (1989), Kys mig (1990), Skyer på græs (1991), Spiller boccia med kongen (1994) samt romanerne Guldhornene (1988) og Brat Amerika (1991). Han er cand.phil. i litteratur og har siden 1988 anmeldt bøger i Kristeligt Dagblad. Lars Bukdahl vil fremover skrive i Weekendavisen.

 

 

IT WAS 20 CRITICAL YEARS AGO TODAY

Den 15. maj 1996 havde jeg - efter 8 så godt som usynlige år på Kristeligt Dagblad - min første anmeldelse i Weekendavisen Bøger, ugen efter 3 anmeldelser og 1 kommentar (om tilsværtningen af min kritiske helt, nyligt afdøde Poul Borum), og ugen efter skældte og smældte Klaus Rifbjerg i et alenlangt læserbrev på samtlige tekster fra ugen før. Jeg var kommet hjem!

Tak til Weekendavisen for med forskellig grad af af redaktionelt pres at have tålt mig og mine rasende idiosynkrasier alle disse år.

Dette er min første, nøjagtig 20 år gamle WA-anmeldelse; den lyder umiskendeligt som mig, jeg håber, jeg stadig lyder umiskendeligt som den (og det ligner en tanke - der nemlig slet ikke var planlagt - at jeg i fredags skrev Blæksprutte om Per Langes jævnaldrende, for et øjeblik betydeligt viltrere kollega Emil Bønnelycke):

Et småvrissende dødsbo

Lyrik m.m. Skralt med de store fund i Per Langes efterladte manuskripter. Hvorfor mener Niels Birger Wamberg, at en så perfekt udført tavshed som Per Langes post festum skal undergraves af denne uværdige notatsamling? 

af LARS BUKDAHL

Per Lange Det umuliges kunst. Efterladte manuskripter i udvalg ved Nils Birger Wamberg. 131 sider. 225 kr. Gyldendal.

JA, Per Lange burde have skrevet en lang række hemmelige mesterværker i de enogtyve år, der henrandt fra udgivelsen af hans sidste essaysamling til hans død som halvfemsårig i 1991, for slet ikke at tale om tyveårslakunen mellem den sidste digtsamling og den første essaysamling. Det gjorde han bare ikke, han skrev så godt som ingenting, og et udvalg af det har Nils Birger Wamberg nu udgivet under titlen Det umuliges kunst på Gyldendal, og det burde han nok have ladet være med, for resultatet er mildest talt sølle.
Lad os først skynde os at fremhæve bogens fem digte, og især de to tidlige sager, »Bakkantinder« og »Skovene bruser og bruser«, der er lige den grad vildere end det er sædvanligt i Langes strengt klassiske, harmonisøgende poesi. »Bakkantinder« er den rene og skære, for fuldt hyl melodramatiske ekspressionisme, lyt bare til denne isnende begyndelsestrofe: »Dagen er alt for lys og stor./ Kolde og fjærne er alle Ting/ og rædselsfulde som dunkle Ord.« »Skovene bruser og bruser« er vildt ved at være, så vidt jeg kan overskue, Per Langes eneste digt i frie vers, en klar og bundløs melankoli: »Skovene bruser og bruser/ og hyller en Kappe af sang/ rundt om de døde Bjerge.// Og hendes lyse Øjne/ er så forundret store/ som Engenes mange blomster.// Blomster og øjne, jeg frygter/ at I skal falme og visne/ hvis jeg med blinde Hænder/ kommer og gør jer til mine.«
ELLERS får vi to teateranmeldelser og en boganmeldelse fra et tredivertidsskrift, der rent faktisk hed »Sind og samfund«, en hel masse mere eller mindre eller slet ikke færdiggjorte essays og fire afdelinger »Blandede notater«, dvs først og fremmest alskens aforismer (findes der nogen mere a priori utålelig litterær genre?), hvoraf de bedste er de nøgent selvafslørende: »Jeg har aldrig brudt mig særlig om livet, men jeg kan godt lide at læse om det«, og de fleste er de sædvanligt anstrengte gruk-kvikheder: »Naar en forfatter kalder sig selv min Ringhed, er det næsten altid med rette.« Essaysene fylder mest, og det er helt umådeligt trist, hvor absolut ligegyldige, uoriginale og sluddervorne, de er, og så underligt altmodische. Dette er emnerne for de længste: Ruslandsrejseberetninger fra mellemkrigstiden (skrevet ca. 1980!), gode og dårlige Shakespeareoversættelser, Nietszche-anekdoter og -kommentarer, et portræt af Henri Nathansen, en redegørelse for Tom Kristensens og Hærværks søllethed, H.C. Andersens dagbøgers latterlighed og Johannes Ewald. Sikke scoops! Kun i analysen om Ewalds »Ode til Sielen« mærkes der noget, der ligner engagement, resten af teksterne holder sig trygt til det trætte og småvrissende, dog formår essayet om Tom K. i sin uforløste blanding af hån og patroniseren at blive direkte pinligt. Her er Lange som værst: »Som sagt, jeg tror at Tom var et ærligt menneske, saa ærlig som hans Svaghed tillod ham at være. »Tro mig aldrig, naar jeg vil være stærk,« skrev Strindberg til sin første Hustru, Siri von Essen. Men bortset fra Svagheden er der næppe nogen større lighed mellem de to Digtere, selv om Tom allerede i sin første Bog ytrede en vis interesse for Eksperimentalpsykologi: »Hos værten Solskins-Sørensen/ har jeg i Vine forsket;/ men stop med Rusen førend den/ blir flommende og torsket.« Ganske vist er digtere ikke til at lide paa, og det er muligt at Tom blot har skrevet »forsket« af Hensyn til det paafølgende Rim.« Bla bla bla, må jeg så være fri, og hvorfor mener Niels Birger Wamberg, at en så perfekt udført tavshed som Per Langes post festum skal undergraves af denne uværdige notatsamling. Man kunne snildt have nøjedes med et avisopslag med poesi, og dér ville dette formfuldendte forsvar for tavsheden ikke være til at undvære: »Behold for dig selv dine Drømmes Glæder,/ naar man tænker på Solen saa skinner den;/ behæng den ikke med Ordets Klæder,/ naar man taler om Solen forsvinder den.«

Lars Bukdahl debuterede i 1987 med digtsamlingen Readymade! Siden er fulgt Mestertyvenes tid (1989), Kys mig (1990), Skyer på græs (1991), Spiller boccia med kongen (1994) samt romanerne Guldhornene (1988) og Brat Amerika (1991). Han er cand.phil. i litteratur og har siden 1988 anmeldt bøger i Kristeligt Dagblad. Lars Bukdahl vil fremover skrive i Weekendavisen.