Viser opslag med etiketten Numse-Kaj. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Numse-Kaj. Vis alle opslag

mandag den 13. juli 2015

Bedste feriepostkort, juli

er naturligvis skrevet af postkort-mesteren Christian Hagen (under dæknavn) på FB - også bedste græske ø-tekst siden F.P. Jacs Numse-Kajs Otier på de græske øer:

Efter 6 dages tilflugt på Alonnisos er jeg nu tilbage på altanland på Skopelos, hvor der dagligt udspiller sig mindst ét drama. I dag flashede jeg fx mine bryster for en meget ung nabo, der så meget chokeret ud og skyndte sig tilbage på værelset. Min svenske underbo og hendes mand holder af at invitere de andre hotelgæster på ouzo ude på altanen. Den gode stemning hænger dog i en tynd tråd, hvis nogen kommer til at tage Görans stol; "Nei nei, det ar Gööörranss stoool!", hviner den ellers venlige og lidt buttede dame i leopardkjole. Nedenunder og til højre bor to danske læsehesteveninder, der allerede i bussen ikke var blege for at proklamere, at de intet havde tilovers for folk, der tog hertil efter at have set Mama Mia-filmen, men at det da sikkert havde gjort en masse godt for turismen. Den ene dame læser Erik Valeur, den anden har kastet sig over en svensk krimi. Begge lufter de deres vandresko på altanen og bruger askebægeret til kirsebærsten, nu da de alligevel ikke ryger. Ved siden af mig, her oppe på første sal, bor et svensk ægtepar. Manden spiller computerspil på altanen, mens konen sover til middag. Han modtager også opkald fra Sverige og taler meget højt ind i røret. "Jamen, jeg har INGEN kontakt til Sverige for tiden", siger han til den i den anden ende.