Jeg mener også, at hvis disse bøger handler om erfaringer, der tilhører en særligt udsat gruppe eller Minotauros, så bør man anstrenge sig for at skrive en kritisk tekst, der er medvidende om sin egen position og funktion i den samtale, der italesætter disse grupper som særligt udsatte, disse mennesker som Minotauroser.
Hvad jeg ytrede til debatten, var forestillingen om en kritisk tekst, der ikke definerer eller på definitiv vis karakteriserer en litteratur skrevet af en Minotauros, man ikke selv tilhører.
Det, tror jeg, er vigtigt, fordi kritikeren (og måske velmenende, måske uden at opdage det) kan udøve en art censur eller navngivning af en pågældende Minotauros, som bliver gældende for forståelsen af Minotauros.
Her står man så med en gældende karakteristik af Minotauros, som Minotauros ikke selv har været med til at udforme.
På denne måde kan man igen og igen skrive en historie om Minotauros, en historie på hvilken MInotauros ingen indflydelse har.
Dette kan også være en måde hvorpå man (måske blind, måske velmenende) udelukker og undertrykker Minotauros.
Men i en hovedsagelig hvid, kritisk offentlighed (findes der overhovedet én ikke-hvid litteraturkritiker i Danmark?) mener jeg, at man bærer et ansvar for ikke at tage pladsen som førende historieskriver for en ikke-hvid Minotauros' litterære erfaringer.
