- fra anmeldelsen af Ursula Andkjær Olsens Mit smykkeskrin:
På næste side, i et sekundkort digt, morfer hjertet gennem
ryggen videre til en tvetydig anglicisme:
”jeg tænker på// jorden har min ryg”
(og måske var forrige værk, dagbogsromanen Krisehæfterne, så wagnersk emo-heavy rock?)
(nervelunden kunne sagtens have udviklet sig til et helt
blomstrende nervebundt af billeder, men gør det så bare ikke).
- fra anmeldelsen af Johan Davidsens Selvmordstanker kan ikke betale sig:
HVORFOR SKAL DET SKRIVES
OG HVORFOR SKAL JEG LÆSE DET?
Hans genkommende titel-overvejelser af og om selvmord har
Sofie den helt præcise kommentar til (og hvorfor er der i det hele taget ikke
flere dialoger, dem turnerer Davidsen langt behændigere end de idelige
monologer):
. ”Du snakker lidt om det på samme måde, som når jeg er fuld
til fester og bliver vildt skuffet, hvis folk ikke kan lide den musik, jeg
sætter på.”
Skift nu den plade,
Johan!
